Fem mesterskaber på seks år. Lørdag med muligheden for at kopiere Manchester Uniteds bedrift fra 1999 og hjemføre the treble. Manchester City har gang i en fantastisk sæson, spiller noget fantastisk fodbold under en fantastisk træner. De har vist, hvor langt man kan komme med en glasklar filosofi og opbygning af sin forretning. Jo, de bruger også mange penge, men ikke flere end de andre tophold i ligaen. Så jeg køber ganske enkelt ikke argumentet om, at det bare er penge, der har bragt Manchester City til toppen af engelsk og snart også europæisk fodbold.
For hvordan går det Chelsea? Hvad har Manchester United egentlig fået ud af alle de penge, de har postet i klubben og nye spillere, siden Alex Ferguson forlod dem? Penge giver en markant fordel, og over tid er det et nødvendigt onde for succes, men det gør det langt fra alene.
Kunsten at skelne
Så vi bør vel hylde de lyseblå fra Manchester? De har løftet fodboldspillet op på et højere niveau, og de har formået at kombinere individuel kvalitet med kollektiv struktur. Eller overskygger ejerskabet fra Emiraterne så meget, at fodbolden ved at have et hold som Manchester City øverst på skamlen ganske enkelt har tabt? Og i hvilket lys skal de seneste par års sportslig dominans ses, hvis de dømmes skyldige i de over 100 anklagepunkter, som Premier League har tiltalt dem for i forbindelse med deres økonomiske ageren? Kan vi skelne fodboldholdet og spillerne fra hele organisationen og ejerskabet? Og skal vi det?
Debatten er ikke ny, men den er fortsat relevant. Ikke mindst her, hvor Manchester City er på tærsklen til endelig at vinde Champions League, knap 15 år efter Sheikh Mansour og entourage gjorde sit indtog i klubben. Svaret er næppe entydigt. For jeg kan godt forstå, hvis man lader sig fortrylle af en spiller som Kevin De Bruyne og hans egenskaber på en fodboldbane. Eller hvis man som så mange andre finder det fascinerende, at det norske målmonster Erling Haaland også i denne sæson har slået rekord på rekord og scorer flere mål, end han spiller kampe. Det kan man sagtens, uden at man nødvendigvis behøver have en dårlig smag i munden. Men det er alligevel svært helt at lukke øjnene for det som City også er.
Sportswashing
Økonomisk støttet af De Forenede Arabiske Emirater. Et land hvor ytringsfrihed ikke har hjemme. Hvor kvinder, homoseksuelle, migranter med flere åbenlyst diskrimineres. Et land der bruger Manchester City som et middel i en større omgang sportswashing for at forbedre landets omdømme i særligt Europa, og hvor klubben deraf er blevet kritiseret af blandt andre Amnesty International. Det er en klub, der i flere omgange har bevæget sig på kanten af, hvad der rent økonomisk er lovligt. UEFA har sanktioneret dem for diverse overtrædelser, selvom Manchester City har haft held til at omstøde den kendelse, der i 2020 ellers skulle udelukke dem i to år fra Champions League. Nu er de så igen i problemer med over 100 brud på Premier Leagues regler over en periode på ni sæsoner, hvoraf de muligvis kan se frem til en straf, der kan true hele projekt City.
Lørdag aften i Istanbul kan de nå deres sportslige Zenit. En Champions League sejr og en treble. En fantastisk bedrift, som er et resultat af, at de har været klogere, men også mere udspekulerede, end rivalerne. Så skal vi glædes eller græmmes over Manchester City?
