“You can’t win anything with kids!”
Alan Hansens famøse forudsigelse viste sig ikke videre sandfærdig, da han tilbage i 1995 dengang brugte frasen om Manchester Uniteds unge spillere. Det var efter et nederlag mod Aston Villa i begyndelsen af sæsonen, at dommen lød. De ikke var mesterskabsmodne. Underforstået, der var brug for erfaring.
Han tog fejl. Grueligt endda. Manchester United blev mestre i 1996. Samme år som en franskmand beklædte posten i Arsenal. Ham vender vi tilbage til. For der er ganske givet flere, der siden hen har gentaget Alan Hansens ord. Måske ikke helt så skråsikkert, men med samme budskab. Og det seneste eksempel er Arsenal.
Gummiben?
Da Mikel Arteta og hans mandskab fra den 27. januar og knap tre uger frem tabte tre kampe og spillede en enkelt uafgjort, var det let at drage konklusionen. Gummiben, nervøsitet, manglende erfaring. Nederlag mod bundholdet Everton og i topkampen mod Manchester City. Måske ArSenal alligevel manglede lidt. Måske det var blevet hverdag i Nordlondon efter et imponerende efterår.
Nuvel, det kan godt være, at Arsenal ikke bliver mestre i år, men de har de seneste par kampe bevist, at de besidder det, som mesterhold er lavet af. Vindermentalitet.
Først da de vandt ude mod Aston Villa mod tidligere manager Unai Emery. Bagud 1-2 ved pausen og en ikke videre imponerende præstation i de første 45 minutter. Var det nu, de knækkede? Nej! De fik udlignet og afgjort kampen på to scoringer i overtiden.
Ukarakteristiske målscorere
Siden fulgte weekendens opgør mod Bournemouth. En hjemmekamp mod Premier Leagues bundprop. Sikre tre point. Eller hvad? Billing bragte gæsterne foran i det første minut, og det blev også til 2-0 et kvarter inden i anden halvleg.
Var det nu, de knækkede? Nej.
To hurtige scoringer fra Partey og Ben White sikrede balance i regnskabet, og i det 97. minut kunne Reiss Nelson så sparke bolden i det lange hjørne fra kanten af feltet efter et par dueller i boksen. Eufori. Af den slags, hvor man godt kunne mærke, at det var mere end bare tre point. Det var et signal til omverden, og også til dem selv om, at “ You can win something with kids.
Vi har – og med rette – talt meget om, hvor fantastiske Ødegaard og Saka har været. At Zinchenko er eminent i sin vilde fortolkning af backen, at Saliba muligvis har været Premier Leagues bedste midterstopper, og at Jesus, Nketiah og Martinelli på skift har været fantastiske målscorere. Men lørdag var det anderledes.
Matchvinder Reiss Nelson har spillet 84 minutter i denne Premier League sæson. Det har kastet tre mål og to oplæg af sig. Partey spiller fast, men det er ikke som målscorer, han udmærker sig, mens Ben White scorede sit allerførste mål for Arsenal. I kamp nummer 69 for klubben.
Tre ukarakteristiske målscorere, men alligevel meget karakteristisk for fortællingen om Arsenal denne sæson. For det er en enhed. Selvfølgelig med individuelle profiler, men først og fremmet en enhed. Af den slags som det har taget tid at bygge op, og som har kostet undervejs. Blandt andet da Arsenal valgte at opsige kontrakten med Aubameyang for et års tid siden. Angriberen havde sat sig selv over klubben, og skulle de være tro med deres projekt, måtte han ud af vagten. Det kom han, men måske det på den korte bane kostede Champions League kvalifikationen.
Arsenal og Wengers skygge
Men det var ærligt, og det samme var de billeder og scener, der udspillede sig på Emirates mod Bournemouth. Et Arsenal-hold i balance, og for hvem manglende erfaring ikke virker til at blive en faktor i denne sæson.
Når ja, så var der jo ham franskmanden fra tidligere, vi lige skulle have gjort færdig.
For kampen mod Bournemouth var den første kamp siden januar 1986, hvor Arsenal ikke have en eneste spiller i deres startformation, der på et tidspunkt havde eller skulle komme til at optræde for Arséne Wenger.
Det har taget tid at komme hertil, men Arsenal er på vej ud af Wengers skygge. På vej mod et mesterskab.
