Derfor er Aubameyang en super akutløsning på Tuchels skabelon-problemer

Chelsea

Foto: Jakob Genz

Pierre-Emerick Aubameyang kan få sin debut for sin nye arbejdsgiver, når Chelsea i aften tager hul Champions League-sæsonen ude mod Dynamo Zagreb på Stadion Maksimir.

Og det er en længe ventet én af slagsen. 

Ikke bare fordi købet af den 33-årige franskfødte gaboneser i Barcelona, tog sin tid. Men også fordi Chelseas manager, Thomas Tuchel, åbenlyst har brug for en 9er med mål i.

At der alligevel – sideløbende med Chelseas langstrakte forhandlinger med Barcelona – er blevet sat spørgsmåltegn ved om ikke Chelsea i stedet skulle sætte deres lid til en yngre spiller end en aldrende angriber som Aubameyang, er forståligt.

Spørgsmålstegn er der også med rette blevet stillet i retning af den kontrakt, som Aubameyang har fået, nemlig en 2-årig én af slagsen med option på yderligere 1 år. 

Det er en lang én for en angriber på 33 år.

Men Tuchel er ligeglad. Han har fået hvad han ville have. 

Spilstation + sidste fod

Tuchel kender Aubameyang fra tiden i Dortmund, har fulgt ham lige siden, og ved, at Aubameyang nærmest fra dag ét af – i hvert fald i teorien – kan gå direkte ind og gøre en forskel i den offensive del af Tuchels system.

Og ser man på de statistikker, der kan trækkes ud af Tuchels måde at angribe på, så kommer en fremadtænkende, boksglad scoringsvant type som Aubameyang til at få noget at arbejde med.

Ikke bare i det etableret angrebsspil through the middle, hvor Aubameyang har både fysikken, teknikken og spilforståelsen til at agere spilstation.

Men også som sidste fod på de angreb, og de bolde, der finder sted, og kommer fra, Chelseas kanter, hvorfra næsten 3/4 af holdets angreb bliver produceret. 

Typisk angreb

Faktisk kan man, groft sagt, og på baggrund af www.whoscored.com-tal fra indeværende sæson, skitserer et typisk Chelsea-angreb som følger: 

Chelsea kommer i besiddelse af bolden, typisk med udgangspunkt i banens midte, som er Chelseas primære action zone (44 procent), og hvorfra bolden, gerne med det samme, ekspederes ud på én af kanterne.

Det er ligegyldig hvilken én, for Chelsea angriber sin modstander lige så meget i venstre side (38 procent) som i højre side (39 procent).

Herefter kommer der efter al sandsynlighed, hvis da ikke bolden trilles rundt i trekanter eller måske sendes helt over i den anden side, typisk med en mellemlanding inde centralt, et indlæg til boksen.

Men ikke hvor som helst i boksen. 

I hvert fald ikke ind i det lille felt, altså målfeltet. For herfra bliver blot 4 procent af Chelseas skud mod mål sendt afsted fra, hvilket i øvrigt er markant mindre end tilfældet er i eksempelvis Arsenal, Brentford og Tottenham, der med 14 procent er de tre hold i Premier League, der afslutter mest fra ‘det lille felt’.

Derimod kommer 60 procent af Chelseas afslutninger fra andre steder i straffesparksfeltet, hvis da ikke afslutninger sendes afsted udenfor feltet, som de indtil videre i denne sæson er blevet 30 procent af tilfældene.

Bum..2-1

At Chelsea har forsøgt sig med en hel del langskud, og at Chelsea, trods mange skud fra feltet, ‘blot’ har skabt 6 scoringer i open play (Manchester City har til sammenligning scoret 12, red.), gør ikke Tuchels tro, håb og kærlighed til Aubameyang mindre.

De mange afslutninger uden for feltet er ikke nødvendigvis et problem. Og da slet ikke hvis de går ind. Men skud fra distancen er også sommetider med til at fortælle en historie om, at et hold har haft svært ved at lirke en lavtstående og kompakt modstanders forsvar op.

Og det har Chelseas haft.

Vi så det så sent som i lørdags, hvor Chelsea bøvlede gevaldigt med West Hams ultra defensive udgangspunkt, hjemme på Stamford Bridge, og hvor Tuchels flankangreb tit og ofte endte i en tomgangslignende tilstand.

Men så skete der det, som Tuchel gerne ville have skulle ske, nemlig at bolden, 2 minutter før tid, kom ud på kanten, hvorfra der på bagkant af et lille Ben Chilwell-overlap kom et indlæg ind centralt.

Og her kom Kai Havertz, paradoksalt nok stormende som en anden Aubameyang, og bum.. 2-1.

Hvorvidt vi ser en gentagelse af skabelonmålet i aften, hvor Chelsea, som nævnt, tager hul på Champions League-sæsonen, vil tiden vise.

Sikkert er det, at Tuchel – via købet af Aubameyang – håber på, at der kommer mange flere af scoringer som den, der sikrede Chelsea sejren over West Ham i fremtiden.

Måske ikke på den lange bane, men lige her og nu, hvor Tuchels skabeloner i Chelsea har rigtig meget brug for dem.

The Manager
Logo
Shopping cart