
Efter bare to point i tre kampe så går Liverpool i transferoffensiven. Efter nederlaget til Manchester United mandag aften, så har Jürgen Klopp taget et nyt standpunkt.
Efter han tidligere har meldt Liverpool færdige med sommerens transfers, så har skader og resultater ændret på dette forbehold.
Kandidater
Det forklarer tyskeren på pressemødet op til kampen mod Bournemouth. En kamp der er mere ’must win’ end sædvanligt.
Klopp forklarede, at de er på udkig efter en midtbanespiller med bedre pasnings-stats end Thiago. Så hvis du er Liverpool-fan, er det bedre med at starte statistikapparatet op, så finder du hurtigt frem til transferkandidater. Det kunne være Lyons Paqueta. West Ham har i hvert fald fået mega-travlt med at få brasilianeren til London til lægetjek, så Liverpool ikke overhaler dem indenom igen. Darwin Nunez .. host host..
Mytologi
Liverpools magre start på sæsonen har naturligvis fået engelsk presse til at skrive om Klopps svære syvende sæson. Som det var tilfældet i Mainz. Og i Dortmund.
Fodbolden har en tendens til at svælge i den slags mytologi. Om trænerne der stræber mod himlen, voksen smelter, spillerne bliver trætte af deres ideer og så ramler korthuset. Som også José Mourinho altid får sin tredje sæson i X og Y klub revet i næsen.
Det er ikke guderne på Olympen, der er ved at straffe Klopp og gøre ham til en falden hero. Det er et spørgsmål om stats.
Stats
Liverpools presaktioner på den sidste tredjedel er sammenlignet med sidste sæson faldet fra 45 til 36. Gennembrud med bold ind i den sidste tredjedel er faldet med 33 procent og antallet af frispark er faldet med 25 procent. Hvorfor er frispark vigtige? Liverpool er enormt dygtige til at stoppe modstanderne med de ’rigtige’ frispark og slå kontra i stykker. Samtidig er det en naturlig konsekvens af færre presaktioner på modstandernes bagerste folk.
Liverpool er på boldbesiddelse gået op til omkring 70 procent mod lidt over 60 sidste sæson. Er det ikke godt? Ikke rigtigt. Et overfaldshold som Liverpool lever selv sagt af, at modstanderen også har bolden og deraf kan overfaldes i ubalance, hvorefter de røde kan eksplodere ind i tomrummene.
Spejl
Har vi set det før med Klopp og Liverpool? Ja. I corona-sæsonen 20/21 hvor skader og pandemi kostede Liverpool benhårdt på mandskab. Når Liverpool over en lang periode ikke kunne stille med de bedste, så faldt statistikken på de vigtige parameter. Liverpools spidskompetencer blev sløve.
Liverpool har skader her og nu. Jota f.eks., men man må også indstille sig på en tilvænningsperiode efter salget af Mané. Det tager tid, at få Salah, Nunez og Diaz til at blive det nye presstempel. Klopps udfordring bliver nu at få den periode til at blive så kort som mulig. Her kan et indkøb vise sig nyttigt. Hvis ikke han skal have et lyn kastet i bagdelen Asterix-style fra guderne på bjergets top.