Nogle gange er det simple råd om at trække lidt luft ind ikke bare velment, men også det korrekte at gøre. Lige tælle til ti. Lade indtrykkene bundfælde sig, før man ytrer sig. Det var let at fare til tasterne søndag aften og mandag morgen i kølvandet på Cristiano Ronaldos interview med Piers Morgan. For sagde han virkelig det?
At han ikke havde respekt for Erik ten Hag? At han ikke vidste, hvem Ralf Rangnick var? At han følte sig forrådt?
Og ja, det gjorde han. Et enkelt opdigtet citat om hans forhold til Real Madrid har spredt sig på de sociale medier, men resten er sandt nok, når man ser interviewet fra ende til anden. Cristiano Ronaldo sagde alt det og meget mere. Så selv efter at have trukket luft ind, ventet et par dage, set interviewet, genlæst citaterne, er undren den samme. Hvorfor gjorde han det? Hvorfor på den måde gå i åben krig med træner, til dels medspillere og selve klubben?
Ronaldo vs. Messi
Når diskussionen om Lionel Messi og Cristiano Ronaldo har været kvalmende i dens forsøg på at skildre dem som det gode og det onde, har jeg personligt forsøgt at forsvare Ronaldo. For så sort-hvid er fodboldverden heller ikke. Ronaldo har også gjort en masse godt uden for fodbolden, givet tilbage til samfundet og påtaget sig en mere offentlig rolle end eksempelvis Messi.
På banen var han selviscenesættende, men også den største vinder, moderne fodbold har set. Måske den største i historien. Når han havde nettet tre gange i en kamp, og hans holdkammerater missede en aflevering til ham, der kunne have givet det fjerde mål, var han vred. Slog ud med armene. Selviscenesættende? Måske, men også et billede af en mand, der ville gøre alt for at vinde, blive bedre. Som aldrig stillede sig tilfreds. Det er derfor, han med 37 år stadig er relevant på den største scene af dem alle. Fordi han har gjort alt for at optimere sin karriere.
Selv i en holdsport er der behov for enere. Ronaldo har ikke samlet på venner, men titler, og dem har han så rigeligt af. På det personlige som det kollektive plan. Og enhver der har set Netflix dokumentaren The last Dance med Michael Jordan ved også, at spillets største ikke nødvendigvis er de rareste mennesker. Til tider er de modbydelige. For det kræves ganske enkelt, hvis man vil helt til tops.
Forlod Old Trafford før tid
Således mit forsvar af Cristiano Ronaldo. Et forsvar som jeg indtil denne sæson har gentaget ved flere lejligheder. Og som jeg troede skulle være min skabelonfortælling om en af spillets største i historien.
Men sådan er det ikke længere. Da han i oktober måned forlod bænken og Old Trafford, før kampen mod Tottenham var forbi, satte han sig over holdet. Gjorde sig selv til omdrejningspunktet på en dag, hvor det ellers burde handle om, at Manchester United havde spillet en rigtig god kamp og slået en direkte rival. Men det var naturligvis billedet af Cristiano Ronaldo, der sjoskede ud i tunnellen, der fyldte dagen derpå. Den handling kostede en intern karantæne.
Ronaldo tyede til Instagram og undskyldte sin aktion. Sådan da. Han skrev, at nogle gange taber man hovedet i ophedede øjeblikke. Men han skrev også om respekt. Eller rettere mangel på respekt. At den gik begge veje, uden dog at komme det nærmere.
Piers Morgan
Men det gjorde han så søndag aften. For et Instagram opslag tilbage i oktober var ikke nok for portugiseren. Han havde mere på hjerte. Meget mere.
Og vi kan være ganske bevidste om, at dette ikke var en øjebliks indskydelse, men et nøje planlagt attentat. Han havde trods alt selv valgt scenen, og det med den måske mest kontroversielle og sensationshungrende journalist, der findes på britisk jord.
Piers Morgan har i årevis lagt sig ud med alt og alle, og hans offentlige kontroverser med alt fra Gary Lineker til Meghan Markle er kendte. Piers Morgan taler kun i overskrifter og konstant med Caps Lock knappen nede på keyboardet. Cristiano Ronaldo sagde indledningsvist i interviewet, at han netop valgte Piers Morgan, fordi han kunne lide ham. Ikke noget filteret. Ren snak. Uden omtanke for andre, kunne man tilføje.
Og så er vi tilbage ved interviewet, budskabet og årsagen. For der vil stadig være folk, der forsvarer Cristiano Ronaldo efter den omgang. Giver ham ret i, at særligt ten Hags og de unavngivne personer i ledelsens behandling af ham, ikke er værdig for en spiller, der har givet så meget til Manchester United. Så meget til fodbolden. Og de kan godt have en pointe, uden at vide hvad der foregår på de indre linjer, og hvordan samtalerne ordet har lydt.
Cristiano Ronaldo skal utvivlsomt også lægge øre til mange menneskers daglige mening om sig, og til tider får han ganske givet nok. Men her stopper forvaret fra personlig side også. For Ronaldo mangler i hele interviewet evnen til at se indad. Acceptere, at han ikke længere er blandt verdens allerbedste angribere. Tage ansvar på sine skuldre.
Manglende selvindsigt
Som spiller i sit peak, insisterede han på at få bolden i de afgørende momenter, for han kunne bære ansvaret. Han vidste, det skulle komme fra ham. Samme tilgang havde klædt ham som reserve i Manchester United. Acceptere, at situationen kun ændrer sig, hvis han arbejder med sig selv og indordner sig under systemet. Det ville have klædt ham at have selvindsigt nok til at indse, at når ten Hag fravælger ham, så skyldes det muligvis ikke noget personligt, men at hollænderen ganske enkelt vurderer, at andre spillere er bedre. Mon Ronaldo på noget tidspunkt har tænkt tanken, ”Gad vide, om jeg stadig er god nok?” For at han med 37 år ikke længere er den bedste, er der jo ikke noget odiøst i. I hvert fald ikke for alle andre end Cristiano Ronaldo selv.
Portugiseren har om nogen delt fodboldverden i to lejre i snart to årtier. Fra han som ganske ung med afbleget hår lavede et væld af step over finter i Manchester United, til han udviklede sig som en vanvittig målmaskine i Real Madrid. Beskyldningerne, anklagerne og ikke mindst fordommene har været uendelige og oftest usaglige. Men søndag aften levede han desværre op til dem alle.
