Chelsea Talk: Selv sejrens sødme smager overraskende surt

Graham Potter, Chelsea
Foto: Robbie Jay Barratt – AMA/Getty Images

I lørdags skete der noget, der mildest talt ikke sker særlig tit. I hvert fald ikke i den verden, hvor Graham Potter er ansat til at leve sit fodboldliv. For det, der skete, var såmænd noget så sjældent som at Chelsea vandt en fodboldkamp.

Sejren over Leeds på Stamford Bridge var således Chelseas anden i 2023 og blot klubbens 10. siden midten af september sidste år, hvor Todd Boehly pegede på Potter som manden der skulle stå i spidsen for det dynasti, som Boehly og resten af Clearlake-konsortiet havde – og stadig har – på tegnebrættet.

Siden dengang har Chelsea spillet 28 kampe i fire forskellige turneringer. Og fordi blot knap 36 procent af kampene sidenhen er blevet vundet, så var Potter en presset mand før opgøret mod Leeds. Endda i et sådan omfang, at alt andet end en sejr ville koste Potter jobbet. Det gik rygterne i hvert fald på.

Af Jakob Genz

Men Potter lever endnu. For Chelsea vandt jo en fodboldkamp. Og Boehly må derfor være en lettet mand. Eller rettere; lettere end han var før Leeds-kampen. Potter er jo Boehlys mand. Hans valg, hans opfindelse. Og pilen peger derfor lige ind i ansigtet på Boehly, hvis al den tro, alle de penge, og al den tålmodighed, som Boehly har indhyllet Potter i det seneste halve år, skulle forvandles til et smidt håndklæde i ringen.

Overraskende surt

Men hvad med klubbens fans? Hvordan har de det egentlig på bagkant af sejren over Leeds og forud for aftenens møde med tyske Borussia Dortmund i Champions League? Var de tre point mod Leeds nok til ikke bare at give lidt ro i sjælen, men også en fornyet tro på fremtiden?

Det er svært at sige med sikkerhed. Men kaster man et blik ud over alt det, der er blevet sagt og skrevet på bagkant af 1-0 sejren, så nej, ikke for alvor. Tværtimod, fristes man næsten til at sige. Faktisk synes sejrens sødme at smage overraskende surt.

Måden sejren kom i hus på var nemlig langt fra overbevisende. Det var snarere en nervøs og porøs forestilling, der nok engang viste alt og alle, at det nye Chelsea lever langt væk fra de gode gamle dage.

For ville det gamle Chelsea ikke have benyttet tiden efter Wesley Fofanas hovedstødsmål til at hamre igennem og forsøge at tvære Leeds ud af banen? Men sådan en indre sult, saft og kraft indeholder Potters version af Chelsea ikke.

Nuet blev i stedet, som så ofte før, erstattet af et blik på fremtiden, hvilket resulterede i aktiverede håndbremser, nervøse trækninger, multiple udskiftninger og bunkevis af krydsede fingre for at føringen ville holde hjem.

Tid, tid og atter tid

Derfor hersker der heller ikke ligefrem en form for dugfrisk eufori omkring Potter og co. forud for aftenens møde med Dortmund. I så fald, så går euforien stille med dørene, både i medielandskabet og på de sociale medieplatforme, hvor tålmodigheden med Potters projekt fortsat er fodslæbende. Ja, hvis tålmodigheden da overhovedet er i bevægelse. 

Situationen er heldigvis en anden i spillertruppen. For her skulle der eftersigende herske en glad og fortrøstningsfuld tro på fremtiden. Spillerne er glade for Potter, Potter er glad for spillerne, og det hele er bare et spørgsmål om tid. Bare vent og se!

Groft sagt forspildte Potter og hans mandskab at sparke sig ud af den dyne, som Chelsea i månedsvis har begravet sig selv i, og som gør, at end ikke følelsen af en langt-om-længe-sejr kan mærkes særlig længe og særlig meget.

Af Jakob Genz

Åh, den forbandede tid! Det er det, der hele tiden bliver snakket om. Tid, tid og atter tid. Men hvad er det man venter på? Hvad er det, der venter ude i horisonten? Hvad er det, der er så svært og tager så forbandet lang tid at bygge? Et dynasti, der overtager verdensherredømmet? Jamen, så kom da med det. Eller rettere; kom tilbage med det!

117 år gammelt palads

For Chelsea var jo et magtfuldt og prisvindende dynasti allerede inden Boehly købte klubben af Roman Abramovich i foråret 2022. Men det er som om, at det faktum er gået tabt i fortællingen om Boehlys byggeprojekt, hvilket er noget værre sludder. Det var jo alt andet end en tom byggegrund, som den engelske regering gav Boehly og co. lov til at få fingrene i.

Tværtimod. Det var et 117 år gammelt palads fuld af titler og trofæer! Og selvom klubben uden tvivl havde brug for at blive renoveret hist og pist, ikke mindst hvad angår spillertruppen, så var det da alt andet end et nedrivningsparat håndværkertilbud, som Boehly og co. betalte mere end fire milliarder pund for tilbage i maj måned.

Men pt. føles det sådan. Og den følelse er faktisk langt værre end ventetiden på alt det nye. For har Boehly og co. overhovedet begreb om hvilken bygning, de er i gang med at rive ned, men som langt, langt de fleste bare troede skulle renoveres?

Det må, ja, tiden vise.

The Manager
Logo
Shopping cart