Foto: Nino Pavisic Dreamstime.com.jpg
Det larmer altid i Chelsea. På banen, på tribunerne, på kontorgangene og på Twitter. Og det er lige som det skal være.
Larmen er nemlig en del af klubbens DNA på linje med tårnhøje ambitioner og økonomisk ekstravanganza, og har været det siden Mears-familien – i håbet om at tjene tonsvis af penge på entertainment for the masses – skabte klubben for 117 år siden.
Derfor er det heller ikke specielt alarmerende, at tonerne pt. går højt Blues-land. Tværtimod. Jo mere palaver, desto bedre, fristes man til at sige.
Selvfølgelig kunne alle dem, der elsker Chelsea godt have været larmen omkring eksempelvis den engelske regerings vellykkede fjernelse af Roman Abramovich foruden.
Men klubben overlevede, som den altid gør – endda med bravour – og Chelsea kan med Todd Boehly og co. bag rattet fortsat være Chelsea, som Chelsea gerne vil være Chelsea, nemlig en klub med store armbevægelser og trofæer mellem hænderne.
Måske ikke lige pt. som Thomas Tuchel selv understregede uden omsvøb i sidste uge, da han på bagkant af testkampnederlaget på 4-0 til Arsenal på Camping World Stadium i Florida brokkede sig over næsten alt og alle. Men med tiden. Uden tvivl.
Læs også: Thomas Tuchel og temperamentet
Og her taler vi ikke om en sæson eller to, hvilket i øvrigt svarer til en menneskealder på Stamford Bridge, hvor tålmodighed er alt andet end en dyd. Vi taler derimod om en måned eller to. Really? Ja!
For nej, sommeren er ikke gået som forventet i forhold til køb og salg af spillere, selvom Boehly syntes at have fløjet det meste af klodens luftrum tyndt og gjort et ihærdigt forsøg. Kalidou Koulibaly og Raheem Sterling er, hvad det pt. er blevet til, men der er stadig god tid tilbage inden transfervinduet smækker i, og indtil da er Tuchels trup (hvor meget den end skriger på kontraktuelle afklaringer og nyt blod) mere end god nok til at komme godt fra start i sæsonen, der officielt skydes i gang i weekenden.
Og ja…
Når det er sagt, så har Tuchel ret i essensens af alt det, som han efter nederlaget til Arsenal sagde var (og er) i vejen med det nuværende fodboldlivet, nemlig, at Chelsea pt. ikke er i nærheden af at kunne spille hverken Manchester City eller Liverpool op til dans i kampen på de største titler, herunder Premier League.
Eller rettere; at Chelsea stadig ikke er i nærheden… For den slags tager tid. Måske lige så lang tid som Pep og Klopp har fået. Og brugt.
Og ja, det er hamrende irriterende. Ikke bare for Tuchel og hans hyper-ambitiøse, og stærkt utålmodige ego, men også for de nye ejere, der ikke overraskende – og hurtigst muligt – gerne vil gøre det lige så godt, hvis ikke langt bedre, end den forrige, der – trods politisk polemik, finanskriser, pandemier og generel øget konkurrence i fodboldindustrien – har formået at vinde titler på stribe på kryds og tværs af to årtier.
Og ja, det er da i den grad også hamrende irriterende for klubbens fans, der med bankende, magtesløse hjerter følger klubben i tykt og tyndt ude på sidelinjen. Eller bag målet. Eller på skærmen.
Og ja, sidst, men ikke mindst, så bliver den kommende jagt på Pep og Klopp, hvad end den foregår på engelsk jord eller et eller andet sted ude i Europa, ikke lettere med tanke på, at Chelsea givetvis skal løbe side om side med Contes Tottenham og Arsenals Arteta, og med Ten Hags United i hælene.
For slet ikke at tale om nyrige Newcastle og alle de andre hårdtpumpede hold, der står klar til at spænde ben for favoritterne.
Top 3 for Chelsea og hva’ så?
Men nej, det larmer pt. ikke for meget i Chelsea. Tværtimod. Det larmer, som det skal. For det larmer præcis som det plejer at gøre. Og det plejer jo at gå meget godt.
Og med et par salg, og et par køb inden ‘vinduet’ lukker, så kan Tuchels Chelsea sagtens slutte sæsonen af med nye trofæer til samlingen, og dermed sparke fornyet energi ind i Chelsea-folkets selvforståelse.
Måske bliver et af de kommende trofæer ikke det, der står ‘Premier League’ på. Her bliver det nok ‘kun’ til en tredjeplads. Men fred være med det. Chelsea overlever. Som altid.
