Chelseas forbandede trøje nummer 9

Chelsea

Chelsea, Logo
Foto: Nino Pavisic Dreamstime.com.jpg

Moderne fodbold er fuld af videnskab og selv om det stadig er en verden proppet med mavefornemmelser og ‘den-dér-skal-han-sgu-da-bare-sparke-ind’, så er nutidens spillere og vejen til succes omgivet af – og belagt med – tal, grafer og teksttunge PDF’er.

Alligevel er fodboldens verden også fuld af overtro, ritualer og farverige forestillinger. 

Ryg

Tag for eksempel et rygnummer, som ikke bare er med til at identificere, men definere en spiller. På godt og ondt. Og netop en spillers rygnummer, nærmere bestemt i Chelsea, har i den forgangne uges tid været et tema i pressen.

Først var det nyindkøbet, Kalidou Koulibaly, der med udsigten til trøje nummer 26 følte sig nødsaget til først at ringe til Mr. John Terry, og med stemmen fuld af ærefrygt spørge om det var okay med ham, inde Koulibaly sagde ja til nummeret.

Det var det, og opkaldet gik viralt på de sociale socialer.

Ni

Men også 9-tallet har været genstand for omtale i medielandskabet omkring Stamford Bridge. For 9-tallet er der nemlig ingen spiller, der vil løbe rundt med. Og grunden, hvilken blandt andre Thomas Tuchel har været ude og forklare, er, at der i Chelsea hviler en forbandelse over trøje nummer ni. 

En forbandelse, der gør, at spillere med det prestigeproppede og forventningstunge rygnummer er i overhængende fare for først at falme, og dernæst ende med at falde til jorden som en slem skuffelse.

Og det er som sådan ikke langt fra sandheden. Der findes i hvert fald talrige eksempler på spillere med trøje nummer ni, der ikke er slået til i Chelsea. Omvendt, så er forbandelsessnakken også lidt en fis i en hornlygte.

Skuffelser

Men lad os se på det. For det er, som sagt, rigtigt, at der vitterlig har været massive skuffelser iført trøje nummer ni i løbet af Chelseas Premier League-historie. 

Spol for eksempel tiden tilbage til turneringsstrukturens begyndelse, hvor Chris Sutton blev hentet for en (dengang) formue i Blackburn, men blot formåede at score 2 mål i 38 kampe for Chelsea.

Og senere hen har ellers så prominente navne a la Metaja Kezman, Radamel Falcao og Gonzalo Higuain, der tilsammen kun nåede at score 15 mål i 109 kampe, så sandelig gjort sit til at bidrage til myten om et ‘forbandet rygnummer’.

Fællesnævner

Men i den forgangne uges tid har diverse engelske (såvel som danske) medier også smidt tidligere Chelsea-spillere som Hernan Crespo, Fernando Torres, Alvaro Morata, Tammy Abraham og Romelu Lukaku ind i puljen af spillere, hvilket får en til at spørge: 

Hvor går grænsen mellem ‘Fint nok’ og ‘Forbandet’?

Fællesnævneren for Crespo og co. var – og er – nemlig rigtig nok den, at de ikke levede helt op til de tårnhøje forventninger, der omgav dem, da Chelsea i sin tid købte dem. 

Omvendt, så er deres scoringssnit, set i bakspejlet, ikke i nærheden af at være så skuffende som det Sutton og co. producerede. For slet ikke at tale om det, som Tony Cascarino, Chelseas første nummer ni i Premier League, leverede.

Tal

Faktisk scorede Crespo, Lukaku og Morata og Abraham cirka et mål hver tredje kamp, mens Torres’ tal var en anelse dårligere, nemlig et mål per 3,8 kamp. Og nej, ikke godt nok, men stadig langt fra Cascarino, der blot scorede et mål i cirka hver sjette kamp. Det samme gjorde Kezman.

Alligevel er de alle med i den ‘forbandede pulje’.

Det er tidligere nummer 9-spillere a la Gianluca Vialli og Jimmy Floyd Hasselbaink til gengæld ikke. Tværtimod. De to spillere, der havde deres storhedstid i Chelsea i henholdsvis slutningen af 90erne og i starten af 00erne, bliver igen og igen, og så sent som i den forgangne uges tid, fremhævet som værende en succes.

Frekvens

Og hvad viser deres tal så? De viser såmænd, at både Vialli og Hasselbaink sendte bolden i nettet i cirka hveranden kamp. 

Så går grænsen mellem succes og fiasko dér? Åbenbart. 

I øvrigt kan det som en lille kuriositet nævnes, at både Vialli og Hasselbaink har et bedre målsnit end ham, som alle (uanset rygnummer) synes at være enige om er Chelseas absolut største angrebslegende i nyere tid, nemlig Didier Drogba.

Således giver Drogbas 164 Chelsea-mål i 381 Chelsea-kampe et snit på 0,43 mål per kamp, mens Vialli og Hasselbaink scorede således henholdsvis 0,47 og 0,49 mål per kamp.

Men sådan er der så meget.

Og nå ja, floppet Morata havde faktisk, endda som 9er, et bedre målsnit (0,33 per kamp) end magikeren Eden Hazard (0,31).

Men igen, sådan er der så meget.

The Manager
Logo
Shopping cart