Conte er skredet men har efterladt sin højre hånd

Foto: Tottenham Hotspur FC/Tottenham Hotspur FC via Getty Images

Antonio Conte er fortid i Tottenham. Det meddelte klubben sent i går aftes via en pressemeddelse. Og nej, det er ikke ligefrem breaking news. Der er derimod tale om en skilsmisse, der siden forrige lørdag, hvor Contes remarkable rant af et pressemøde fandt sted, har ligget lige til højrebenet.

Hvad der til gengæld er opsigtsvækkende ved indholdet af gårsdagens club announcement, er, at Tottenham har valgt Contes højre hånd som Contes afløser.

Frem til sommer og dermed resten af sæsonen er det nemlig Christian Stellini, der skal styre slagets gang fra sidelinjen.

Unormal handling

Normalt er en fyring af en manager også ensbetydende med et farvel til hans entourage. Især når det kommer til stabsmedlemmer a la Stellini, der i årevis har tilhørt den absolutte inderkreds af Contes circle of trust. 

Således har den i dag 48-årige Stellini været Contes assistent on and off i mere end et årti. Først i Siena, dernæst i Inter og altså senest i Tottenham.

Men denne gang følger Stellini altså ikke i Contes fodspor. I hvert fald ikke som han plejer. Og Daniel Levys valg vækker opsigt. Nogen vil måske endda gå så langt som at sige, at valget af Stellini falder som en bombe.

Det er i hvert fald de færreste iagttagere af alt det, der har foregået i Tottenham de sidste 10 dages tid, der havde set den komme.

Eller sagt på en anden måde; afløseren for Conte skulle have været en anden. Og det seneste navn, som store dele af det europæiske medielandskab bøjede i neon var tyske Julian Nagelsmann.

Ham, der i sidste uge blev fyret i Bayern München, og ham der ultrakort herefter meddelte, at han bestemt var åben for en dialog med Tottenham.

Ude i hampen?

Om Levy og Nagelsmann har været i kontakt, vides ikke. Det samme kan siges om alle de andre navne, der i kølvandet på Contes åbenlyse/åbenmundede ønske om at blive fyret fra sit job, har været nævnt som Contes afløser.

Og hvad der nu og så sandelig også er uvist, er navnet på det menneske, der fra og med sommer skal være en permanent manager for Tottenham Hotspurs.

For Stellini bliver det ikke. Heller ikke selvom han indfrier det altoverskyggende mål for den resterende del af sæsonen, nemlig en slutplacering i Premier League, der sikrer Tottenham kvalifikation til Champions League i næste sæson.

Hvem bliver det, må tiden vise, og rekrutteringsprocessen er eftersigende i fuld gang. Selvfølgelig er den det. Og den har været i gang længe. Ikke bare siden forrige lørdag, men også inden da. For Contes remarkable rant kom ikke ud af ingenting.

Og meget kan man sige om Levy, men uden omtanke er han ikke, hvilket udnævnelsen af Stellini som Acting Head Coach er et bevis på.

For nok er valget af Stellini (af flere årsager) overraskende. Men trækker man vejret og vender skråen, så er Levys beslutning ikke helt ude i hampen. Tværtimod. Levys beslutning er et koldblodigt svar på et spørgsmål om tid.

Tid til omtanke

Der resterer nemlig blot ti kampe af sæsonen og et forsøg på at implementere en sprit ny manager med dugfriske ideer ville dermed komme under (tids)pres fra dag ét.

Stellini-løsningen har med andre ord givet Levy en tid og en ro, som et valg af eksempelvis Julian Nagelsmann ikke ville havet kastet af sig.

Læg dertil, at Levy ved, hvad han får med Stellini ude på sidelinjen, nemlig Contes højre hånd, der under Contes sygemelding viste sig, at være en ganske steady hand.

Men tilbage til tid og ro, men også omtanke. For Levy skal bruge den resterende del af indeværende sæson på at tænke sig godt om.

For hvad er det for en udgave af Tottenham, som klubbens kommende, permanente manager skal stå i spidsen for at skabe?

Skal det være et reagensglasbarn med DNA fra typer a la José Mourinho og Antonio Conte? Eller skal Tottenham langt om længe tilbage To Dare Is To Do, hvor det ikke er i skyttegraven, men oppe på den sidste tredjedel af modstanderens banehalvdel, at slaget skal slås?

Vi får se.

The Manager
Logo
Shopping cart