Da Chelsea FC sidst var i aktion, herskede der en bipolar stemning på Stamford Bridge. Alle var enige om, at det, der foregik inde på banen, var til at lukke op og skide i.
Selvfølgelig ikke de medrejsende tilskuere fra Brentford. For de havde en fest, der mindede om fejringen af et mesterskab, som klubben aldrig kommer til at vinde.
Men blandt Chelseas hårdtprøvede tilhængere var der divergerende bud på en passende grimasse. “Fucking wankers” blandede sig med “Come on, Chelsea“.
Og kærlige sange om Super Frank Lampard blev stiltiende akkompagneret af rystende hoveder og strittende fuckfingre fra alle dem, der i afmagt forlod stadion før tid.
Pist væk
Det er da også dybt foruroligende tider i Chelsea-land, hvor krisen bliver større og større for hver kamp, der spilles. Og hvor troen på en fremtid, som matcher tiden, der var engang, pt. er ikke-eksisterende.
Alle er nede i kulkælderen og ingen kan genkende det, de ser, det, der sker og det, som medierne hver dag er fulde af. Og det siger ikke så lidt.
For i Chelsea FC er man vant til at det bimler og bamler. Selv når det godt, larmer det. Støj er simpelthen hverdagskost i Chelsea og omegn, hvor alle synes at savne Roman Abramovich og alt det, som Chelsea FC dengang stod for, men som i dag er pist væk.
Eller som i hvert fald føles langt væk. Det samme gør Abramovich’ aura, der slikker sol på dækket af en yacht et eller andet sted i Middelhavet. Eller måske i Stillehavet. I hvert fald langt væk fra Themsen.
I stedet er det en stenrig amerikaner, der sidder for bordenden, og som tror, at fodboldens verden er lig den, der spilles baseball i.
Ligeglad
Men fodboldens verden er en verden for sig. Man kan købe alle de spillere, man vil, men man kan ikke købe et hold. Og da slet ikke hvis du har et i forvejen, hvilket Chelsea FC så sandelig havde allerede.
Jovist! Boehly overtog en trup, der havde brug for nyt blod. Men ikke en decideret blodtransfusion i ekspresfart i form af unge spillere, der ikke kun skal vende sig til Premier League, men som også skal slås med det milliard tunge prisskilt, der står mejslet i panden på dem.
Men Boehly var ligeglad. Er ligeglad. “Vi fikser det.” For fremtiden er jo gylden. Og mens vi venter på den, så kan de spillere, der ikke er plads til i omklædningsrummet bare klæde om på toilettet.
Ja, hvis de da overhovedet er så heldige, at være nødt til at klæde om. For pt. er der flere spillere i Chelsea FCs trup, der ikke spiller end der er spillere, der spiller.
Og nej, det bidrager ikke ligefrem til et præstationsfremmende arbejdsmiljø. Og da slet ikke når dem, der spiller, præsterer som de gør.
Synkende skude
Boehly har med andre ord indtil videre vist sig, at være en katastrofe. Og står i skrivende stund i problemer op over begge ører. Uden en slagplan. I så fald er den lige så hemmelig, som Graham Potter-projektet var en fiasko.
Det synes alle, at være enige om. Inklusiv de ellers så håbefulde akademispillere ude i Cobham, heriblandt den særdeles lovende angriber, Malik Mothersille, der ved synet af de mange (nye) førsteholdsspillere, hvoraf mange er dem har skrevet under på noget, der minder om livstidskontrakter, er begyndt at tvivle gevaldigt på deres egen fremtid.
Det er Lampard allerede i fuld sving med. Altså, at tvivle på fremtiden. Og set eget eftermæle. Man kan se det i hans øjne. Han ved godt, at alt er noget lort. Men til forskel fra så mange andre omkring ham, så nægter han at smide håndklædet i ringen.
Lampard bliver ombord på den synkende skude, der for et år siden lå flot på vandet. Chelsea FC var nummer tre i Premier League med 70 point på hånden. I dag er Chelsea FC nummer 12 i tabellen. Med 39 point.
Og selvom man med rette kan anklage Super Frank for ikke ligefrem at bidrage konstruktivt til forsøget på at holde Chelsea oven vande, så må alle være enige om, at Lampard firmaets mand til den dag han dør.
Sommersalg?
Og det er mere end man kan sige om så mange andre, der i aften tørner ud for Chelsea på Emirates. Her skal Chelsea FC forsøge at vinde klubbens første kamp fodboldkamp i knap to måneder, mens Arsenal skal gøre alt for at holde trit med Manchester City i kampen om det engelske mesterskab.
Det er nye tider, må man sige. Og meget tyder på, at det bliver op til Mauricio Pochettino, at gøre tiderne gode igen. Det er i hvert fald ham, der lige nu, ifølge et hav af medier, ligner Chelsea FCs kommende manager.
Men lad os nu se. For en måned siden troede alle, at det ville blive Julian Nagelsmann. Hvis ikke Luis Enrique. Der var sikkert også en tredje, fjerde, femte og sjette træner til samtale. Hvem ved?
Sikkert er det, at Arsenal er favorit til at vinde kampe på Emirates i aften. Det samme kan siges om Bournemouth, Nottingham Forest, Manchester City, Manchester United og Newcastle, som Chelsea FC møder inden sæsonen langt om længe er forbi.
Og når den tid kommer, så skal der ryddes op. Sorteres, sælges og køres på forbrændingen. Det bliver den vigtigste sommer i mands minde.
