Chelsea Football Club har fået den dårligste sæsonstart i Premier League nogensinde. Faktisk skal vi helt tilbage til divisionsdagene i 1978 for at finde noget lignende. Det er 45 år siden. Bum!
Fem point i seks kampe. Det er, hvad det er blevet til. Og det er ikke bare et dybt alarmerende øjebliksbillede. Dags dato er også et nyt lavpunkt i den deroute, der så småt startede i maj 22′.
Dengang Todd Boehly købte Chelsea, hvorefter Boehly lancerede sine storstilede planer om at bygge et state of the art fodbolddynasti. I dag, 16 måneder efter, er byggeprojektet endt i ruiner.
Og nej, det er ikke Mauricio Pochettinos skyld. Heller ikke Graham Potters eller Frank Lampards. Bevares! De har alle et medansvar. Det samme har alle spillerne. Tidligere såvel som nuværende.
Men skylden? Det er ene og alene Boehlys. For det er hans planer, hans eksperiment og hans mange, mange penge, der har slået fejl. Ham, der rev det gamle Chelsea ned.
Trist syn
Men det er ikke meget man ser til Boehly i Chelsea i denne svære tid. Hverken i medierne eller på Stamford Bridge. Ingen nye YouTube-clips fra en eller anden talk eller konference over there i omløb.
Til gengæld ser man meget til Pochettino. Og det er et lidt trist syn. Især hvis man ser ham i øjnene. Her er der stadig lys, men der er ikke længere tale om højlys dag, nok snarere tungt tusmørke.
Pochettino er en klog mand, en afsindigt dygtig træner og bundrutineret, når det kommer til at leve et liv i fodboldens vanvittige verden. Ikke mindst i den del der hedder Premier League.
Så selvfølgelig viste han, at jobbet i Chelsea ikke bare ville blive svært, men også det hidtil sværeste i hans karriere. Han skulle jo bygge alt op fra grunden. Et helt nyt hold. En helt ny fremtid.
Alligevel ligner Pochettino (allerede nu) en mand, der er landet i en virkelighed, som er langt vanskeligere at leve i, end han havde regnet med den ville være.
Det samme kan dog ikke siges om klubbens fans. For dem er virkeligheden forlængst blevet hverdag. En hverdag, hvor det er en baseball-glad mand fra USA, der sidder med fjernbetjeningen.
Stiltiende accept
Fans af Chelsea er vant til bulder og brag. Det er jo Chelsea; klubben, hvor det altid er bimler og bamler, og hvor larm og ballade er en integreret del af opskriften på succes.
Det lyder underligt, men det er sådan, det er. Eller rettere; det er sådan, det var. Dengang Roman Abramovich regerede. Og meget kan man sige om manden, men han kunne bygge et dynasti.
Men tilbage til nutiden. For noget af det mest bekymrende ved dags dato er den resignerende stilhed, der hviler over Chelseas krise.
Selvfølgelig råbes der “Pochettino out“, “Boehly out” og “everybody out“. Og ja, der bliver buh’et fra tribunerne på Stamford Bridge. Men der er skræmmende nok ikke tale om en egentlig opstandelse.
Ingen protestmarch på Fulham Road, ingen digitale underskriftsindsamlinger, ingen dit og dat. Vi er snarere bare ude i en form for stiltiende accept af en new normal, der alt andet end acceptabel.
Tålmodighed?
Men hvad er så løsningen på det hele? Tålmodighed? Ja, i den bedste af alle verdener. Men sagen er den, at tålmodigheden er brugt op. Forståeligt nok. Der er jo gået mere end halvandet år.
Men hvad er så løsningen? Boehly out? Pochettino out? Ingen af delene. Et farvel til Boehly er urealistisk med tanke på de milliarder han har bundet op på det so far kuldsejlede eksperiment.
Og en fyring af Pochettino ville være gak. Som at tisse i bukserne mens man laver et selvmål. Intet mindre. Så ja, situationen er, som situationen er. Og der er ikke andet for end at bede til Vorherre.
Og jo, selvfølgelig kan det godt gøre noget positivt ved virkeligheden, når de femten dyrtindkøbte spillere, der i skrivende stund er skadet, bliver deres skader kvit.
Især Reece James er en savnet mand. Det samme er Christopher Nkunku. Men der venter dog en problematik med de mange spillere, der pt. ligger på lazarettet i Cobham.
For når de en dag kommer tilbage, så skal de jo (gen)integreres. James bliver ikke et problem. Men hvad med en spiller som Nkunku, der kun nåede at få et par sommertræningskampe i USA?
Og hvad bliver det for et hold, som James, Nkunku og alle de andre til den tid skal integreres på? For hvor er Chelsea om en måned? Og hvor er Chelsea ved juletid, hvor Nkunku forventes at være klar?
Skræmmende program
I værste fald er Pochettino og co. i bunden af Premier League. Det kommende program inden jul byder ser nemlig ikke lovende ud.
Og da slet hvis man sammenligner de kommende modstandere med dem, som Chelsea allerede har mødt i sæsonens første seks runder.
Om mindre end en måned – og frem til starten af december – skal Chelsea således møde Arsenal, Tottenham, Manchester City, Newcastle, Brighton og Manchester United.
Ikke ligefrem et program, der – på bagkant af den dårligste sæsonstart i 45 år, hvor det kun er blevet til en sejr over oprykkerne fra Luton – lægger op til point på stribe.
Men den tid, den sorg. Først gælder det Brighton onsdag aften på Stamford Bridge, hvor Chelsea ikke kan betegnes som favoritter…apropos new normal.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på Twitter og Facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
