Eddie Howe bør være topkandidat til titlen som årets træner i Premier League

Eddie Howe, Newcastle
Newcastle fortsætter med at imponere i Premier League, hvor Eddie Howe efterhånden bør være topkandidat til at vinde titlen som årets træner. Foto: Matt McNulty/Getty Images

Eddie Howe må efterhånden være topfavorit til titlen som årets træner i Premier League. Der er selvfølgelig mange andre navne i hatten. Roberto De Zerbi, Pep Guardiola, Mikel Arteta og Unai Emery. Og i Brentford råber man sikkert: “Thomas Frank!” lige så højt, som man brøler “Get in there, Gary!” i Bournemouth.

Men det stykke arbejde, som Howe har udført på St. James’ Park synes alligevel at være i en klasse for sig. For her har Howe på halvanden sæson forvandlet Newcastle fra at være en mastodont, der vaklede rundt i søvne, til (igen) at være et buldrende kollektiv, der i noget nær galop kan spise kirsebær med de allerstørste.

Newcastle er ikke i nærheden af et engelsk mesterskab. Ikke i denne sæson, i hvert fald. Men klubben er igen top of the pops. Og lige rundt om hjørnet venter der for første gang i to årtier en tur i Champions League. Det er intet mindre end imponerende. Ikke mindst set i lyset af, at Newcastles fremmarch er sket med giganter a la Liverpool, Tottenham og Chelsea bag sig.

Stimorol på tanken

Newcastles mål for indeværende sæson var eftersigende en plads blandt de ti bedste i Premier League. En overraskende beskeden målsætning, hvis man tager Newcastles ejerskab i betragting. Tålmodighed og langsigtede planer er nemlig langt fra hverdagskost, når stenrige medlemmer af Saudi Arabiens kongefamilie sætter sig for bordenden i en fodboldklub.

Men selvom Yasir Al-Rumayyan og co. på papiret har råd til at købe Kylian Mbappé, som vi andre almindelig dødelige har råd til at købe en pakke Stimorol på tanken, så har tilgangen til fremtiden fra dag ét af været en helt anden.

For selvfølgelig har Newcastles ejere foretaget investeringer, der er til at tage at føle på. Og som har gjort en åbenlys forskel. En spiller som Isaac Hayden er for eksempel blevet erstattet med Bruno Guimarães.

Men Newcastle er langt fra at være et spillende sindbillede på en stenrig kronprins våde drøm om et nyt fodboldimperium fuld af intergalaktiske superstars. Klubejernes strategi ligner derimod til forveksling en gammel køreplan hentet i Bournemouth, hvor Howe (af to omgange) skabte et hårdtarbejdende kollektiv, der emmede af struktur, disciplin og selvopofrelse dyppet i knofedt.

Pladderromantik på dåse

Dermed ikke sagt, at Newcastle ikke henter en superstjerne af rang, når sommerens transfervindue åbner. For det gør Newcastle nok. Og klubben forstærker sig nok i alle tre kæder. Men intet tyder på, at The Magpies taber hovedet a la The Blues, hvor Todd Boehlys våde drøm er endt i en selvforskyldt tsunami af bristede illusioner.

Ja, historien om Newcastle kan lyde som en forherliget udgave af Det Lykkelige Arabien. Som pladderromantik på nye dåser. Som et nostalgisk levn fra de gode, gamle dage, der aldrig kommer igen. Men i virkeligheden er det, som Newcastle har gang i, en topmoderne brug af en bunke klassiske dyder, som selv de ældste klubber i Premier League synes at have glemt alt om.

Og ja, Howe har været en beundringsværdig bannerfører for hele molevitten. Både som træner og som menneske. Selv da Newcastles fornemme fundament tidligere på året var ved at slå sprækker i form af holdets ufrivillige evne til konstant og uafbrudt at spille uafgjort, så lignede Howe ikke mand, der tvivlede på sit projekt.

Bevares! Howe var frustreret. Det samme var alle andre på St. James’ Park. Men det kom aldrig på tale at smide håndklædet i ringen. Snuderne blev i sporet, Howe arbejdede ydmygt videre og publikums opbakning syntes bare at blive endnu mere højlydt end den var i forvejen.

Gentleman-agtig håndværker

Og så vendte tingene. Paradoksalt nok i kølvandet på nederlaget til Manchester United i Carabao Cup-finalen. Og siden da har Newcastle med enkelte undtagelser være i noget nær galop. Endda med ligaens bedste forsvar. Og med et angreb, der i de seneste tre kampe i snit har scoret 13 mål.

Det er imponerende og i den grad Howes fortjeneste, hvilket bør belønnes. Ikke mindst fordi Howe har udført sit arbejde som en gentleman af en håndværker. Selvom stemningen på St. James’ Park kan være infernalsk, så ser man aldrig Howe i det røde felt. Så scener a la dem, vi igen-igen så søndag aften på Anfield, ser man ikke i Howes verden. Og det i sig selv er ikke bare forbilledeligt, men også prisværdigt.

The Manager
Logo
Shopping cart