Chelseas skrøbelighed er ikke kun Graham Potters skyld, men det er ene og alene hans ansvar

Foto: Robbie Jay Barratt – AMA/Getty Images

På papiret har Chelseas genstart på Premier League været lig Manchester Citys og Newcastles, nemlig fire point i to kampe.

Alligevel er den kritik, som Pep Guardiola og Eddie Howe er blevet præsenteret for i kølvandet på kampene omkring jul og nytår peanuts i forhold til den kritik, der i skrivende stund hagler ned over Graham Potter.

Og det er ganske forståeligt, og lige som det skal være.

Skrøbelig reality

Manchester City og Newcastles pointhøst er nemlig sket i en virkelighed, der er langt, langt mere stabil og solbeskinnet end den super skrøbelige reality, som Potter famler rundt i.

Og på mindre end en uge har Chelsea (nok engang) vist sit pt. sande jeg, der bedst kan beskrives som en ufattelig ustabil skabning, der langt væk fra det luftlag, som klubben per definition bør befinde sig i, pendulerer mellem godt og skidt.

Der er endda iagttagere af det, der skete på City Ground i går, hvor Chelsea spillede 1-1 med Nottingham Forest, som i dag går som langt som at sige, at Chelsea er i frit fald, og at Potter skal fyres.

Det bliver Potter dog ikke. I hvert fald ikke foreløbigt. Todd Boehlys tålmodighed synes nemlig at være lige så stor, som livsmodet i Chelseas fanbase føles (næsten historisk) lav.

Apatisk baglås

Og spørgsmålet er da også om det udelukkende er Potter, der skal stå for skud. For er han virkelig ene og alene om at være skyld i, at Chelseas nuværende tilstand er så kritisk, som tilfældet er?

Selvfølgelig er Potter ikke det.

Pilen peger også på størstedelen af de spillere, der i går kontrollerede første halvleg mod Nottingham Forest, men som efter pausen gik i en form for apatisk baglås, som spillerne har gjort så mange gange tidligere.

Til gengæld er det ene og alene Potters ansvar, at Chelseas nutid, er som den er. Det er ham, der træner spillerne, udtager holdet og lægger slagplanen. Og det er på tide, at Potter tager ansvaret på sine skuldre.

Eller det vil sige, at det gør han sikkert allerede. Men måden han gør det på, skal være en anden.

Uden ild

Potter er ikke en træner, der er fuld af dårlige undskyldninger, som ynder at pege fingre af andre, og som ved synet af endnu en presbold fra omverdenen kaster en eller anden spiller under bussen.

Og heldigvis for det.

Omvendt er Potter heller ikke en træner, der synes at være garant for at give en opsangslignende skideballe, der går gennem marv og ben på Chelseas svingende superstjerner, og som sender et signal til omverden om, at Potter fatter situationens alvor og er klar til at gøre noget ved den.

Og det er et problem. Faktisk et øredøvende ét af slagsen.

Derimod synes Potter bare at træde vande. Foran mikrofonen. Uden ild i øjnene. Og bare siger det, alle andre kan se, nemlig at Chelsea ikke er good enough.

Ingen spildtid

Og nej, det er Chelsea mildest talt ikke. Og ja, det er Potters ansvar. Og i bestræbelserne på at få sat en stopper for skrøbeligheden, er der ingen tid at spilde. Heller ikke for Boehly.

Hele fortællingen om det dynasti, som Boehly og co. har valgt Potter til at stå i spidsen for i årene, der kommer, har nemlig, hvad end fortællingen formidles ekstern eller internt, brug for en nutid, hvor troen på fremtiden er enorm.

Og altså ikke som det er tilfældet nu, hvor synet af de bygge- og plantegninger, der med tiden skal blive et verdensomspændende dynasti, fremstår som en samlevejledning på noget vakkelvornt, der slet, slet ikke hører hjemme i Chelsea.

The Manager
Logo
Shopping cart