
Manchester United skal, igen, forsøge at genopbygge sig selv, og en af de spillere der skal være med til det, er Christian Eriksen. Men hvad bliver danskerens rolle i Manchester United?
Efter et succesfuldt halvt år hos Brentford er Christian Eriksen nu landet i Manchester United. Den sjette dansker til at trække den velkendte røde trøje over hovedet. Historien om Eriksen og Brentford var smuk, men den var også midlertidig, for selvfølgelig havde Eriksen mod, og kvalitet, på mere, og de seneste seks måneder har han vist, at han stadig er en uovertruffen midtbanespiller.
3,7 nøgleafleveringer og 6,23 progressive pasninger for Brentford per kamp, for dem der går op i statistik. 1 mål og fire assist i 11 kampe, skal vi konkretisere det lidt nærmere. Syv sejre og en uafgjort i ti de ti kampe han spillede fuld tid for Brentford i foråret, og så behøves der ikke flere argumenter for, at Christian Eriksen er en dygtig fodboldspiller, der selvfølgelig også er god nok til Manchester United.
Men passer han også ind hos De Røde Djævle, og hvad har Erik ten Haag af planer med ham? Det er helt andre og langt mere relevante spørgsmål.
Er Christian Eriksen afløser eller aflaster for Bruno Fernandes?
Hollænderen praktiserede i det meste af sin tid i Ajax en 4-3-3-formation med brede kantspillere, hvor fart var en vigtig egenskab, hvilket efterlader tre midtbane positioner at deles om. Og her bliver det interessant. Ifølge flere britiske medier skulle Erik ten Haag have haft flere samtaler med Christian Eriksen om sine planer med ham i United, men hvad har indholdet været af de samtaler?
At Eriksen skal ind og aflaste Bruno Fernandes fra tid til anden? At han ligefrem skal afløse portugiseren, eller at de to skal spille centralt på samme tid? Portugiseren nåede op på ti mål og seks oplæg i Premier League i den forgangne sæson, men han var ikke ligeså afgørende, som han tidligere har været. En af Manchester Uniteds bedre kampe under Ralf Rangnick var mod netop Christian Eriksen og Brentford, og her var det interessant at se, at Fernandes var flyttet ud på en fløj, mens Mata spillede inde centralt i en rolle, som vi ofte har set Christian Eriksen fortolke for diverse klubber. Er det en mulighed?
Paul Pogba og Nemanja Matić er fortid i klubben, men Donny van de Beek er tilbage efter et lejeophold i Everton. Sidstnævnte har været en stor skuffelse i England, men han var flyvende under netop Erik ten Haag i Ajax i en mere offensiv rolle, end den han er blevet tildelt i Everton og Manchester United. En rolle der igen ikke er fjern fra den, som Eriksen befinder sig bedst i.
Christian Eriksen giver Manchester United muligheder på midten af banen, og måske han endda ligefrem kan udvikle sig til dybtliggende playmaker med tiden mod de mindre hold. Men der er hård konkurrence om pladserne, og spørgsmålet er nok, om det ligefrem er med Eriksen i en nøglerolle, at Manchester United fuldender endnu en af de genopbygninger, der efterhånden har været så rigeligt af de seneste par sæsoner, eller han i stedet ender som midtbanemetervarer i Manchester.