
Southampton har ansat Nathan Jones som ny boss. I en tid hvor selv klubber i hed flirt med nedrykningsstregen henter spanske toptrænernavne, så er det måske overraskende, at Southampton går mod strømmen og ansætter ’lokalt’. Som i en waliser.
Jones fik som aktiv fodboldspiller knap 500 ligakampe, hovedparten af dem i mindre klubber som Southend, Brighton (før Brighton blev Brighton) og Yeovil plus et par mindre spanske klubber.
Svingom
Trænerkarrieren har primært været en svingom med Luton, som han i første omgang tog fra League Two til toppen af League One.
Derefter blev han en af mange trænere, der blev slugt af monsteret Stoke, men efter kort tid spyttet ud igen. Lykkeligvis for Jones var trænerjobbet i Luton igen ledigt – han har således formet Luton fra at være forhåndsfavoritter til at rykke ned til solidt midterhold med mod på mere. Hatters strategi er simpel, men bæredygtig. Udvikl spillere, sælg, byg på lex Brentford.
Derfor er det ikke overraskende, at Southampton har set Jones’ vej. Han er en udvikler med et solidt taktisk fundament, og havde Ankersen og co. stadig været i spidsen for Brentford og været i den næstbedste række, så er det 99 procent sikkert, at Ankersen også der havde set Jones’ vej.
Variant
Taktisk skal Southampton-fans forvente en variant over 343. Men mere en de facto 3412 med en oprydder på midtbanen. For Luton har Henry Lansbury – tidligere Arsenal akademi samt ophold i Aston Villa og Nottingham Forest – været Jones’ taktiske kommandør og trukket i trådene på midtbanen. Her skal man for Southampton naturligvis tænke Ward-Prowse. Han er Southamptons spillende hjerne. Fordelen ved at sætte Ward-Prowse ind i en 3412 er, at det klæder ham at droppe lidt dybere end i en 442. Med to preskæder foran ham så vil han også bedre kunne bidrage med sit overblik på andenbolde.
Det betyder ikke, at alting nu er happy days mate for Southampton. Jones lærte på den hårde måde, at omstilling i tankegang kan være nødvendigt. Da han var boss første gang i Luton, spillede the Hatters frit flydende angrebsspil over en 442 med diamant med en sejrsproces på 51. Man kan ikke bebrejde ham, at han tog det tankesæt med til Stoke. Her virkede det overhovedet ikke.
Linjen
Da han vendte tilbage til Luton, var det med nye ideer. Sidste sæson spillede Luton 3412 i 2/3 af kampene, men kun Birmingham havde færre afleveringer end lufthavnsklubben. Med andre ord var Luton ekstrem direkte i deres spil og med die hard pres fra første linje. Det kan vi forvente vil være hans udgangspunkt i Southampton med Che Adams til at spille en nøglerolle i såvel pres som det direkte angrebsspil.
Men en ting er at holde tingene tight i Luton. Noget andet er Premier League. Det er en helt anden verden og første fokus bliver på at holde Southampton oppe. Han har vist sig som noget af en ekspert i at bore resultater ud af kampene på udebane.
Jones har en god relation til Southamptons fodbolddirektør Matt Crocker, hvilket naturligvis spiller ind her, men med tanke for, at han er uprøvet i Premier League og Saints sårbare situation, så er det sandsynligt, at vi vil se et 3412 Southampton med stort fokus på det direkte spil og aggressivt pres.
Det vil passe fint til Southampton. Spørgsmålet er så om han over tid vil forsøge at massere 442 diamant-stilen ind. Og om det i så fald vil blive endnu en klub, der drømmer om at være noget andet end de er. Og snubler i den drøm.