Fodbold handler om rigtig mange ting, men mest alt om at vinde. Og hvis der er noget, der kendetegner et fodboldmenneske som italienske Antonio Conte, så er det en konstant, indædt og umættelig trang til sejr. Koste hvad det vil.
Derfor er et nederlag i sagens natur også noget af det værste, fodboldlivet kan byde på. For slet ikke at tale om fraværet af en utvetydig og gennemsyret vilje til sejr. Og det satte Conte (nok engang) ord på i lørdags. På et pressemøde. På bagkant af Tottenhams kamp ude mod Southampton på St. Mary’s, hvor slutresultatet 3-3 føltes som et gigantisk nederlag.
Og Conte var (derfor) vred. Som kun en sejrfikseret italiener, der hader at tabe, kan blive. Vi har alle set, hørt og læst hvad Conte sagde. Og man fristes til at sige, Conte havde ret i alt, hvad han sagde. For det var alt andet end breaking news, der kom ud af munden på ham. Tottenham er Tottenham. Eller; Tottenham er stadig Tottenham.
Pile og belønning
Men der var noget, Conte glemte at sige. Og det var, at mange af de pile, som han skød afsted i retning af både hans spillere og hans arbejdsgiver på det pressemøde, der utvivlsomt vil gå over i historien som værende, ja, historisk, også peger i retning af ham selv.
For selvom Tottenham unægtelig er en fodboldklub, der sjældent vinder titler og trofæer, så er Tottenham dags dato Contes ansvar. Basta bum. Og her gider Conte ikke længere at være. Altså i Tottenham. Conte har givet op og vil fyres.
Han kom for at være ham, der skulle og ville sikre klubben en af de titler, som klubben aldrig vinder. Men det kommer Conte aldrig til at sikre Tottenham. Han gav det et skud, men ramte forbi.
Og i lørdags gik Conte frivilligt planken ud med munden fuld af alt det, som selv forblændede fans af Tottenham godt kan se og må give ham ret i.
Conte håber, at Daniel Levy, Tottenhams ejer, kan se det samme, og at straffen er den, Conte allerhelst vil belønnes med, nemlig en fyreseddel. Senest til sommer, allerhelst her-og-nu, hvilket vel egentlig også er bedst for alle parter.
Rygterne vil da også, at der allerede har været afholdt krisemøder i Tottenham, ligesom flere medlemmer af truppen eftersigende skulle være overbeviste om, at en fyring er på trapperne.
Kontrakten
Men hvorfor siger Conte så ikke bare op? Det korte svar er økonomi. Der er penge i at få sparket, ikke ved selv at gå. Og Conte vil ikke tabe på, at Tottenham er en fodboldklub, der er gennemsyret af en mangel på en grundlæggende vindermentalitet.
Conte har ikke i sinde at bryde den kontrakt, som han selv synes, han gør alt for at opfylde, men som spillerne ikke lever op til. Begge parter har ellers skrevet under på kontrakten.
En kontrakt, som klubben betaler millioner og atter millioner af kroner for, og som fansene er medfinasierere af i form af hjerteblod, tid og ja, kroner og øre.
Og en kontrakt, som ikke nødvendigvis misvedligeholdes hvis ikke der kommer titler og trofæer på bordet, men som med 100 procents sikkerhed ikke er en dyt værd, hvis ikke alle dem, der har skrevet under på den gør sit bedste og giver alt.
Kane er glad
Lørdagens remarkable rant var i øvrigt ikke et særsyn. Vi har set noget lignende tidligere. Med Conte i hovedrollen. Ikke mindst dengang han var i Chelsea. Her var det dog ikke så meget spillerne, der stod for skud, da Conte gav op på sin omverden, men derimod klubbens ledelse.
Og apropos de højeste luftlag; hvordan mon Levy havde det lørdag aften? Og hvad med Harry Kane; Contes forlængede arm på grønsværen?
Et godt bud på svar kunne være, at Levy ikke var (og er) i den syvende himmel, men at Kane faktisk er relativt godt kørende rent følelsesmæssigt. Han kan i hvert fald ikke føle sig ramt. For Kane passer sit job og fører an, som en anfører skal.
Kane føler sig derimod nok snarere set, hørt og forstået. Af en manager, der vil det samme, som han selv vil, men som er kommet frem til samme konklusion, som Kane selv, nemlig, at Tottenham ikke er – og måske aldrig bliver – et sted, hvor titler og trofæer lander.
