Eddie Howe gør Newcastle større og større, men passer størrelsen til point i Paris?

Eddie Howe forsætter med at imponere i Newcastle, der tirsdag aften og med briksen fuld af skadet spillere, skal forsøge at få vigtige Champions League-point i Paris. Foto: Alex Dodd – CameraSport via Getty Images.

Mauricio Pochettino var rasende på bagkant af Chelseas nederlag til Newcastle på St. James’ Park i lørdags. Og med god grund. Chelsea var såmænd ganske gode i første halvleg, men efter pausen faldt holdet fra hinanden. Ikke mindst mentalt. Og i kraft af personlige fejl på stribe.

Selv Thiago Silva tabte hovedet. “Jeg er knust,” lød det efterfølgende fra den 39-årige brasilianer. Og det var han ikke ene om at være. Hverken på eller udenfor banen.

Anfører Reece James sagde også undskyld til “både vores fans og mine holdkammerater!” Og det er helt på sin plads. For det andet gule kort, der udløste et rødt, var komplet unødvendigt og ødelagde kampen for Chelsea, men også den optimisme, der ellers – på bagkant af otte kampe uden nederlag i alle turneringer – havde sat sig til rette i hjertet af Chelseas fanbase.

“Det var vores værste kamp i sæsonen,” tordnede Pochettino, der prompte inddrog spillernes fridag og i stedet piskede spillerne på træningsbanen søndag. “Jeg er meget ked af præstationen. Vi er nødt til at forstå det niveau, vi skal præstere på.”

Ej creme de la creme

Det problem render Eddie Howe ikke rundt. Tværtom. Newcastles cheftræner kan se tilbage på en kamp, der nok engang understregede, at Newcastle er og bliver et tophold i engelsk fodbold.

Selv på de dage, hvor det i højere grad er bredden og ikke kun creme de la creme, der skal i aktion. I lørdags var Newcastle nemlig ramt af skader i spandevis.

Men The Magpies’ bredde er bredere end man lige gik troede, og undervejs i 4-1 ydmygelsen af Chelsea glemte man helt, at Newcastle manglede profiler a la Sven Botman, Dan Burn og Callum Wilson. Men skidt pyt med det. Fabian Schär, Jamal Lascelles og Anthony Gordon var i hopla. Det samme var 17-årige Lewis Miley, der åbnede ballet med en assist fra himlen.

Spil bare hukommelsen tilbage og gense præstationen. Eller se på tallene såvel som karaktererne, som kampen på et optændt St. James’ Park kastede af sig. Og nå ja, man kan da også bare se på Premier League-tabellen, hvor Newcastle stadig er top of the pops.

Struktureret tålmodighed

Man kan selvfølgelig også bare tage en tur op i helikopteren og se ned på Newcastle i den tid, hvor Eddie Howe har stået i spidsen for klubben. For fremgangen har været formidabel fra dag ét af.

Sidste sæson udråbte The Manager Howe som en kandidat til årets træner. Og selvom vi ikke engang er halvvejs med indeværende sæson, så bør hans navn alligevel allerede nu være i bowlen, når vinderen skal findes i maj næste år.

Intet er det, der er sket i Newcastle de sidste par år, er dog sket i galop og med vilde armbevægelser. Tværtimod har Howe og klubbens i øvrigt stærkt omdiskuterede ejere været drevet af en struktureret tålmodighed, der er yderst sjældent i moderne fodbold.

Især for klubber, der har penge på lommen, som det er tilfældet med Newcastle, der har råd til at købe hele verden. Eksempelvis en rygrad bestående af superstars fra øverste hylde i samtlige kæder og mellemrum. Selv Kylian Mbappé er et greb i lommen.

Men det er ikke sådan, at Newcastle har valgt at vokse. I hvert fald ikke endnu. Hverken i den hjemlige liga eller ude i Europa, hvor Newcastle pt. kæmper om videre avancement i Champions League.

Parc des Princes

Og skal det blive en realitet, må der rigtig gerne komme point på kontoen tirsdag aften. Her møder Newcastle Paris Saint-Germain på Parc des Princes og selvom Newcastle går ind til opgøret med afsæt i sidstepladsen i Gruppe F, så er Howe og co. (med to kampe tilbage i gruppespillet, red.) blot to point fra videre avancement såvel som blot et enkelt point fra en plads i Europa League.

Kampen i Paris bliver dog en gigantisk mundfuld for Newcastle. En tryktest af de helt store. Også selvom Newcastle på imponerende vis vandt 4-1 over Luis Enriques stjerner tilbage i starten af oktober.

Modvind på Parc des Princes er nemlig noget helt andet en medvind på St. James’ Park og i modsætning til værterne, så er gæsterne ikke bundrutinerede, når det kommer til tilspidsede virkeligheder i Champions League.

Selv hvis Howe kunne stille til start i absolut stærkeste opstilling, hvilket han dog ikke kan, ville kampen tirsdag aften være op ad bakken.

Hvorvidt Howe og co. kan klare mosten og hente et eller flere point, vil tiden vise. Sikkert er det, at Newcastles bredde er bredere end forventet, og at Howe bare gør Newcastle større og større.

Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på Twitter og Facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.

The Manager
Logo
Shopping cart