
Brentford skal ødelægge Newcastles store dag. Det er nemlig præcis et år siden, at hjemmepublikummet på St. James Park måtte trækkes med synet af Steve Bruce på sidelinjen. Det skal da fejres! Det er så op til Brentford at spolere festdagen.
For et år siden stod Steve Bruce på sidelinjen for Newcastle for sidste gang. Og ja, du husker rigtigt. Vi har netop skrevet et stykke om gode gamle Bruce. Måske har han allerede booket billetten til VM i cricket?
Håndslag
Newcastle var netop blevet handlet og kommet på saudiske investorhænder og Bruce røg ud efter nederlaget til Tottenham med ’no noise from the Saudi boys’ rungende fra udeholdets fans.
Entré Eddie Howe.
Magpies kan nu fejre et års jubilæum med saudiske ejere, og eftersom alt stort set er til salg i Storbritannien så lad os ikke bruge krudt på det ejerforhold her og nu, men blot konstatere, at Newcastle er på vej den vej de vil.
De ligger før kampen mod Brentford nummer syv. Der er købt ind, men ikke flashy fyre. Der er investeret til her og nu og til fremtiden.
Motor
Den saudiske investeringsfond PIF, der sammen med Amanda Staveley er motoren bag det nye Newcastle har med bestyrelselsformand Yasir Al-Rumayyan i spidsen omsider sagt noget. Eller i det mindste skrevet noget. I et åbent brev til klubbens fans glæder han sig over, at der bliver bygget på. Som klods på klods.
”Vores mål er at spille med om engelske og europæiske trofæer.”
Holder kursen i ligaen, så spiller Newcastle europæisk næste sæson. Det vil være første skridt. Men der er et lag mere. For ifølge BBC forklarede Yasir Al-Rumayyan til saudisk tv, at der blev kigget til Chelsea-handlen.
Yasir Al-Rumayyan og PIF købte Newcastle for 350 millioner pund.
”Chelsea blev handlet denne sommer for 3,5 milliarder dollars. Så vores mål er at øge værdisætningen fra 350 millioner pund til 3,5 milliarder dollars.”
Seven
Chelseas nye ejer Todd Boehly, der er ven med Stavely, har da også udtalt, at Big Six vil blive til Big Seven med Newcastle som det syvende medlem af den klub.
Der er naturligvis flere elementer i spil. For det første så begynder Manchester City at føre argument for, at de er i en klasse for sig, og som Gollum nægter at dele ringen.
For det andet så sætter Newcastle sig til eksamensbordet dette efterår. Ja, de ligger nummer syv takket være en byge af uafgjorte kampe og så en sejr forleden over røde kort-ramte Fulham. Skaderne vælter ned over Howes trup, som de også gjorde det i Steve Bruces tid, og lørdag venter så Brentford.
Hvisken
Til en kamp hvor det ligner Howe må stille med et afbudsramt hold, der rimer lige vel meget på de seneste sæsoners afventende og kontrabaserede Newcastle. Det mod et Brentford-hold, som en dansk sportsavis i 70’erne ville kalde for ’fodrappe.’ Brentford spiller hurtigt, de er ikke bange for at tage ejerskab over kampen med øje for den gode kontrachance. Skal Newcastle indløse billet til Boehlys klub, så skal de kunne håndtere sådanne kampe. De skal kunne samle en trup, der er bred nok til at modstå effekten af 7-8 skader. Ellers vil de bare stadig være Newcastle – nu med penge. Til lyden af Manchester City, der sidder alene på toppen af podiet og hvisker..
’Mine alone ….my precious’.