Darwin er hverken Haaland eller en fiasko

Liverpool

Foto: Mvogel-Dreamstime.com_

Jeg sad engang på en strandbar i udkanten af Barcelona og drak en byge af gin & tonics med en af dansk sportspresses helt store skikkelser, den nu afdøde Kurt Thyboe.

Thyboe var klædt i sort habit og guldsmykker, og det gråhvide hår var stramt trukket tilbage i en hestehale, som fik ham til at ligne en mafioso, der stadig var på arbejde.

Mens vi sad dér på hver vores hvide strandstol og betragtede den begyndende solnedgang, der med tiden helt forsvandt, galoperede snakken derudaf.

Og inden vi sagde farvel til hinanden, et eller andet sted langt ude på natten, og med en promille, der nødvendiggjorde, at vi tog hinanden under armen, havde vi diskuteret alt lige fra en fodboldkamps iboende dramaturgi og Bo Walther Kampmanns eventness-cirkel til Michael Laudrups tyngdepunkt, Messis loppe-hop og Emilio Butragueños lår i shorts med slids.

Eviggyldig sandhed

Men noget af det vi også snakkede om, hvilket jeg kom i tanke om i går, var om vindere og tabere, og den opmærksomhed, som vi mennesker altid bombardere begge lejre med.

For vi elsker at bygge nogen eller noget op, for derefter at pille dem eller det ned igen. Eller som Thyboe tit og ofte sagde :

“Vi elsker, at se dem vinde, men vi vil allerhelst se dem dø”

Thyboe er sikkert ikke far til udsagnet, men ikke desto mindre indeholder sætningen en eviggyldig sandhed.

Ønsket om at holde med og holde af i sportens verden er stort, men det samme er trangen til at det hele skal falde sammen, og behovet for at pille det vi ellers lige har ophøjet ned, sker som oftest på bagkant af en skuffelse.

Altså, en ikke indfriet forventning.

Floppet Darwin

I den forbindelse faldt snakken dengang på Liverpool, der på daværende tidspunkt havde toppet Premier League siden sæsonstart – endda en overgang med et tocifret pointforspring ned til Manchester City – men som alligevel endte med at smide mesterskabet på målstregen. 

Og ja, det var da også dette the rise and fall at Merseyside, der i går fik mig til først at tænke på Thyboe og dernæst på Liverpool, men i særdeleshed på Darwin Núñez, der i skrivende stund er et offer for den føromtalte eviggyldige sandhed.

For bedst som alt og alle syntes at være rørende enige om, at Darwin på bagkant af portugiserens scoring i Community Shield ville blive Anfields nye darling, så nikkede helten en skalle, der ikke bare gjorde ham til skurk, men efterfølgende åbenbart også til noget, der kunne minde om et flop.

Især hvis man sammenligner ham med Manchester Citys Erling Braut Haaland, der i Community Shield lignede en aldrende Andy Caroll på tom tank, men som siden da har præsteret på et umenneskeligt cyborg-niveau.

Vås!

Men begge dele, altså både påstanden om at Darwin er et flop såvel som det at sammenligne ham med Haaland, er naturligvis noget vås, og hvis Thyboe havde levet, havde han slået en latter op.

For selvfølgelig er Darwin ikke et flop, han har stadig hele pakken, og lur mig om han ikke allerede på søndag, hvor Liverpool gæster Arsenal på Emirates, gør sig positivt bemærket.

Og nej, Darwin er ikke Haaland, for det er der ingen, der er. 

Men hvis man endelig ønsker, at kaste sig ud i sammenligning, der bare giver nogenlunde mening, så ville det være, at betragte de to spilleres arbejdsbetingelser, der siden ankomsten til Premier League har været som dag og nat.

For mens Haaland har startet livet i verdens bedste liga på et hold, hvor samtlige spillere, hver især såvel som hånd-i-hånd, bare buldrer derudaf med en plan, der er som skræddersyet til Haaland, så løber Darwin rundt og skal finde sig til rette på et Liverpool-mandskab, der siden sejren over City i Community Shield ikke engang har kunnet finde selv.

Stoppesteder

Men selvom ønsket om nuancerede betragtninger tit og ofte er svært at realisere i fodboldboldens verden, og ja i de medier, der dækker den, så skal ønsket om nuancering heller ikke ses som et doktrin, der død og pine, og non-stop, skal efterleves slavisk.

For der skal selvfølgelig være plads til alle slags følelser, og derfor også være plads til engang imellem at klynge folk op på et alt-eller-intet-bræt.

“Men vi skal sandt for dyden også huske os selv og hinanden på, at der findes et hav af stoppesteder mellem yderpoler a la succes og fiasko, og helt og skurk, og at ingen behøver at dø undervejs,” sagde Thyboe, da vi sagde farvel til hinanden.

Og æret være hans minde.

The Manager
Logo
Shopping cart