Noget af det, der gjorde Graham Potter til en så stor succes i Brighton, at Chelseas ledelse pegede på netop ham, da der skulle findes en erstatning for Thomas Tuchel, er Potters taktiske evner.
Disse er nemlig ikke blot kendetegnet ved at være hyper-moderne og af højeste kvalitet, men også berømt for konstant at komme til udtryk i en omskiftelig form for uforudsigelig fleksibilitet.
Og på den front må man sige, at Todd Boehly og co. allerede har fået, hvad de gerne ville have.
For selvom det stadig er early days og det empiriske materiale derfor blot udspringer af to sølle kampe, så har Potter allerede sat en stor, tyk streg under, at kommende modstandere samt alle os, der følger med på sidelinjen, får umådelig svært ved at forudsige, hvordan brikkerne på taktiktavlen placeres.
Bredde positioner
Da Potter tilbage i midten af sidste måned (i Champions League-kampen mod østrigske RB Salzburg, red.) fik debut som head coach i Chelsea, havde han valgt at indtage slagmarken med en 3-1-2-1-2-1 formation under armen.
Og noget af det, der var allemest interessant at iagttage, og som faktisk også var direkte medvirkende til, at Chelsea scorede og dermed spillede 1-1, var Potters brede 8ere (Mateo Kovacic og Mason Mount), der ikke bare var forpligtet til at gøre sig spilbare for formationens dybtliggende 6er (Jorginho) og den flagrende 10er (Kai Havertz), men som også skulle understøtte opstillingens to 11ere (Raheem Sterling og Reece James).
Men ikke nok med det; Kovacic og Mount havde også fået grønt lys til helt at bytte plads med Sterling og James, hvilket lige præcis var det, som Mount gjorde ved scoringen til 1-0.
Pladsbytteri
De brede positioner var også tydelige at spotte i lørdags, hvor Potter på bagkant af en lang og irriterende landholdspause fik Premier League-debut for Chelsea på Selhurst Park mod Crystal Palace.
Men i modsætning til Salzburg-kampen, så var der denne gang ikke tale om en 3-1-2-1-2-1 formation, men derimod en 4-2-2-2, hvor ‘bredden’ primært blev udgjort af de to 10ere, Mount og Havertz, men også af startopstillingens to 9ere, Pierre-Emerick Aubameyang og Sterling.
Og skabelonen for pladsbytteriet var skåret ud i pap, og dermed til at forstå, for så snart enten Aubameyang eller Sterling søgte ud på kanten og legede 11ere, så skulle enten Mount eller Havertz søge frem og indtage en af de to 9er-positioner.
Og ja, hvis Aubameyang og Sterling forblev centrale i Chelseas opbyggende fase, så gik Mount og Havertz fra at være mellemrums10ere til i stedet at blive brede 11ere.
Bøvlet arytmi
I modsætning til kampen mod Salzburg, så kastede de brede positioner på Potters taktiktavle dog ikke et mål af sig i kampens hede i lørdags, hvor Chelseas første mål, sat ind af Aubameyang, derimod skyldtes Thiago Silva, der langt ude af position headede bolden ind til en roterende Aubameyang, ligesom Chelseas sejrsmål var et resultat af Conor Gallaghers mod og dygtighed.
Til gengæld producerede Potters slagplan i perioder et lidt uheldigt biprodukt, nemlig en form for bøvlet arytmi, hvor det, der skulle have været flydende formationer i stedet tit og ofte endte i en rodet omgang indianerbold, der kun endte lykkeligt takket være Gallaghers drømmehug kort før lukketid.
Og ja, dette skyldes naturligvis early days og alt det der, men roderiet er også et udtryk for Potters taktiske tilgang, der nok er kvalitetstung, hyper-moderne og fleksibel som bare pokker, men som også er et lidt dristigt sats.
Og det er den fordi relationen mellem head coach og spillertrup stadig er spritny, og fordi den basis, som alt andet end lige er nødvendig for at den eksperimentelle fleksibilitet for alvor kan blomstre, derfor endnu ikke er på plads.
AC Milan
Men burde den ikke være det før man kaster sig ud i alt for meget hurlumhej på taktiktavlen, og burde Potter derfor ikke have givet en slags genvalg til den 3-1-2-1-2-1 formation, han gjorde brug af i Salzburg-kampen, hvor Chelsea i øvrigt spillede langt bedre end holdet gjorde i lørdags?
Spørger man Potter, der – arytmi eller ej – rent resultatmæssigt har fået en ganske godkendt start på sæsonen, er svaret tydeligvis et rungende nej, og når Chelsea på onsdag tager imod AC Milan i Champions League, hjemme på Stamford Bridge på onsdag, så kommer vi givetvis til at se Chelsea i en helt tredje startformation.
Og hvis vi gør, så bliver det nok engang et modigt sats fra Potters side. Omvendt, så har AC Milan forud for opgøret heller ikke en kinamandschance for vide, hvordan Potters taktiktavle kommer til at se ud.
