
På pressemødet forud for gårsdagens kamp mod Fulham på Craven Cottage, hvor Chelsea tabte for første gang siden 2006, sagde Graham Potter, at jobbet som træner i Chelsea er både challenging, stimulating og ridiculously hard.
Ja, faktisk the hardest job in football.
Og det har Potter ret i. Chelsea er i hvert fald ikke verdens letteste arbejdsplads. Og da slet ikke i den slags modvind, som Potters projekt pt. er ved at blive blæst bagover af, hvis det da ikke allerede er faldet helt til jorden.
En modvind, der tit og ofte igangsættes af klubbens fans og som medierne altid står klar til at forstærke.
Mere i minus
Tag for eksempel The Manager.
Vi har siden sommer skrevet 30+ artikler med fokus på Chelsea, og størstedelen af dem har været negative. Endda selvom vi har gjort vores bedste for at se nuanceret på sagerne. Og ja, pilene har for det meste peget i retning af Potter.
Modvinden er dog ikke opstået ud af det blå. Eller noget som hverken fans eller medier bare finder på. For Chelsea a la Potter har simpelthen bare været mere i minus end i plus.
Og selvom alt ikke er Potters skyld, så er det hans ansvar, og det ansvar har han været for længe om for alvor at forstå.
Vind alligevel
Potter er nemlig ikke længere træner i Brighton. Han er head coach i Chelsea. Og der er en verden til forskel. Ikke mindst hvad angår grænsen for, hvornår nok er nok.
Tiden er simpelthen en anden i Chelsea end den er i Brighton. Det samme kan siges om forventninger. Og tålmodigheden.
Og ja, City var bedre i søndags. Og ja, Fulham var gode i går. Og ja, Chelsea vader i skader. Og ja, mange af spillerne præsterer under niveau. Og ja, Chelsea er i gang med at transformere sig ved at bygge et Boehly’sk dynasti på resterne af The Roman Empire. Og hvad så?
Du skal vinde alligevel og undervejs. Hver gang. Uge efter uge. Også selvom arbejdsbetingelserne ikke er optimale.
For det er sådan, det er i Chelsea. Og det er nok derfor, at Potters job er the hardest job in football.
Ingen tid
Potter så da også træt ud i går. Både før, under og især efter kampen. Med poser under øjnene. Trist og lettere modløs. Ja, nærmest lidt fortabt.
Og selvfølgelig er Potter hele molevitten. Det er alle, der elsker Chelsea. Og nej, man kan ikke lade være med at have en anelse ondt af manden. Trods alt.
Omvendt, så er der ingen tid at spilde, og da slet ikke på medlidenhed.
For Chelseas nedtur fortsætter, og på søndag venter Crystal Palace hjemme på Stamford Bridge, hvilket for Potter bliver endnu en reminder om det, han selv har sagt, nemlig, at han har det hårdeste job i fodboldens verden.
For Chelsea skal vinde. Koste hvad det vil. Ellers bryder helvede løs på Stamford Bridge.
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!