Der var engang, hvor Manchester blev kaldt for Englands fodboldhovedstad. Det var dengang, hvor byens to hold dominerede den bedste række. Fra omkring 1990 oplevede Manchester City et massivt dyk niveaumæssigt og økonomisk. En nedtur, der varede frem til slutningen af 00’erne.
Manchester United brugte mellemtiden på at sætte sig tungt på den engelske trone. Alene.
Flere London-klubber rakte ud efter det scepter, men fik aldrig et fast greb om kongemagten. Den gled ganske vist Manchester United af hænde efter 20 år med en regulær jernnæve, men skiftede tværs over byen til Manchester City.
Så Manchester har længe været og er stadig Englands fodboldhovedstad i magtmæssig forstand. Det har måske skiftet lidt frem og tilbage over slagmarken, men Manchester er epicenteret.
Lakmusprøve
Og dagens derby i byen bliver en lakmusprøve på det interne styrkeforhold. De rødblusedes fans håber på nye opgangstider. Erik ten Hag blev med sejren over Charlton i Carabao Cuppen den Manchester United-manager, der skulle bruge færrest kampe på at nå 20 sejre, nemlig 27.
Det må da tælle for noget ikke? De lever stadig i FA Cuppen, Carabao Cuppen, Europa og ligger i top-4. Det lysner da i horisonten gør det ikke?
De tørster efter trofæer og den svundne storhed. De har ikke vundet et mesterskab siden 2013. Det er ti år siden. Alligevel bliver Manchester United altid omtalt, som om det kun er et spørgsmål om et par store indkøb, en trænerfyring og en opsang så vinder de hele molevitten igen.
Det er der ikke meget, der taler for. Magten ikke kun i Manchester, men i Premier League som helhed skiftede ejermand 13. maj 2012 kl. 17:52.
Oprustning
Manchester City havde i årene forinden oprustet voldsomt. Ikke mindst efter Abu Dhabis dybe lommer kom til, men det virkede næsten mere eksotisk end effektivt. Lidt som et cirkus med dyre artister med Mark Hughes som lige dele domptør og direktør. De støjende naboer ikke sandt.
Farvel til ’Sparky’ og entre Roberto Mancini. Med den italienske manager forsatte de lyseblå oprustningen, men vi har set andre klubber bruge penge uden, det for alvor gav en god høst. Der var også perioder med tvivl om Mancinis evner.
13. maj 2012 kender alle Manchester fans på rygraden. For Uniteds fans en forbandet sort dag. For Citys fans kendt som 93:20. Her scorede Agüero målet. Til 3-2 over QPR.
Andetsteds stod Manchester United på Stadium of Light med en 1-0 sejr over Sunderland, der syntes sin vægt værd i guld. City havde ædt ind på Uniteds otte points forspring, men selvfølgelig ville Fergusons tropper køre den hjem til sidst. Fergie time, right?
Ikke kun fordi de vandt, men fordi de irriterende naboer var ved at snuble i egne snørebånd. En mand mere, men nede med 2-1 mod nedrykningstruede QPR – et andet hold der havde brugt silly money på tunge navne uden effekt.
Vendepunktet og magtskiftet kom i overtiden med to mål. I mere end en forstand. Manchester United tog mesterskabet året efter, men det var den sidste krampetrækning. Stævnen på et skib båret af en luftlomme, der poppede op og så gik ned for sidste gang. I denne omgang i hvert fald.
Strategi
Det var herefter Manchester City, der brugte pengene rigtigt. De rigtige transfers, en bæredygtig strategi og den bedste manager. Manchester United blev reduceret til et kulørt hof af interessenter uden leder og sikker kurs. Med Ed Woodward for bordenden der åbnede krigskassen og købte ind efter overskrifter og månedens smag.
Det ville være let at give dette narrativ en smag af skadefro. Det er ikke intentionen. Sådan er fodbold så dynamisk. Kongen i dag kan være uden krone i morgen.
Det er mere end et derby i dag. Det er 90 minutter, der skal vise os, hvilken vej Manchester Uniteds kompas peger. Snurrer det rundt, eller begynder der at være en fastlagt kurs?
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!
