De kan næsten tælles på én hånd. Engelske permanente managere i de seks største klubber siden årtusindeskiftet. Frank Lampard, Kevin Keegan, Stuart Pearce, Roy Hodgson, Tim Sherwood, Harry Redknapp og Glenn Hoddle. That’s it. Og sætter vi det lidt på spidsen, så er det vel kun Frank Lampard og Roy Hodgson, der kan siges at have stået i spidsen for en topklub. Manchester City var i hvert fald på et helt andet niveau, da først Keegan og siden Pearce dirigerede tropperne i begyndelsen af dette årtusinde.
Nu kommer der et nyt navn på den liste. For torsdag eftermiddag blev Graham Potter præsenteret som ny træner i Chelsea. Logisk efter nogle flotte sæsoner i Brighton, men hvorfor er det, at så få engelske managere har slået igennem i Premier League? Og at ingen med engelsk pas nogensinde har vundet titlen?
Den nye generation af engelske trænere
Både Dalglish og Ferguson har vundet Premier League som skotter, så det er jo ikke fordi, de ikke kan skabe store trænere på de britiske øer, men det er nu over 30 år siden, at Howard Wilkinson som foreløbig sidste englænder vandt det engelske mesterskab.
Men det kan muligvis snart ændre sig. For der er en ny generation af engelske trænere på vej. Foruden Graham Potter har trænere som Gareth Southgate og Eddie Howe skabt et stort navn for dem selv. Som trænere der står i kontrast til navne som Steve Bruce, Harry Redknapp og Neil Warnock. Ikke så meget show uden for banen, men med en klar plan og tanke om, hvordan deres mandskaber skal spille fodbold. Og en større seriøsitet i tilgangen til erhvervet.
Inspiration fra Tyskland
Særligt Eddie Howe er et eksempel på den trænerudvikling, man har set i Tyskland de senere år, hvor trænere som Thomas Tuchel, Jürgen Klopp og Julian Nagelsmann, uden nævneværdige karriere som spillere, har taget turen op til de største hold ved at være fremsynet og modige. Det kunne derfor næsten heller ikke være mere symbolsk, at det var Steve Bruce, som Eddie Howe afløste, da Newcastle fik penge og ambitioner. Nuvel, man kan godt sidde med fornemmelsen af, at Newcastles ejere kigger mod større navne, og også slår til, hvis og når muligheden byder sig, men her og nu er det om ikke andet forfriskende at se, hvad Howe kan udrette med det materiale.
Det er velkendt, at Arsène Wenger ændrede kulturen blandt spillerne i engelsk fodbold, hvor der indtil slut 90’erne herskede en decideret drukkultur, men det har været svære at ændre kulturen på managersiden. Historierne om Big Sams drukture med sine hold gennem sæsonen er mange, og selvom nogle vil hævde, at de havde en umiddelbart effekt, så rimer den tilgang ikke på en manager, som han bør tage sig ud i dag.
Og så kan det godt være, Sean Dyche ikke spillede videre opfindsomt fodbold, men der var en anden seriøsitet omring hans arbejde i Burnley, trods alt.
Rooney, Gerrard og Terry
Foruden Potter, Howe og Southgate, der står tilbage som de mest prominente trænernavne, så er skal vi heller ikke glemme Chris Wilder, der stod for fem oprykninger og en meget anderledes måde at fortolke en bagkæde hos Sheffield United, mens Steven Gerrard, Wayne Rooney, Scott Parker og tildels John Terry (som assistent) allerede så småt har vist sit værd i trænergerningen.
I Chelsea håber de på, at Graham kan leve op til efternavnet Potter og skabe magi på Stamford Bridge. Og måske de unge engelske trænere rundt om ligefrem håber på, at han en dag også bliver den første træner med engelsk pas til at vinde Premier League.
