Foto: Nino Pavisic Dreamstime.com.jpg
Hvor skal vi næsten starte. I begyndelsen af 00’erne var ingen rivalitet på tværs af lande større end Chelsea vs. Barcelona. Den fik selvfølgelig et ekstra element grundet José Mourinhos anstrengte forhold til catalanerne, men den levede også fint uden portugiseren. Eksempelvis i 2009, da Tom Henning Øvrebø fik blandt andre Didier Drogbas og Michael Ballacks vrede at følge i slutminutterne af en hektisk semifinale på Stamford Bridge, der sendte Barcelona videre i finalen. Tre år senere fik Chelsea så sin hævn, da de sendte Barcelona ud af turneringen på samme stadie, da Fernando Torres, til lyden af en opstemt Gary Neville, rundede Víctor Valdés og scorede til 2-2.
Når de to hold mødtes, var der drama. Garanteret drama. Siden døde rivaliteten mellem de to lidt hen. Vi blev kortvarigt mindet om den i 2018, da de mødtes i Champions Leagues ottendedelsfinaler, men dengang var forskellen for stor mellem de to. Men nu er den så tilbage. Rivaliteten. Ikke på banen, men på transfermarkedet. For hvis Thomas Tuchel er ekstra gnaven i disse dage, så er FC Barcelona en velbegrundet årsag.
Først var det Andreas Christensen, der ikke ville forlænge med Chelsea, klubben han havde fået sin fodboldmæssige opdragelse i, fordi han ville til Barcelona. Den samme vej, som César Azpilicueta og Marcos Alonso efter alt at dømme også gerne vil.
I foråret var Chelsea ramt af økonomiske restriktioner grundet Roman Abramovichs ejerskab af klubben. Det besværliggjorde handler og transfers. Men med en ny ledelse på plads og nye penge at bruge var der lagt op til en stor transfersommer. Men sådan er det ikke gået. Tværtimod. Det er godt nok lykkedes at hente Raheem Sterling i Manchester City, men hver gang de har fjernduelleret med deres gamle rivaler fra Catalonien, har de tabt.
En lang næse til Chelsea
Første gang Barcelona og Chelsea krydsede klinger på transfermarkedet var med Ousmane Dembélé, som Thomas Tuchel gerne ville genforenes med. De to havde et succesfuldt makkerskab i Dortmund i 2016/17 sæsonen, og da franskmanden ikke havde forlænget sin kontrakt med Barcelona, virkede en handel lige til. Men den trak ud, og i stedet lykkedes det på en eller anden måde Barcelona at få Dembélé til at underskrive en ny kontrakt.
Så var der Raphinha. Brasilianeren manglede ikke bejlere, med Arsenal og Tottenham også interesserede i at hente ham til klubben, men pilen pegede igen mod den blå del af London. Lige indtil Barcelona kom på banen. For selvom Raphinha gav udtryk for sit ønske om at skifte til Spanien, så virkede det på det tidspunkt utænkeligt, at Barcelona skulle kunne samle penge nok sammen til en handel. Men det gjorde de. Det kostede 25 procent af tv indtægterne i de næste 25 år at finde økonomi til Raphinha og siden Robert Lewandowski, men så havde de vel heller ikke mere at gøre med? Når de fortsat ikke kunne registrere spillere grundet La Ligas krav og blot måtte bruge ¼ del af nye indtægter på løn grundet rod i økonomien, så kunne de vel heller ikke have flere penge?
Troede vi. Troede Chelsea. For Jules Koundé, der allerede sidste sommer var meget tæt på et skifte blev igen meldt på vej til Chelsea, nu hvor Sevilla virkede mere indstillet på at lade deres franske guldfugl flyve væk. Barcelona var, naturligvis, også interesseret, men denne gang gik meldingerne på, at Chelsea havde overbudt catalanerne. Så meget desto større var overraskelsen, skuffelsen og formentlig også vreden over, at Barcelona på en eller anden måde alligevel fandt penge til at hente Koundé for næsen af Chelsea.
Barcelona vs. Premier League
Men det er ikke kun Chelsea, der ærgres og undres over den noget uigennemsigtige ageren på transfermarkedet fra Barcelona.
Arsenal, der ellers tidligere har haft for vane at se deres spillere ryge til Catalonien (Fabregas, Henry, Song, Vermaelen, Hleb, Overmars, Aubameyang, Petit, van Bronckhorst) ser ud til at slippe i denne omgang, mens Manchester United og Manchester City fortsat kan blive en del af det.
Barcelona har proklameret, at de ikke er færdige med at handle, og at Manchester Citys Bernardo Silva står højt på ønskelisten. I givet fald den tredje spiller de henter ind hos de lysebå, efter Ferran Torres og Eric García kom til i sidste sæson.
Hos Manchester United håber de omvendt på at kunne handle i Barcelona, hvor Frenkie De Jong længe har været et varmt navn på Old Trafford, men hollænderen vil ikke væk, og nu forlyder det, at Barcelona er blevet enige om en ny aftale med ham. Barcelonas ageren på transfermarkedet har skabt stor undren, men endnu større frustrationer i Premier League og ikke mindst hos den gamle rival fra Chelsea.
