I februar bragte avisen The Manchester Evening News resultaterne af en analyse, som CIES Football Observatory havde foretaget.
En analyse der viste, at Manchester United er det eneste hold over de sidste ti år med en negativ transferbetalingsbalance på mere end en milliard pund.
Spillere er hentet ind i bundter, men de færreste har slået til, og dem der er sendt videre til andre klubber, har ikke kastet mange millioner af sig.
På sin vis er det ganske symbolsk, at Paul Pogba har forladt Manchester United denne sommer. Gratis. For anden gang i karrieren. Husk de endeløse rygter om Real Madrids interesse i Zidanes tid som træner for den spanske mesterklub, og de beløb der blev nævnt der. For en spiller som måske nok er fransk landsholdsspiller, men aldrig blev en succes på Old Trafford på trods af skiltet som rekordindkøb.
Glazer og gælden
Vi ved, at Manchester United har en stærk økonomisk muskulatur, som ikke mindst Glazer-familien nyder godt af. Måske faktisk især Glazer-familien.
Det er tankevækkende at se på Manchester United i et historisk perspektiv her. Fra at være en klub uden gæld til en gæld pr. 31. marts på 587 millioner euro.
Fra at være et bæst på transfermarkedet til at være .. ja hvad egentlig? Alex Ferguson fik stort set altid den spiller, som han havde brug for uden dikkedarer. Selv om det krævede, at skotten til tider var fræk som en slagterhund som i tilfældet Roy Keane. Keane havde givet Kenny Dalglish håndslag på et skifte til Blackburn Rovers, men da det var fredag eftermiddag, og klubkontoret lukket (ja vi er tilbage i de tidlige 90’ere her..) for weekenden blev papirarbejdet udsat til den følgende mandag. Ferguson brugte weekenden på at kuppe den handel over et slag billard og en snak på tomandshånd med Keane.
Ser vi på de seneste ti år, hvor primært Ed Woodward har haft ansvaret for indkøb, så tegner der sig et mønster. Manchester United får sjældent de bedste spillere til positionen. Skiftende trænere betyder også skiftede spillestile, og heraf usikkerhed omkring hvilken spiller der egentlig er mest ideel til X eller Y position. Van Gaal og Mourinhos forståelse for en backs spil er ikke ens. Ferguson vidste præcis, hvad hans backs skulle kunne, og hvem der var egnet til jobbet.
Stats versus virkeligheden
Wan-Bissaka er det gode eksempel her. Han forlod Crystal Palace med stats, der bakkede ham op som Premier Leagues bedste back udi det defensive arbejde. Offensivt var der ikke meget at komme efter. Det vidste alle. Det er den type backs, som Crystal Palace producerer fra akademiet. Måske købte Woodward primært Wan-Bissaka, fordi forsvarsspilleren er englænder og i periferien af det engelske landshold. Eller fordi der ikke rigtigt var en plan og et spillemæssigt blueprint.
De seneste uger har cementeret en tendens, der blot er vokset i størrelse de seneste år. At Manchester United primært er attraktiv på grund af klubbens budget. Fergusons jerngreb af en resultatrække gjorde naturligvis klubbens ekstra sexet for spillere fra højeste hylde, men der var på agentplan også en vis respekt for skotten. Udfald som dem nu afdøde Raiola leverede var utænkelige. I stedet har vi igen denne sommer set Manchester United brugt som lige dele løftestang for at lokke andre klubber til eller trukket rundt ved næsen via talrige historier i den europæiske presse for at øge prisen. Som Ajax’ Martinez (der nu omsider ser ud til at komme i havn) og sagaen om Frenkie de Jong. En ønskespiller for Erik ten Hag, men som endnu ikke er over målstregen. Barcelona har spillet, spillet for at øge prisen, men også for at afvente andre bejlere. Det kunne være Chelsea, der har et par spanske forsvarsspillere i truppen, der har Barcelonas interesse i en mulig byttehandel. Og den spanske avis Sport beretter tilmed, at De Jongs agent har bedt Manchester United droppe interessen, fordi hollænderen ønsker at blive i Barcelona. Eller er det bare et respektløst forsøg på at få englændernes lønudspil til at gå gennem loftet?
Eriksen-aftalen synes at være faldet på plads, men det ventes, at Manchester United skal hente yderligere tre til fire spillere ind alt efter udfaldet af Frenkie de Jong-sagaen.
Det eneste der synes sikkert er, at Manchester United igen får svært ved at tiltrække ønskespillere, komme på plads i rette tid og bruge pengebeløb så store, at de næppe kommer ind igen ved et senere salg.
