
Gårsdagens fodboldkamp mellem Arsenal og Manchester United var en af de bedste, der indtil videre er blevet spillet i Premier League i denne sæson. Måske endda den bedste. Og derfor står minderne også (her dagen derpå) i kø.
Rashfords føringsmål (og nutmeg’en forinden), Nketiahs udligning, Sakas mål til 2-1, Martinez’ flying header. Og ja, Nketiahs matchvindene afretning. Bare for at nævne en håndfuld af oplagte.
Men der var især et billede, eller rettere en sekvens, fra gårsdagens fodboldfest på Emirates, der har arkivet sig selv som værende størst af dem alle.
Og det var synet af Oleksandr Zinchenko, da Arsenals scoring til 3-2 blev godkendt af VAR.
For magen til primalskrig skal man lede længe efter i arkivet. Det var ud-af-kroppen og lige ind i hjertekuglen på selv en neutral iagttager.
Energisk vildskab
Måden hvorpå den 26-årige ukrainer fejrede den matchvindende scoring, var dog ikke bare et brølende sindbillede på, hvad de tre point, som 3-2 målet endte med at give Arsenal, betød (og betyder) for The Gunners.
Det var også et levende bevis på, at Arsenals kollektiv lige nu er gennemsyret af energisk vildskab, der er større end alle andres i Premier League. Og ja, som mere end noget andet (fortsat) gør Arsenal til topfavorit i kampen om det engelske mesterskab.
Men ikke nok med det; Zinchenkos højlydte energiudladning var også en slags ‘prikken over i’et’ i historien om ham selv. En historie, som Mikel Arteta mere end nogen anden har været hovedforfatter på.
Back-up
Det var nemlig Arteta, der i sommer valgte at investere 30 millioner pund i Zinchenko, der dengang løb rundt under vingerne på Artetas gamle manager, ven og mentor, Pep Guardiola, i Manchester City.
Her havde Zinchenko været siden 2016, dog mest i rollen som brugbar back-up på venstre back. Artetas investering fik derfor heller ikke de engelske aviser til at gå i breaking, da handlen var en realitet.
Til gengæld fik Zinchenko det, som Pep ikke kunne give ham, nemlig udsigt til regular game-time, ligesom Arteta fik en late bloomer, der var godt opdraget og ivrig efter at bevise sit værd.
Og det må man sige, at Zinchenko har gjort i Arsenal. Ikke bare i går, men også i tiden, der er gået siden skiftet til Emirates.
Back a la Pep
Og paradoksalt nok i en rolle, der på mange måder matcher Peps brug af backs i Manchester City. Se bare på det heat map, som Zinchenko efterlod sig på Emirates i går.
Udgangspunktet er venstre back, men i åbent spil opererer Zinchenko i lige så høj grad som bred 8er og indadvendt 6er.
Især i de perioder, hvor Arsenal i går belejrede Manchester Uniteds straffesparksfelt, var Artetas Pep’ske brug af Zinchenko tydelig. Og effektiv.
Bevares! Vi har set et heat maps a la Zinchenkos mange gange før. Den fremskudte, brede og indadvendte brug af backs, som Guardiola lige nu selv ynder at kaste en spiller som Rico Lewis ud i på Etihad, står nemlig på skuldrene af tidligere giganter.
Eksempelvis Marcelo i Real Madrid-dagene og Philipp Lahm i hans efterår i Bayern München.
Wan-Bissaka-bøvl
Men selvom Artetas brug af Zinchenko i sig selv ikke er groundbreaking, så er den alligevel en fornøjelse at se på, og ufattelig besværlig for modstanderen at dæmme op for.
Det så vi i går, hvor Aaron Wan-Bissaka på Manchester Uniteds højre back, men også maskin-rum-spillere som Christian Eriksen og Scott McTominay bøvlede gevaldigt med Zinchenkos rolle.
Og ja, det kommer vi nok også til at se mange andre spillere, og andre hold, gøre i tiden, der kommer. Måske endda inden for et par uger.
For på den anden side af den kommende weekends FA Cup-kampe møder Zinchenko, og resten af Artetas mandskab, nemlig…jeps…Manchester City på Etihad.
Indtil da kan vi alle bare glæde os over det vi så i går. Eller rettere; ham vi så igår, nemlig Zinchenko.