Hvis Graham Potter pt. går rundt ude på Chelseas træningsanlæg i Cobham og glæder sig til at Premier League går på stand by til fordel for en VM-slutrunde, der i øvrigt aldrig skulle have haft lov til at finde sted, så er der ikke noget at sige til det.
Chelsea spiller nemlig ikke særlig godt for tiden, nogen vil endda sige, at holdet spiller virkelig dårligt, og når alt kommer til alt, så peger fingeren i retning af Potter, der efter en ellers særdeles fornuftig start i spidsen for The Blues, nu lever i en virkelighed, der er langt mere grå end blå.
Og hvorfor er virkeligheden så det? Det er den såmænd af to helt grundlæggende årsager, der begge udspringer af Potters hoved.
For mange nye boller
For det første skal Potter og resten af den stab, han omgiver sig med, med øjeblikkelig virkning stoppe med at forsøge at implementere nye tanker og ideer, og sende Mason Mount og co. på banen i en eller anden spritny formation.
Det er som om, at Potter vil genopfinde den dybe tallerken hver gang Chelsea står overfor en ny modstander.
Men med tanke på, at arbejdsrelationen mellem Potter og spillertruppen stadig er tæt på dugfrisk, så er det altså begrænset, hvor mange nye boller man som head coach kan forlange at spillerne kan finde ud af at spise på rekordtid.
Potter skal med andre ord stræbe efter den consistency, som han ikke bare taler meget om, men som han med alt tydelighed også leder efter med lys og lygte, ved netop at give spillerne en følelse af consistency, når de retter blikket mod taktiktavlen.
Altså, bare et eller andet genkendeligt.
Nøddeknækkeri
Bevares, der hersker så absolut ingen tvivl om, at Potter er hamrende begavet, og at Chelsea med tiden bliver en særdeles svær nød at knække for langt, langt de fleste fodboldhold.
Men lige nu, hvor relationen mellem Potter og co. stadig er relativ ny, og hvor rigtig mange spillere ser ud til ikke engang selv at kunne finde ud af at knække koden til Potters dessiner, så er det på tide at sadle om, og ride i retning af noget langt mere simpelt.
Og apropos ‘at sadle om’, så er den anden og helt grundlæggende årsag til, at Potters virkelighed i Chelsea-land er mere grå end blå, den, at Potter ganske enkelt mangler mod.
Åh Gud, Arsenal
Til at begynde med manglede det ikke, altså modet, og især i Champions League-kampene mod italienske AC Milan gik Potters mandskab på banen med ønsket om – og modet til – at skabe et angreb fremfor at bygge et forsvar.
Men i takt med at resultaterne, især i Premier League, hvor Chelsea ikke har vundet en eneste af holdets seneste fire kampe, har haltet, er det som om, at Potter har fået kolde fødder og i stedet går mere op i at undgå at tabe end han går efter at vinde.
Heldigvis, fristes man til at sige, har Potter ikke haft held med sin holdningsændring, hvilket kampen mod Arsenal i søndags, hvor Chelsea leverede en både fornærmende, forvirret og alt for forsvarsorienteret indsats, var et priviligeret eksempel på.
Ren tavle!
Og der er da så sandelig heller ingen grund til, at Potter forsøger sig med endnu en forsvarsorienteret tilgang til den kamp, som Chelsea skal spille i morgen på Etihad, hvor Pep Guardiolas formstærke Manchester City står klar til kamp.
Tværtimod.
Potter skal for en gangs skyld viske taktiktavlen ren, finde en stor, fed, blå tusch frem og skrive:
Slip hestene løs og la’ vognen stå.
Og ja, det kan næsten lyde for simpelt, men det er lige præcis det, som Chelsea ser ud til at have brug for lige nu, nemlig bare at spille fodbold og galoperer mod troen på sejr.
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!
