
Mikel Artetas Arsenal er ikke uovervindelige, som Arsene Wengers ditto var det tilbage i 2003/2004, hvor klubben vandt sit seneste engelske mesterskab.
Alligevel kan Artetas udgave af The Gunners godt ende med at overgå Wengers Invincibles.
I hvert fald, hvis Arteta og co. kan opretholde det pointsnit, som holdet indtil videre har formået at producere hele vejen frem til målstregen i maj.
Således har Arsenal i sæsonens første 14 kampe i alt spillet sig frem til 37 point, hvilket giver et snit på 2,64 point per kamp.
Og kan Arsenal fortsætte i samme spor, så ender Artetas tropper med flere point i de 90, som Wenger Uovervindelige vandt mesterskabet med i 2003/2004.
Men ikke nok med det.
For hvis Artetas Arsenal fortsætter med holdets nuværende pointsnit, så ender nutidens The Gunners nemlig også med at tangere den pointrekord, som Manchester City satte i sæsonen 2017/2018, hvor Pep Guardiolas mandskab endte med 100 point på kontoen.
City skal (næsten) vinde alt
Mindre kan dog også sende det engelske mesterskab i retning af Arsenal for første gang i (til den tid) 19 år.
For det første fordi Arsenals nærmeste forfølgere, føromtalte Manchester City, ikke kan nå at spille sig frem 100 point med holdets nuværende pointsnit.
En sådan præstation vil derimod kræve, at Pep og co. vinder 23 ud af holdets resterende 24 kampe.
Og selvom det statistisk set stadig er en mulighed, så har Manchester City allerede nu, knap 37 procent inde i sæsonen, sat point til i fire kampe.
Til sammenligning satte Pep og co. point til i seks kampe i 100-point-sæsonen, og læg dertil, at Manchester City i klubbens to seneste mesterskabssæsoner har sat point til i henholdsvis ni og 11 af kampene.
Blik i bakspejlet
Noget andet, der peger i retning af, at Arsenal kan vinde det engelske mesterskab i denne sæson ved at producere færre point i 100, er et kastet blik i bakspejlet.
Bedømt på de seneste 20 sæsonudgaver af Premier League, så kræver det nemlig langt fra 100 point at vinde det engelske mesterskab.
Spoler vi tiden bare et par sæsoner tilbage, kunne det ellers godt se sådan ud.
Det daværende og spektakulære two-horse race mellem Manchester City og Liverpool resulterede nemlig i en virkelighed, hvor det så ud til at kræve tættere på 100 end på 90 point at vinde det engelske mesterskab.
Men, som sagt, så er udsigten i bakspejlet anderledes, hvis man går to årtier tilbage i tiden. For her viser tallene, at det i snit kræver 89,6 point at vinde Premier League.
Ekstraordinær præstation
Arsenal kan dog ikke bruge fortiden til noget som helst, hvis ikke fremtiden arter sig efter planen.
Og ligesom der med rette kan sås tvivl om, hvorvidt Manchester City kan holde den nødvendige damp oppe, lige så meget kan man med rette også godt tillade sig at tvivle på Arsenal.
Ikke at der er noget som helst, der tyder på, at holdets formkurve kommer til at styrkdykke på den anden side af det VM, der starter lige om lidt.
Men selv hvis Arsenal ‘kun’ skal producere de 89,6 point, hvilket, som sagt, statistisk set er nok til at vinde mesterskabet, så vil dette i sig selv kræve en ekstraordinær præstation.
Således har Arteta og co. stadig 72 point at spille om i de 24 kampe, der resterer af sæsonen, og hvis Arsenal skal forbi den ‘magiske grænse’, så skal holdet vinde 17 af disse. Vel at mærke samtidig med, at Manchester City selvfølgelig ikke buldrer derudaf.
Arsenals kampprogram på den anden side af VM er i øvrigt lidt af en mundfuld. Således byder den første lille måneds tid (efter et med garanti opslidende VM) kampe mod West Ham, Brighton, Newcastle, Spurs og Manchester United.