
Nedtællingen til hverdagens normalitet er i gang, og som så mange andre Premier League-klubber er Chelsea derfor i fuld gang med at gøre sig klar til de kommende julekampe i Premier League.
Forberedelser sker dog ikke hjemme i England, men derimod på en træningslejr i Abu Dhabi, hvor Graham Potter skal forsøge at gøre fremtiden lysere end fortiden har været.
Og her taler vi om en fremtid, der rækker længere end den, der går i gang om præcis tre uger, hvor Chelsea, dagen efter Boxing Day, tager imod Gary O’Neils Bournemouth hjemme på Stamford Bridge.
Gilchrist og Mothersille
Mange af de spillere, der er med i Abu Dhabi, kommer nemlig efter al sandsynlighed ikke til at spille en væsentlig rolle på Chelseas førstehold henover julen eller for den sags skyld i denne sæson.
Således består truppen, som Potter pt. arbejder med i De Forenede Arabiske Emirater, primært af talentfulde akademi-hvalpe, hvoraf flere af dem tilhører en fremtid, der er så fjern, at selv de mest inkarnerede Chelsea-fans ikke ved hvem de er dags dato.
Eddie Beach, Alfie Gilchrist, Josh Brooking, Malik Mothersille og Mason Burstow.
Bare for at nævne en håndfuld af den store andel af de i alt 25 spillere, der er med lejr og dermed kan se frem til spilletid på søndag, hvor Chelsea møder Aston Villa i en træningskamp på Al Nahyan Stadium.
Reece James
Når det er sagt, så udgøres det spillermateriale, som Potter i skrivende stund har at arbejde med, også af prominente navne a la Kepa, Jorginho og Pierre-Emerick Aubameyang, der alle har det tilfælles, at de efter al sandsynlighed kommer til at blive en central del af den føromtalte, kommende Bournemouth-kamp.
Det samme kan siges om Reece James, der efter den knæskade han pådrog sig i Chelseas 2-0 sejr over AC Milan den 11. oktober, og som dermed kostede det 22-årige multiværktøj deltagelse i det VM, hvor England lige nu spiller på en lyserød sky, nu ser ud til at være fit for fight.
I hvert fald i en sådan grad, at han eftersigende træner med på lige fod med alle andre, hvilket er godt nyt for Potter, der i den grad synes at have manglet Reece James i de seneste par måneder, hvor Chelsea på bagkant af Champions League-sejren på San Siro har haltet gevaldigt.
Måske ikke til at starte med, hvor det blev til en sejr over Aston Villa, 2 gange uafgjort med henholdsvis Brentford og Manchester United samt tre point ude mod østrigske RB Salzburg.
Men så sandelig i ugerne op til VM-pausen, hvor alt det, der umiddelbart så ud til at være sådan nogenlunde okay, faktisk viste sig at være problemer forklædt som sminkede lig, hvilket kom til udtryk på forfærdelig vis i nederlagene til Brighton, Arsenal og Manchester City.
Spørgsmålstegn
Især Premier League-nederlagene til Brighton og Arsenal var ydmygende oplevelser for alle, der elsker Chelsea, og præstationer fik da også de mange spørgsmålstegn, der allerede forinden omgav Potter, til at vokse.
Ikke bare i medierne, heriblandt på sites a la The Manager, der på få måneder gik fra overskrifter såsom Potters debut var fuld af lyspunkter, over Arytmisk indianerbold er et satset biprodukt af Potters mange ideer på taktiktavlen til Vagt i gevær: Forvirringen er total i Potter-land, men eftersigende også internt i truppen.
Og ja, her er det, som altid, en god ide lige at klappe hesten. For når snakken falder på Chelsea, og klubbens førsteholdstrup i særdeleshed, så larmer det altid, og meget af det, der støjer, er tit og ofte en selvopfunden storm i et glas vand.
Alligevel er det alarmerende, hvis bare en mindre brøkdel af det, som eksempelvis den tidligere fodboldspiller og forhenværende U23-manager for Ipswich, Kieron Dyer, sagde for få dage siden i podcasten True Geordie, passer.
F***** incredible
For ifølge Dyer, så er der spillere i Potters trup, der helt grundlæggende tvivler på deres managers evner, især hvis de sammenlignes med dem, som Potters forgænger, Thomas Tuchel, var i besiddelse af.
Dyer vil desværre, men ikke overraskende, ikke ud med, hvilke spillere, der er tale om, men sikkert er det, at hverken de anonyme kilder, eller for dens sags skyld Dyer selv, føler, at Potters evner versus Tuchels (der omtales som f****** incredible) tåler en sammenligning.
Eller som Dyer på et tidspunkt siger: “You do not sack Thomas Tuchel for Graham Potter.”
Tikkende bombe?
Men det gjorde Todd Boehly og co. ikke desto mindre, og der er, hvad end Dyers ords om intern uro matcher virkelighedens stemning eller ej, intet der tyder på, at Potter er så presset, at Chelseas ledelse overvejer en fyring.
Tværtimod.
Troen på Potter synes at være lige så stor, som Boehlys planer er langtsigtede, og set i den optik, så er navnene på mange af de spillere, som Potter lige nu arbejder med i Abu Dhabi i forberedelserne på fremtidens opgaver, slet ikke så tossede.
Omvendt, så er det lidt af en tikkende bombe, der hviler under de dynasti-planer, som Boehly gang på gang – og fra dag ét af – har proklameret, at han render rundt med, hvis Dyers ord om en helt grundlæggende (og intern) mangel på respekt for – og tro på – Potter, står til trone.