Arsenal spiller med musklerne 

Foto: Splosh-Dreamstime.com_

At Arsenal i denne sæson længe lignede et mesterhold var for mange overraskende. Men hvis de skulle gøre det igen i den kommende sæson, eller de kommende år, er det mere forventeligt. For The Gunners spiller med musklerne og rækker ud efter titlen som førsteudfordrer til Manchester City.

I skrivende stund har de ikke for alvor åbnet pengepungen, men det forlyder, at Declan Rice skulle være på vej, ligesom Kai Havertz også ventes at turen til den røde del af London. Særligt Rice har haft mange bejlere, og at Arsenal ser ud til at kunne lande ham, blandt andet foran Chelsea, hvor Rice som bekendt har en fortid på ungdomsholdet, er en indikation af, at det er nye tider i klubben.

Arsenal = Premier Leagues gniere

I mange år var Arsenal kendt som Premier Leagues gniere. Flere store spillere blev ofte meldt på vej, men oftest blev det ikke til det meget mere end en ung, skadet franskmand. Arsenal brød sig ikke om at bruge de penge, som der skulle til. Nogle vil måske huske, hvordan de i 2013 bød de famøse 40.000.001 pund for Luis Luis Suarez. Angriberen der blot et år senere blev solgt for omtrent det dobbelte til Barcelona. Beløbet, som Arsenal båd dengang handlede om, at der var en klausul i Suarez´kontrakt, der gjorde, at han skulle informeres, hvis et bud på ham oversteg 40 millioner pund. Historien om Suarez’ klausul fyldte en del i pressen, og Arsenal blev latterliggjort for det ekstra pund de smed i puljen.Som om, det ville gøre nogen forskel. Liverpool afviste, men havde Arsenal åbnet pengepungen, havde de fået ham. For på det tidspunkt var Arsenal en større klub end Liverpool. De spillede i Champions League, og Suarez har senere indrømmet, at han var klar til at skifte til The Gunners. Men skiftet blev ikke til noget, og så overtog Liverpool kort efter Arsenals plads i fødekæden.

Uden at skulle sammenligne 1-1 er der visse lighedspunkter denne sommer med den sommer for ti år siden. Arsenal er igen i Champions League, og det er nogle af de nærmeste rivaler ikke. Måske det var skuffende sådan at ”smide” mesterskabet”, som Arsenal gjorde i foråret, men denne sæson gav dem en mulighed for at vende tilbage til toppen af Premier League, og skal de etablere sig, må de ikke begå samme fejl som tidligere. De er nødt til at investere og profitere på den situation, som de befinder sig i.

Store investeringer

Det kræver kontinuerlige og store investeringer at holde sig til fadet i verdens bedste liga, og det er Arsenal også ved at erkende. Det betyder ikke, at de skal gå væk fra deres som oftest succesfulde model med unge egenudviklede spillere og godt scoutede spillere, men af og til er der behov for klasse og erfaring. Havertz og Rice er begge kun 24 år, men har været med længe og vundet europæiske trofæer med West Ham og Chelsea. Det er spillere, der kan gå ind i startopstillingen her og nu og forstærke The Gunners. Spillere som der kan bygges en fremtid rundt om. Især hvis Arsenal formår at forløse Havertz bedre end Chelsea gjorde, men den diskussion tager vi en anden gang, hvis/når en handel bliver officiel.

Rivaler i problemer

I fodboldverdenen handler det for spillere om tre ting. At spille i Champions League, dyste om trofæer og købe ind på et projekt. I Arsenal kan de i øjeblikket tilbyde alle tre ting. Naturligvis er det svært at vippe Manchester City af pinden som Premier Leagues bedste hold, men Arsenal øjner om ikke andet muligheden for at mindske afstanden og etablere sig som førsteudfordrer. For rivalerne er i problemer. Chelsea kæmper trods de mange millioner med at finde hoved og hale i, hvad de egentlig vil, Tottenham er et ubeskrevet blad med ny træner og en uafklaret Kane-fremtid, mens Liverpool også virker på tilbagetog efter nogle succesfulde år under Klopp. Læg dertil, at Manchester United er handlingslammede på transfermarkedet grundet usikkerheden om det nye ejerskab, og så har du fire af top syv holdene, som alle står tilbage med en usikker nær fremtid. Det ved Arsenal. Og de ved også, at det er nu, de skal handle, hvis de skal tilbage til toppen af Premier League. De næste par uger vil derfor vise, om Arsenal mener det seriøst. Om vi ligefrem kan tale om et paradigmeskifte i engelsk fodbold, eller om de igen må indtage rollen som Premier Leagues gniere.

Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.

We will be happy to hear your thoughts

Tilføj kommenar

The Manager
Logo
Shopping cart