Barcelona er tilbage

Barcelona, Barça
BARCELONA, SPAIN – SEPTEMBER 16: Robert Lewandowski of FC Barcelona celebrates with his teammates after scoring the team’s second goal during the LaLiga EA Sports match between FC Barcelona and Real Betis at Estadi Olimpic Lluis Companys on September 16, 2023 in Barcelona, Spain. (Photo by Eric Alonso/Getty Images)

Nogle gange skal man flytte væk for at finde hjem. For da Barcelona lørdag aften leverede en af de bedste præstationer i mange år, var det på det olympiske stadion på Montjuic. Barcelonas midlertidige hjemmebane, mens Camp Nou er under ombygning.

5-0 endte opgøret. En la manita. Dem har der været et par stykker af de senere par år, men det var alligevel som om, at noget var anderledes denne aften. Også selvom modstanderne fra Betis faktisk havde flere spillere uddannet i Barcelonas La Masia, end Barcelona havde.

For  spillet lignede noget, vi engang var så forvænte med, men som har været svært at få øje på i flere år. I hvert fald siden 2017, måske helt tilbage til 2014.

Ti år uden stil

Lad mig forklare. For efter Pep Guardiola forlod Barcelona fulgte nogle svære år. Resultaterne og mesterskaberne blev ved med at komme, men det var på andre præmisser. Barcelona var i gang med at sejre sig selv ihjel. I den første sæson under Villanova, var Barcelona fortsat Barcelona, men så skete der noget. Tata Martino ændrede en smule på tilgangen. Blev mere pragmatisk, og man havde i en kamp mod Rayo Vallecano i 2013 mindre boldbesiddelse end rivalerne. Og hvad så, tænker du måske? Barcelona vandt jo 4-0. Men det var første gang i 317 kampe, at det var sket.

Siden kom Luis Enrique til. En treble i den første sæson, verdens måske bedste trio nogensinde i MSN, så hvad var problemet? At det var en trio mere end et hold. Der blev mere individuel end kollektiv klasse. Resultaterne fortsatte, men hvordan skulle man dog nogensinde kunne forny tre af verdens bedste offensive spillere, hvis ikke systemet kunne bære det? Det tænkte de færreste nok på i den 2015-16 sæson, men det gjorde de hurtigt efterfølgende, da Neymar blev solgt til PSG.

Siden kom Ernesto Valverde med sin 4-4-2. Han skabte succes, men ikke fans. Quique Setien havde filosofien, men ikke spillerne, og sluttede med at tabe 8-2 i en kvartfinale i Champions League til Bayern, i en af de sorteste kapitler i Barcelonas nyere sportslige historie.

La Masia

Så kom Ronald Koeman. En hollænder. Tidligere spiller i klubben. Det måtte blive godt. Han satsede på de unge, men blev ladt i stikken af en bestyrelse og en trup, der blev dårligere for hver sæson, og hvor Barcelona skulle navigere i en virkelighed uden Lionel Messi. Nu skulle det være anderledes. Xavi var håbet. Og han leverede. Til dels. For allerede i anden sæson, hans første hele, vandt Barcelona mesterskabet. Men det var med en defensiv, der overstrålede offensiven, og selve spillet, de glidende bevægelser, det legende udtryk, og lysten til at angribe i 90 minutter, var svær at få øje på.

Men mod Betis klikkede det. Og det endda uden to af de vigtigste bannerførere for den stil til at diktere tempoet på midten i form af Pedri og Gündogan. For systemet var på plads. Filosofien så rodfæstet, at det udmøntede sig i det Xavi selv kaldte for en af de bedste indsatser i hans to år i klubben.

Portugisisk backspil

Det hjalp gevaldigt, at Joao Cancelo indtog pladsen som højre back. Portugiseren har haft det svært senest i Manchester City og Bayern, men kvaliteterne har ingen været i tvivl om. Og der er en verden til forskel på ham og Sergi Roberto i måden at fortolke backen på. For den sags skyld også Araujo og Koundé, der har spillet ude af position på den plads det seneste års tid. Dygtige markeringsspillere, også bedre end portugiseren, og gode i en mod en situationerne. Men også med relativt begrænset input til offensiven. Men med Joao Cancelo er det anderledes. Han angriber. Søger frem konstant. På højre kanten og ind centralt, hvor han skaber overtal på midten i det opbyggende spil.

En tanke om at overlade midtbanen med dygtige boldspillere, som særligt Pep Guardiola var tro mod. Ernesto Valverde forsøgte også på en lidt mere pragmatisk måde ved at placere en anden spiller der mere permanent, men med typer som Arturo Vidal, Paulinho og til dels også Rakitic, så var det spillere, der gav mere fysisk, men mindre dynamik.

En enkelt kamp mod Betis gør det ikke alene, men det var opløftende at se Barcelona være Barcelona. Og selvom de indledte lidt tøvende mod Antwerpen tirsdag, så var der også momenter af fordums styrke i den præstation, da de for anden kamp i trak vandt 5-0. Denne gang med Joao Félix som omdrejningspunkt. Barcelona spillede igen på den måde, de bør spille. I de flestes optik, men i særdeleshed i deres egen. For de sætter barren højt. Vil være førende i forhold til udviklingen af fodbold og unge talenter. Lørdag aften lykkedes det endelig at hoppe over den bare uden at vælte pinden. Barcelona vendte hjem.

Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.

We will be happy to hear your thoughts

Tilføj kommenar

The Manager
Logo
Shopping cart