Cesare Casadei er både fortid, nutid og fremtid

Cesare Casadei er en blandt mange store talenter i Chelseas unge trup og den 20-årige italiener imponerer i øjeblikket alt og alle i USA, hvor Chelsea møder Brighton natten til søndag (dansk tid). Foto: Darren Walsh/Chelsea FC via Getty Images

I weekenden skydes Premier League Summer Series i gang i USA. I alt seks hold deltager. Aston Villa, Brentford, Brighton, Fulham, Newcastle og Chelsea. Flere af holdene har dog allerede været i aktion, heriblandt Chelsea, der slog Wrexham 5-0 i torsdags.

Kampen blev spillet foran 50.000 tilskuere på Kenan Memorial Stadium, der ligger i North Carolina, men som alligevel dannede ramme om en af i alt tre ‘finaler’ i den såkaldte Florida Cup, hvilket er et lidt pudsigt navn, da Kenan Memorial Stadium ligger cirka 11 timers bilkørsel nord for Florida.

Og ja, kampen mellem de to mandskaber var da også på flere fronter lige så aparte, som opgørets iboende geografi. For selvom Wrexham er en god historie, der dufter af både pints og Hollywood, så er og bliver et matchup mellem vinderne af FIFA Club World Cup 2022, og vinderne af den femte bedste række i England, et spøjst show.

Eller rettere; en showkamp mellem David mod Goliath, hvor David – takket være hans nye, rige onkel fra USA – havde fået købt sig adgang til en lukrativ omgang tæsk, der ledte tankerne tilbage til grynede optagelser af Harlem Globetrotters.

Casadei!

Bevares! Wrexhams bedste bud på stærkeste opstilling bed da fra sig i første halvleg, hvor Chelsea stillede op med en blanding af unge og reserver. Men i anden halvleg var Wrexham tandløse statister i kampens hede.

Det var flere af Chelsea-spillerne til gengæld ikke, og især en spillers præstation sprang i øjnene, nemlig den 20-årige italiener, Cesare Casadei, som Chelsea hentede i Inter Milan sidste sommer.

Casadei har siden da været en del af Chelseas development squad såvel som udlånt til Reading. Men nu har Mauricio Pochettino givet ham muligheden for at vise sit værd i USA. En mulighed, som vinderen af både Golden Ball og Golden Boot ved forsommerens U20 VM greb big time mod Wrexham.

Faktisk i en sådan grad, at Pochettino lod ham spille samtlige 2 x 45 minutter på Chelseas centrale midtbane. I øvrigt som den eneste af alle, dog lige med undtagelse af forsvarstalentet Bashir Humphreys, der også fik fuld spilletid på Kenan Memorial Stadium.

Lidt af alt

Men hvad er det, han kan, ham Casadei? Kort fortalt; lidt af alt. Han kan tackle, erobre og opsnappe. Og holde gryden i kog i små og store trekanter. Men Casadei kan også skrue op og ned for hastigheden i åbent spil, hvor hans temposkift og offensive blik for spillet skaber chancer for ham selv og andre.  

Især hans dybe stikninger er en fornøjelse at iagttage. Og at de gør ondt på modstanderen, var Wrexham et ufrivilligt, men godt eksempel på. Her og der i begge halvlege, og blandt andet i forbindelse med nyerhvervelsen Christopher Nkunkus mål til 4-0 i det 90. minut.

Casadeis positur og stød i pasningsøjeblikket sendte ens tanker i retning af Mason Mount. Nærmere bestemt Mounts assist til Kai Havertz i Champions League-finalen for to år siden. Men Casadeis krop er en anden end Mounts, og minder mere om Havertz’.

Høj og ranglet, og atletisk. Men også lidt kantet. Sådan lidt a la Nemanja Matic i gamle dage, da serberen var fixpunkt i José Mourinhos maskinrum. Casadeis udstråling er dog mere en fremtidsblanding af Michael Ballacks ranke arrogance og Eden Hazards charlatan-trang til opmærksomhed. 

Fremtiden kalder

Nutidens Chelsea dvæler dog ikke ved fortidens udgave af den 118 år gamle klub. Det er fremtiden, der tæller. Og her ligner Casadei en ung, kåd (og disciplineret) knægt, der har udsigt til en stor karriere. Om det så bliver i Chelsea, må tiden vise.

Men dags dato har det aldrig været bedre at være ung i Chelsea, der mere end nogensinde satser på ungdommen. Chelsea har i øjeblikket den yngste trup i Premier League. Og Pochettinos startopstilling til den kommende kamp mod Brighton er da også ganske ungdommelig. Og ja, det forlyder, at Casadei igen starter inde.

Uanset hvad, så spilles kampen mellem Chelsea og Brighton på Lincoln Financial Field i Philadelphia, klokken 1.00 (dansk tid) natten til søndag. Du kan se hele programmet for Premier League Summer Series lige HER!

Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.

The Manager
Logo
Shopping cart