Da Bournemouth for godt en uge siden valgte at fyre Gary O’Neil, sendte det chokbølger gennem det engelske fodboldlandskab. For hvad mere skulle O’Neil have gjort for at beholde sit job? Han kom til kort tid inde i sæsonen, da Scott Parker blev smidt ud. Først på en midlertidig kontrakt og så senere en permanent en af slagsen. Han sikrede Bournemouth overlevelse i Premier League – endda forholdsvis overbevisende – og han gjorde det med et af de mindste spillerbudgetter i ligaen.
Det havde givet mening at fortsætte med Gary O’Neil. God mening. Måske han også havde fortjent det, efter den præstation han ydede. Men fodbold handler ikke om fortid. Det handler om fremtid. Hvad der fungerede i denne sæson, fungerer måske ikke i den næste. Sådan har de om ikke andet tænkt i Bournemouth, da Gary O’Neil blev valgt fra til fordel for Andoni Iraola.
Ny identitet under Andoni Iraola
“Holdet begyndte at bygge momentum. Det handlede i virkeligheden ikke så meget om, at Gary ikke gjorde, hvad han blev bedt om. Det handlede mere om muligheden for at give vores fodboldklub en anden identitet gennem en træner, vi tog kontakt med for noget tid siden og så indledte kontakt med igen for ganske nylig,” forklarede ejer Bill Foley for nyligt i et interview med Talksport om den set udefra overraskende beslutning.
Hvorvidt Andoni Iraola bliver en større succes i Bournemouth i den kommende tid, end Gary O’Neil ville være blevet det, er spekulativt. Men sikkert er det, at den engelske presse kommer til at være på nakken af Iraola, skulle han ikke levere fra start. Bournemouth har gjort sig selv til et let offer for kritik i pressen med deres ageren denne sommer.
Men der er også chancen for, at det bliver en succes. At Bournemouth har ageret med rettidig omhu, og at ejer Foleys ord ikke bare er tomme fraser. For hvornår er en klub klar til at tage det næste skridt? Hvor meget kan og skal man søge en udvikling ved at søge væk fra velkendte dyder?
Stoke eller Brighton?
Vi har set eksempler på klubber, hvor de har slået for stort et brød op, hvorefter det er gået grueligt galt. Stokes idé om at skulle til at spille med mere boldbesiddelse ved at handle ind blandt tidligere Barcelona-spillere var ikke videre vellykket. Så gik det lidt bedre hos Brighton. De fyrede i 2019 Chris Hughton efter sæsonen, efter de ellers havde overlevet i Premier League. Dengang var der også mange, der råbte op. For hvad kunne en klub som Brighton egentlig forvente, når det kom til spillestil og placeringer i tabellen?
Så det kan gå to veje. Og allerede nu at fælde dom over Bournemouths beslutning vil derfor være dovent og unødvendigt. Men det afholder os jo ikke fra at kigge nærmere på Andoni Iraola, og hvad han potentielt gerne vil bibringe dette mandskab.
Vi har med en træner at gøre, der i et par sæsoner har leveret store resultater hos Rayo Vallecano. Først førte han dem op i ligaen, og så sikrede han med gode resultater og flot spil fine placeringer. Endnu bedre var det blevet, hvis de i to sæsoner i træk ikke var gået døde i foråret.
Billing og Solanke
Andoni Iraola er basker, med alt hvad det indebærer. Det betyder blandt andet hårdt arbejde og hårdt pres. Rayo Vallecano har i La Liga været en svær modstander for flere af de andre hold, fordi de formår at spille i et højt tempo, ikke er bange for at gå op at presse højt, og samtidig også kan stå kompakt. Helt kort kan man sige, at de spiller friskt til, og det må man også forvente, at Bournemouth kommer til at gøre. Premier League er en interessant destination for de fleste spillere, men spillere søger også projekter og en spillestil, de kan identificere sig med, og der er Bournemouth er alene med ansættelsen af Iraola rykket et niveau op i forhold til den forestående rekrutteringsproces.
Set med danske øjne bliver det også interessant at følge Andoni Iraolas indtog i Premier League. En af de væsentligste årsager til Bournemouths overlevelse var samarbejdet mellem Billing og Solanke. Danskeren lå som oftest som en slags hængende angriber lige bag Solanke og kunne få lov til at tage løbende ind i boksen. Måske det er at stramme den en smule, men Bournemouths offensive spil, var jo nærmest bygget op om Billing.
Talformationen er omtrent den samme hos Iraola, som den var det hos O’Neil, men med den væsentlige forskel, at spaniernes wings i Rayo udgjorde det kreative element, mens hans 10’er havde en lidt mere tilbagetrukket rolle, og som oftest blev en central midtbanespiller. Lidt ligesom på landsholdet, hvor Billing har haft det anderledes svært, uden at vi dog skal sammenligne 1-1.
Så spørgsmålene er mange. For Billing, Bournemouth og Iraola. Stort brød eller rettidig omhu?
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!
