
Philip Billing skylder Jonathan Woodgate en tak. Gør han ikke? Måske husker du Billing fra årene i Huddersfield? Dem med kælenavnet The Terriers.
Billing blev nemlig brugt som en – om end ret høj en af slagsen – terrier på den defensive midtbane. Høj destroyer med lange stænger, der kom i vejen for det meste. Whats not to like?
Efter nedrykningen fra Premier League skiftede han som bekendt til Bournemouth, der på det tidspunkt havde Eddie Howe som manager.
Offensiv
The Cherries rykkede ned og Howe smed håndklædet i ringen. Entre Johnny Woodgate. Den tidligere engelske landsholdsstopper så noget andet i Billing og sendte ham længere frem på banen. Han har siddet tungt på rollen som offensiv midtbane lige siden.
Nu har han så i en alder af 27 år forlænget sin aftale med sydkystholdet, hvor han bliver de næste fire år. Han er tidligere rygtet væk fx til Valencia, men nu bliver han.
Også Scott Parker og Gary O’Neil har brugt ham i den fremskudte rolle med stor succes som støttepædagog til Solanke på toppen. Han står nu noteret for 29 træffere i 160 kampe for Bournemouth.
Billing var instrumental for klubben i sidste sæson, hvor de trodsede alle odds og blev oppe ikke mindst takket være syv mål fra danskeren. Sæsonen før scorede han ti kasser og lagde op til ti, da Bournemouth sikrede sig oprykning.
Set fra denne stol så er kontraktforlængelsen et scoop for begge parter. Billing ryger ikke afsted på en vildmand til en kaosklub a la Valencia eller en anden engelsk klub, hvor han vil blive omplaceret – medmindre der var tale om en klub a la West Ham – og Bournemouth får sendt et vigtigt signal.
Signalet
Det gjorde ondt på The Cherries, at se Jefferson Lerma forlade klubben ved kontraktudløb og skifte til Crystal Palace. Billing havde 12 måneder tilbage af sin aftale og kunne i princippet havde gjort det samme.
Nu er den dør lukket, og der kan roligt arbejdes videre med kontraktforlængelser med andre profiler som Lloyd Kelly og Ryan Christie.
Denne sæson? Billing missede blot to kampe sidste sæson og i denne sæson har den ny træner, spanske Iraola brugt ham i begge kampe hidtil.
Kontraktforlængelsen ligner et scoop for begge parter.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.