Foto: James Gill – Danehouse/Getty Images
VM er slut, og hele verden snakker og skriver om Lionel Messi, der i en alder af 35 år, langt om længe, har fået det trofæ, som han har drømt om at vinde hele sit fodboldliv. Sikke en præstation. Sikke en finale. Sikke et punktum.
Men det skal ikke handle om Messi, der med Jules Rimet-pokal mellem hænderne nu endelig matcher Diego Maradona, som Messis storhed altid har været sammenlignet med og derfor (indtil i går) har stået i skyggen af.
Det skal heller ikke handle om Rodrigo De Paul, Enzo Jeremias Fernandez, Alex MacAllister eller en af de andre medlemmer af La Albiceleste.
Det skal derimod handle om 22-årige Julián Àlvarez. Ham argentinerne kalder for La Aranâ. Edderkoppen. Altså ham, der til dagligt arbejder under Pep Guardiolas vinger i Manchester City, men som den seneste måned har gjort sit til, at Argentina for første gang siden 1986, nu kan kalde sig for verdens bedste fodboldnation.
Beton og ballet
Àlvarez, der er født og opvokset i Calchin, Cordoba, hvorfra han som ung knægt blev hentet til River Plate i Buenos Aires, knap 700 kilometer derfra, indkapsler på mange måder prototypen på en argentinsk fodboldspiller.
For han er lige dele beton og ballet, tatoveret gadedreng og svigermors drøm af en atlet, og hans solomål mod Kroatien i semifinalen er på mange måder et sindbillede på både Álvarez’ karakteristika og den fodboldideologi han er rundet af.
Der er scoret mange smukke mål i løbet af VM. Og Àlvarez’ var et af dem. Det aggressive, opportunistiske, årvågen og direkte løb. Fuld af tempo og håb.
Mulighederne for at slippe bolden var mange, men den største mulighed endte med at ligge lige fremme, og selvom der var masser af tilfældigheder i spil, så opsøgte Àlvarez hele tiden heldet, og tromlede videre mod mål, mens folk omkring slog sig på ham og faldt som fluer.
Det var ikke en kopi af Maradonas mål fra 86’. Altså, det med fødderne, ikke det med hånden. Men det var et soloshow, der ikke vil blive glemt, og Àlvarez’ balance, da han med fremstraks ben elegant prikkede bolden i mål var, ja, ballet i 5. gear.
Løber mod fremtiden
Trods den øredøvende VM-succes, der for altid vil få Edderkoppens navn til at blive stavet med store bogstaver i de argentinske historiebøger, så er det alligevel svært at forestille sig, at VM ikke har trukket tænder ud på Àlvarez.
Fysisk såvel som mentalt.
Omvendt, så ligger det også lige til højrebenet, at den spiller, som Guardiola inden længe har til rådighed igen, vender hjem til hverdagen sprængt fuld af tro på (fodbold)livet.
Àlvarez har siden sit permanente skifte fra River Plate til The Citizens i sommer (City købte ham faktisk allerede i januar, men lejede ham ud til River Plate igen) af naturlige årsager stået i skyggen af Erling Haaland, der har været Guardiolas indiskutable førstevalg helt i front.
Og det bliver der ikke lavet om på i tiden, der kommer. Ja, måske aldrig. For Haaland er et milliarddyrt monster i udbrud.
Alligevel er der ingen tvivl om, at Àlvarez løber en stor fremtid i møde på Etihad, hvilket han allerede har givet smagsprøver på.
For selvom det på et par af de kommentatorer, der satte ord på Álverez’ gøren og laden ude i ørkenen, kunne lyde som om, at han var et pludselige opstået stjerneskud, så har Edderkoppen for længst brændt igennem.
Og Guardiola ikke bare tror på ham. Han elsker ham også. Eller som Pep har formuleret det: “Han er exceptionel.”
Ikke torsdag
Alligevel var det måske de færreste, der havde regnet med, at Àlvarez’ VM blev det eventyr, det endte med at blive. Langt de fleste iagttagere havde snarere kalkuleret med, at det i stedet ville blive Inters Lautaro Martinez, der skulle være Messis legekammerat oppe på måltavlen.
Men at Àlvarez havde hvad der skulle til for at gribe chancen, når den bød sig, var omvendt alt andet end utopi.
Før han kom til Manchester City scorede Àlvarez således 54 mål og lavede 31 assists i 122 kampe på argentinsk jord. Og selvom tallene er anderledes på engelsk jord, hvor han blot har scoret tre mål i 12 kampe (plus to mål i seks Champions League-kampe) så vil Àlvarez’ navn utvivlsomt blive et fast inventar rundt om på diverse måltavler i tiden, der kommer.
Men også uden bold. Ude af position. Ind og ud af mellemrum og bagrum.
Dog ikke på torsdag, hvor Manchester City genstarter klublivet med et brag i form af et ligacup-opgør mod Liverpool hjemme på Etihad. Nok heller ikke mellem jul og nytår, hvor Manchester City skal møde Ledes og Everton i Premier League.
For selvom Àlvarez må være ved at boble over af spillelyst, så står de kommende dage nok på velfortjent restitution.
Men så er det godt, at Manchester City på den anden side af årsskiftet som minimum skal spille 25 kampe inden sæsonen går på hæld i slutningen af maj måned næste år.
Og her får Pep brug for alle mand ved pumperne, og derfor også Àlvarez, hvad end det er sammen med eller i stedet for Haaland.
Giganter på stribe
Og apropos Manchester Citys kommende kampprogram, så bliver jul og nyt såvel som januar måned lidt af en tryktest for Àlvarez og resten af Guardiolas mandskab.
Således vidner kampkalenderen om head-to-heads mod klubber som Chelsea (i Premier League såvel som i FA Cup’en), Manchester United og Tottenham.
Og ja, de gigantiske opgør falder endda som perler på en snor i løbet af 14 dage fra 5. januar til den 19. januar.
Men den tid, den sorg. Lige nu skal Àlvarez bare nyde triumfen. Og Manchester City? Ja, The Citizens kan bare læne sig tilbage og glæde sig til, at Edderkoppen vender tilbage. Under Peps vinger.
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!
