Chelsea Talk: Hvornår begynder Todd Boehlys fremtidsversion af Chelsea egentlig?
Kai Havertz var den bedste spiller på Stamford Bridge, da Chelsea i tirsdags genstartede Premier League-livet med en 2-0 sejr over Bournemouth.
Graham Potter havde givet Havertz en mere eller mindre fri rolle som flakkende 9er på toppen af en modificerbar 4-2-3-1, der i lange perioder var et særsyn at iagttage.
Potters Chelsea så nemlig ud til at køre i noget nær energisk cruise control proppet med både knofedt og kontrolleret kreativitet.
Ja, selv Raheem Sterling, der lagde op til Havertz’ mål til 1-0, og som kort tid efter kunne juble over Havertz’ assist til Mason Mount, så ud til at være i hopla.
Nuet dags dato
Faktisk var det, hvis man ser bort fra skaden til det atletiske multiværktøj, Reece James, der (indtil videre) er ude til slutningen af januar, en aften fuld af primært gode øjeblikke på Broen.
Ja, næsten som dengang det var Roman Abramovich, der ejede Chelsea Football Club, og hvor man som tilskuer til The Pensioners tit og ofte sad med en følelse af, at Chelsea var en fodboldklub, der mest af alt levede (og spillede) i nuet.
Selvfølgelig havde Abramovich (hånd-i-hånd med især Marina Granovskaia) konstant et øje på fremtiden, der evig og altid skulle være bedre end fortiden. Alligevel syntes fremtiden aldrig at befinde sig så langt ude i, ja, fremtiden, som tilfældet er dags dato.
For det er som om, at Todd Boehly og de andre i flokken af internationale pengemænd, der købte klubben af Abramovich tilbage i maj måned, og som allerede fra dag ét satte sig for at forvandle The Roman Empire til et nyt og anderledes dynasti, konstant har øjnene rettet mod en glorværdig tid, der først kommer om mange år.
Tidsperspektivet kan især ses på dåbsattesten på de spillere, som Chelsea enten har købt, er i forhandlinger med eller som Boehly og co. har et godt øje til.
Og ja, i det faktum, at det (åbenbart) er blevet helt legitimt, at snakke om fremtidige afløsere for spillere a la Mount og James, der i øvrigt begge er sølle 23 år.
Output med tiden
Set fra sidelinjen er synet af Chelseas fremtidsbyggeri bestemt interessant, og måske ligefrem spændende.
Ikke at Boehly og co. er i gang med at genopfinde den dybe tallerken. For det at handle ungt talent ind med tanke på et slagkraftigt output i fremtiden ses jo i større eller mindre grad overalt i moderne fodbold.
Alligevel er det lidt et særsyn i Chelsea, der godt nok i årevis har haft et af verdens allerbedste akademier, men som historisk set har været dårlige til at integrere spillere af egen avl på et førstehold spækket med udefrakommende (og mere eller mindre færdigproducerede) superstjerner.
Den slags findes stadig tonsvis af på Stamford Bridge. Det samme gør talenterne af egen avl og alle de dygtige topspillere midt imellem. Men det er som om at nutiden ikke længere for alvor tæller i Chelsea a la Boehly.
Handlinger
I skrivende stund er Potters mandskab nummer ni i Premier League med 19 point op til Arsenals førsteplads og seks point op til ‘Champions League’.
Havde Abramovich været ved magten i en virkelighed som denne, havde det været lig med bål og brand, og ofrer på stribe.
Med andre ord; handlinger, der ville sikre Chelsea et trofæ af en eller anden art. Her-og-nu. Ikke først engang i fremtiden.
Men Abramovich er ikke længere ved magten. Og Chelsea kommer ikke til at vinde et trofæ i denne sæson. Sikkert heller ikke i næste sæson.
Men måske en dag, når alle de unge, talentfulde drenge, som Boehly og co. lige nu pumper milliarder af kroner i at sikre sig papir på, bliver gode og gamle nok til at afløse dem, som klubben i skrivende stund råder over.
Spørgsmålet er bare; hvornår begynder fremtiden egentlig? Hvornår skal Chelsea være Chelsea igen, altså en klub, der ikke bare går efter at vinde revl og krat, men som også er gode nok til at vinde hele lortet år efter år?
Stand by
“Hey, rolig nu, Hr. Ronkedor. Tålmodighed er en dyd, og det tager tid at bygge et dynasti“, synes Boehly at sige, mens han klapper Potter på ryggen.
Og ja, tålmodighed er en dyd, der historisk set har været nedprioriteret i Chelsea. Og ja, dynastier tager tid. Rom blev jo heller ikke bygget på en dag. Ej heller The Roman Empire.
Men det underlige ved Boehlys byggeprojekt er, at det er som om han glemmer, at der på den grund, han bygger på, i forvejen står et imperium ved navn Chelsea Football Club.
Altså, en af verdens allerstørste og allermest succesrige fodboldklubber i nyere tid, som nu nærmest er sat på en form for stand by, ventende på at en ny storhedstid skal komme.
Sådan føles det i hvert fald. Til forskel fra tidligere. Og det virker faktisk lidt uambitiøst.
Især med tanke på, at Chelseas nuværende spillertrup er hvis ikke tæt på identisk med den, så i hvert fald ikke dårligere og mindre sammenspillet end den som Thomas Tuchel i 2021 og 2022 vandt Champions League, UEFA Super Cup og FIFA Club World Cup med.
Nottingham
Bevares! Det er fantastisk, hvis det gamle ‘nu’ bliver udvidet med nye og en anelse mere langsigtede måder, at gribe fremtiden an på.
Og ja, Chelsea skal nok komme til at stå øverst på op til flere skamler igen.
Men tiden, der kommer, behøver ikke nødvendigvis at spænde ben for tiden her-og-nu, hvor Potter mere ligner en (kommende) udviklingstræner på et akademi end en hardcore first team coach, der er sat i verden for at vinde fodboldkampe.
Nuvel. Chelsea vandt i tirsdags. Takket være især Havertz. Og Chelsea vinder måske igen i aften, hvor 2023 skydes i gang med en tur til Nottingham.
Kampen på City Ground starter i øvrigt klokken 17.30. Hvornår Boehly-Potter-dynastiets fremtid begynder, er dog endnu ikke fastlagt.
