Arsenal er historisk meget bedre end Tottenham

Foto: David Price/Arsenal FC via Getty Images

Synet af Arsenal på toppen af Premier League er selvsagt en gigantisk solstråle i øjnene på alle dem, der elsker The Gunners.

Til gengæld er synet af den virkelighed, som Mikel Artetas tropper i skrivende stund befinder sig i, heller ikke overraskende en voldsom torn i øjet på alle dem, der hader Arsenal allermest, nemlig alle dem, der elsker Tottenham.

Og det er ikke bare fordi, det er Arsenal, og ikke Tottenham, der topper tabellen, men så sandelig også fordi afstanden mellem de to rivaliserende naboklubber fra det nordlige London er så stor, som den er.

Således er Arsenal pt. hele otte point foran Tottenham, og vi skal faktisk spole tiden helt tilbage til sæsonen 2013/2014 for at finde en større afstand mellem de røde og de liljehvide efter 14 spillerunder.

Målregnskaber

Forklaringerne på, at den øjeblikke afstand mellem Arsenal og Tottenham er, som den er, er mange.

Men selvom moderne fodbold for længst er blevet så videnskabeliggjort, at virkeligheden ikke længere kun beror på ting, der i virkeligheden er sket, men også på alt muligt expected mellem himmel og jord, så synes forklaringen på den afstand, der pt. er mellem Arsenal og Tottenham, at fremgå af noget så simpelt som de to holds målregnskaber.

Altså, der, hvor det sort på hvidt fremgår, hvor god man (i virkeligheden) har været til at score mål og hvor god man har være til ikke at lukke dem ind.

I den forbindelse er status pt. den, at Arsenal efter 14 kampe har scoret hele 33 mål, mens holdet blot har lukket 11 mål ind. Til sammenligning har Tottenham indtil videre scoret 31 gange i Premier League, men Antonio Conte og co. har samtidig også indkasseret hele 21 mål.

Og ja, her skal vi også spole tiden gevaldig langt tilbage for at finde en virkelighed, der matcher.

Tilbage til 00erne

For selvom Tottenhams nuværende evne til at score mål faktisk ikke er set bedre siden sæsonen 2009/2010, hvor Spurs scorede 33 mål i de første 14 kampe, så er antallet af indkasseret mål (med undtagelse af sæsonen 2019/2020, hvor Tottenham også lukkede 21 mål ind i 14 kampe) ikke set højere i 15 sæsoner.

Omvendt, så er det målregnskab, som Arsenal i skrivende stund kan præsentere, historisk set fremragende.

Således har Arsenal ikke scoret så mange mål på så kort tid, som de har gjort i indeværende sæson, siden sæsonen 2016/2017, og vi skal helt tilbage til 2009/2010, hvor Arsenal scorede 38 mål i de første 14 kampe, for at finde noget, der overgår nutidens evne til at få modstanderens netmasker til at blafre.

Vi skal dog endnu længere tilbage i tiden for at finde frem til en virkelighed, hvori Arsenal lukkede færre mål ind end holdet indtil videre har gjort i denne sæson, nemlig tilbage til sæsonen 2007/2008, hvor Arsenal under ledelse af Arsene Wenger blot lukkede 10 mål ind i de første 14 kampe.

Tiden må vise

Hvorvidt den nuværende afstand mellem Arsenal og Tottenham bliver større eller mindre, når Premier League vender tilbage på den anden side af VM, må tiden vise, hvilket tiden også må, når det kommer til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt Arsenal kan opretholde klubbens øjeblikkelige placering på toppen af Premier League hele vejen frem til målstregen.

Sikkert er det dog, at sidst Arsenal vandt det engelske mesterskab, tilbage i sæsonen 2003/2004, der havde The Gunners, nøjagtig ligesom holdet har nu, blot lukket 11 mål ind i de første 14 kampe.

The Manager
Logo
Shopping cart