Bliver genstarten af Premier League en dans på krykker?

Foto.-Charnsitr-Dreamstime.com_

VM synger på sidste vers, og selvom der stadig er spillere fra Premier League, der mangler at spille en kamp ude i ørkenen, så er langt de fleste verdensstjerner, der til daglig er på kontrakt i verdens bedste liga, på vej tilbage til hverdagen. 

Ja, hvis de da ikke allerede er ankommet. 

For i Cobham, bare for at tage et eksempel, var der i hvert fald flere af Chelseas store stjerner, der i går deltog i Graham Potters træningsøvelser, end der var på den træningslejr, som klubbens førstehold lige er kommet hjem fra, og hvor det primært var akademi-hvalpe, der var i aktion.

Derfor er der også en masse managers, heriblandt Liverpools Jürgen Klopp, der for et par dage (og med bekymring) udtalte sig om fremtiden på et pressemøde, der i skrivende stund står og holder vejret, og med krydsede fingre iagttager, hvilken forfatning det hjemvendte spillermateriale er i.

For et VM, hvor livsfordoblende det end har været for rigtig mange spillere, tag for eksempel Manchester Citys argentiner, Julián Álvarez, sætter ikke overraskende sine spor.

Fysisk såvel som mentalt.

Og da mange af de hjemvendte spillere allerede kørte på pumperne inden de tog afsted til VM for knap en måned siden, så er det logik for selv de dummeste burhøns, at flere ugers spidsbelastning i landholdsregi ikke nødvendigvis har gavnet, og derfor heller ikke ligefrem ruster hverken krop eller sind optimalt til det, der venter lige rundt om hjørnet, nemlig en benhård genstart af klublivet.

Hip hip hurra?

Således byder kalenderen for langt de fleste klubbers (og spilleres) vedkommende på hele tre kampe inden året er omme, og hele seks arbejdsopgaver inden januar lukker og slukker.

Og ja, det er naturligvis umiddelbart hip-hip-hurra for alle os, der med buldrende abstinenser har savnet Premier League lige siden ligaen gik på stand by tilbage i midten af november.

Men for medlemmerne af Englands fineste fodboldselskab bliver det kommende kampprogram mest af alt en gyser, der vil kræve sine ofre og få sine konsekvenser, og som også – selvom mange af os lige nu drejer rundt om os selv med forventningens glæde pumpende i kroppen – vil kunne påvirke fansenes oplevelse af de kommende kampe på negativ vis.

For som The Manager tidligere har skrevet om, så går Premier Leagues massive kampprogram, hvor restitution er en by i Rusland, ikke bare ud over spillerne og klubberne.

Den strabadserende slitage tour de force går også ud over ligaens 100 millioner vis af fans, der verden over (og i sagens natur) ikke vil blive præsenteret for creme de la creme, hvis netop creme de la creme ligger på enten en briks eller i en sygeseng.

Ronaldo?

Og det gør verdenstjernerne, der arbejder i Premier League, i højere grad end tilfældet er rundt om i de andre af Europas største ligaer, som La Liga, Bundesligaen, Serie A og Ligue 1. 

Det viser tallene fra den Football Injury Index Report, som forsikringsselskabet Howden publicerede tilbage i slutningen af september måned, og som tegner et alarmerende og rekordstort billede af en moderne fodboldverden på krykker.

Den omfattende slitage, og risikoen for flere skader end der allerede er i forvejen, kan derfor også meget vel blive ensbetydende med heftig aktivitet i det transfervindue, der åbner om et par uger.

I den forbindelse går rygterne lige nu på, at en klub som Chelsea, der pt. har hele ti spillere på skadeslisten, overvejer at hente intet mindre end fire, nye spillere i starten af det nye år. 

Og nej, det er ikke alle indkøb, der skal ses som plastre på åbne sår, da Chelseas købelyst i lige så høj grad også udspringer af klubbens ønske om at forstærke sig på den lange bane.

Alligevel er der ingen grund til at falde ned af stolen af ren og skær forbavselse, hvis Chelsea ender med at købe en direkte erstatning for eksempelvis Armando Broja. Cristiano Ronaldo?

Erstattes Jesus?

En ny angriber i Arsenal, der tidligere på måneden fik beskeden om, at den knæskade som Gabriel Jesus pådrog sig under VM, gør ham ukampdygtig i en sådan grad, at der fortsat ikke kan gives en return date, er heller ikke utænkelig.

I forbindelse med Jesus’ skade og det tomrum brasilianeren efterlader sig på toppen af Mikel Artetas slagplaner, skrev The Manager, at en mulig erstatning for Jesus dog godt kunne findes internt, nemlig ved at give Eddie Nketiah en chance for at bevise sit værd.

Og det har Nketiah faktisk fået. For i de seneste to træningskampe, hvor Arsenal har slået henholdsvis franske Lyon og italienske AC Milan, har Nketiah startet inde og scoret et enkelt mål.

Men vi får se hvad fremtiden bringer. 

Sikkert er det dog, at tanken om, at Premier League snart vender tilbage, hvor skadesplaget genstarten af verdens bedste fodboldliga end kan ende med at blive, er godt nyt for abstinenserne, der lige nu, som en anden Søren Banjomus skriger “Bare det altså snart var…Boxing Day!”

The Manager
Logo
Shopping cart