De engelske hold i Champions League: Brexit og en stor nordmand

De engelske hold fik en bladet start på Champions League. Foto: Cosmin-Iftode-Dreamstime.com_

Det blev noget af en omgang for de engelske hold i Champions League. Manchester City sprudlede, Tottenham pligtsejrede, mens både Chelsea og Liverpool skuffede. Chelsea i en sådan grad, at det ligefrem førte til en fyring at Thomas Tuchel.

Manchester City

Favoritterne til at vinde hele turneringen viste sig som netop dette, da der aldrig var tvivl om udfaldet i kampen mod Sevilla. De var deres modstandere klart overlegne fra første fløjt, i en kamp hvor Manuel Akanji fik en fin debut. I øvrigt en af fire spillere på banen for Pep Guardiolas mandskab med en fortid i Dortmund i den kamp. Han stjal dog ikke overskrifterne, for det gjorde en både tidligere og nuværende holdkammerat, Erling Braut Haaland, der med to scoringer nu er oppe på 25 mål i Champions League i blot 20 kampe. Man vinder ikke Champions League i september, men med nordmanden har Manchester City fået en dimension, de ikke tidligere havde, og de kunne næppe have drømt om en bedre start.

Chancer for at gå videre: 95 procent

Chelsea

Uha. Kamp nummer 100 for Thomas Tuchel blev også den sidste. Og så på den 100. dag for den nye ledelse med Todd Boehly i spidsen. Et 1-0-nederlag mod Zagreb, og så var det farvel. Præstationen i den kamp var ikke god, som Tuchel og spillerne heller ikke var bleg for at indrømme efterfølgende. Chelsea var det af de fire engelske hold, der oplevede de umiddelbart største konsekvenser af midtugens kampe, men det ændrer ikke på, at de fortsat har en overkommelig gruppe, og at nederlaget i Zagreb formentlig blot viser sig at være et bump på vejen.

Læs også: Fyringen af Thomas Tuchel giver flere spørgsmål end svar

Om en uge gælder det Red Bull Salzburg hjemme på Stamford Bridge, måske med Graham Potter ved roret, og vinder Chelsea som forventet det opgør, så er de fortsat på rette spor. De skal nok gå videre trods uro og spillemæssige problemer.

Chancer for at gå videre: 80 procent

Liverpool

Jürgen Klopp har aldrig haft det godt i det sydlige Italien med flere nederlag til følge mod Napoli, men det var alligevel lidt af et lavpunkt, som hans hold oplevede onsdag aften. 4-1 endte det efter en første halvleg, hvor de var blevet kørt ud af banen på en måde, som jeg aldrig tidligere har set. Allerede efter 40 sekunder kunne de have indkasseret, da Osimhen sparkede på stolpen, og selvsamme Osimhen tillod sig endda at brænde et straffe i 45 af de dårligste minutter i Klopps tid i Liverpool. Det er bekymrende, fordi det kommer efter en række dårlige resultater, og fordi det også komplicerer chancerne for at gå videre. Til trods for et tilbagevendende nederlag i Napoli, går Klopp og Liverpool altid videre fra gruppen, men gør de også det i år? Ajax viste deres styrke mod Rangers, og der venter allerede lidt af en skæbnekamp tirsdag på Anfield, når hollænderne kommer på besøg. Liverpool er stadig favorit til at gå videre, men langt fra så markant som tidligere.

Chancer for at gå videre: 75 procent

Tottenham

Contes track record i europæiske turneringer har aldrig været noget at råbe hurra for, men han og Tottenham kom godt fra land med en 2-0-sejr mod Marseille. Nogen stor præstation var det ikke, og der skulle en udvisning til gæsterne samt to scoringer i det sidste kvarter af Richarlison til, før de kunne tage de tre point. Med Sportings sejr mod Frankfurt ude er der dømt topkamp i Champions Leagues gruppe D næste uge, og her kan Spurs med en sejr allerede tage et kæmpe skridt mod ottendedelsfinalerne. De resterende hold kommer til at tage point fra hinanden på kryds og tværs, så Tottenham skal nok gå videre.

Chancer for at gå videre: 90 procent

The Manager
Logo
Shopping cart