Fans af Chelsea Football Club bliver fra tid til anden (stadig) mødt med påstanden om, at den fodboldklub, der står deres hjerte nærmest, er en historieløs købeklub lavet af plastik, og som derfor sammenlignet med stort set alle andre er noget nær uægte.
Det sker ikke så tit, som det gjorde engang, men stereotypen har stadig ben at gå på, og det hele begyndte for alvor dengang, hvor Roman Abramovich fløj henover Stamford Bridge og besluttede sig for at spille real life Football Manager.
Det var i 2003. Altså lidt mere end 98 år efter, at en mand ved navn Henry Augustus Mears stod i spidsen for fødslen af Chelsea Football Club.
Ingen ved med sikkerhed, hvornår Mears blev født. Til gengæld er ingen i tvivl om, at han døde søndag den 4. februar 1912 i en alder af (sådan cirka) 39 år. Man er heller ikke i tvivl om, hvor han ligger begravet. For Mears ligger under jorden på Brompton Cemetery, der er den tavse nabo til Stamford Bridge.
Egern
Hver gang jeg befinder mig i området, slår jeg altid vejen forbi kirkegården og sætter mig på en bænk under et grantræ i nærheden af den indgang, der fører ud til Fulham Road. Og hver gang er der altid to ting, der rammer mig.
For det første den voldsomme tanke om, at der i jorden under mig ligger mere end 200.000 mennesker begravet i det ene jordlag efter det andet.
Og for det andet det tit og ofte angstprovokerende syn af de horder af egern, der hvirvler rundt og har travlt som ind i Helvede.
Der skal ryddes op, skaffes mad og skides, hvis ikke lige der er et træ, der skal inspiceres, eller en kåd slalom mellem gravstenene, som ligger spredt hulter til bulter, der skal tilbagelægges.
Og Gud nåde trøste det menneske, der kommer i vejen for deres maniske aktivitetsniveau. Selv de sorte krager, der ellers på bedste Hitchcock-maner, spankulerer rundt med næbbet i vejret på toppen af kapellet, hvor der i øvrigt engang er blevet optaget en del af en James Bond-film, ved godt, hvem der bestemmer.
Gøg og gokke
Men engang var det Mears, der bestemte på jordens overflade. Eller rettere inde på Stamford Bridge. Men det gjorde han kun fordi hans lille hidsige møgkøter af en skotsk terrier bed en mand ved navn Frederick Parker i benet en tidlig søndag morgen tilbage i 1904.
Året 1904 var rent vejrmæssigt noget værre miskmask. Ikke mindst i december måned, hvor Londons lokalbefolkning fik både hidsige stormvejr, umanerlig lave temperature, lyn og torden, tåge og slagregn kastet efter sig.
Men lige præcis den søndag morgen, hvor Mears og Parker tog en spadseretur på et mennesketomt Stamford Bridge var vejret overraskende medgørligt.
De må have lignet Gøg og Gokke, som de kom gående der i morgenstunden, omgivet af lyden fra Themsen og jernbanen, og den larmende stilhed fra Brompton Cemetery.
Parker som den lettere splejsede figur og Gus Mears som ham den lavere og langt mere korpulente skikkelse.
De havde dog det tilfælles, at de begge var pænt klædt på, men til forskel for Parker, der var iført en sixpence, så havde Mears sin velkendte bowlerhat på hovedet. Og en stok i hånden.
Masseunderholdning
Mears var i øvrigt i et dårligt humør. For han var fanget i et krav om at tage en beslutning, som han ikke kunne træffe. Kort forinden havde han således købt atletikstadionet Stamford Bridge, men udelukkende med den hensigt at ombygge det til et state-of-the-art-fodboldstadion.
I den forbindelse havde han henvendt sig til ejerne af Fulham FC, der havde – og for den sags skyld stadig har – hjemme på Craven Cottage, der ligger få kilometer længere nede af Fulham Road, i håb om at klubben ville leje sig ind på ‘Broen.’
Men Fulham tøvede. Måske mest af alt på grund af de betingelser, som Mears havde opstillet i lejekontrakten. Mears var en forretningsmand og endda en rig én af slagsen, og rigdom opnås ikke hvis man kaster sig ud i noget, der på forhånd er insolvent.
Der skal derimod laves penge. Og sideløbende med at Fulham tøvede, så stod GW Railway klar til at købe både Stamford Bridge og de omkringliggende grunde, som Mears også ejede, rive hele molevitten ned og anlægge en kulgrav.
Parker kendte godt til Mears’ tristhed. For det første fordi de var venner og i næsten daglig kontakt, men også fordi Parker var dybt involveret i Stamford Bridge-projektet.
Faktisk siges det, at det var Parker, der var hovedarkitekten bag tanken om at skabe landets mest imponerende fodboldstadion, der kunne rumme landets mest spektakulære fodboldevents, hvor landets mest berømte og eftertragtede fodboldsspillere skulle stå for entertainment for the masses.
For der var – og er – penge i underholdning.
Startup
Parker, der fra sin tid og sit arbejde i London Athletic Club kendt som en dygtig organisator, og som et noget nær kommercielt geni, men også som en gudsbenådet manipulator med talegaverne i orden, havde dog allerede givet Mears en vej ud af hans beslutningskvaler.
Mears kunne jo bare starte sin egen fodboldklub. Og så skete det.
Bedst som de to herrer spadserede side om side i den vejrmæssig medgørlige morgenstund gik Mears’ møgkøter til angreb på Parkers ene ben, og bedst som blodet begyndte at pible ud af benet, der ligesom resten af Parkers krop hoppede og dansede febrilsk på Stamford Bridges græstæppe, udbrød Mears begejstret:
“En skotsk terrier bider altid før den taler.”
Kommentaren, hvis grad af absurditet og grotesk’hed stadig er noget, der – den dag i dag – kan blive diskuret over en pint på pub i nabolaget, fik den smerteramte Parker til at bryde sammen af grin, hvorefter der slog et lyn ned i Mears:
“Det bid, det tog du bare skide godt. De fleste mænd ville have været gået grassat. Men du, Parker, du håndterer det med format. Så hør engang; glem alt om Fulham og kulgrave. Jeg tror på din ide. Vi starter vores egen klub. Gå ned på apoteket og få såret renset. Og så ses vi i morgen klokken 9.00. Vi har travlt.!”
Nå, men hvor kom vi fra? Nå ja, nutiden og dens bøvsende bodega-påstand om, at Chelsea Football Club er en historieløs købeklub lavet af plastik i hænderne på Abramovich.
PS. I øvrigt afholder Chelsea Supporter Trust (i samarbejde med Chelsea Graves Society) i dag en såkaldt Brompton Cemetery Clean Up, hvor alle, der har tid og lyst, er velkomne til at møde op og give kirkegården en hovedrengøring. Arbejdet starter klokken 12.00 og diverse haveredskaber er sponsoret af Chelsea Football Club.
