Hver dag byder på nye handler. Store som små. Det kan være svært at bevare overblikket, og måske endnu svære at tegne de store streger.
I denne uge var det en handel, der endnu ikke officielt har fundet sted, der fik mig til at spærre øjnene op. Sergio Gómez til Manchester City fra Anderlecht af. En 21-årig spanier, der allerede har været forbi Barcelona og Dortmund med prædikatet offensiv talent, men som har fået sit europæiske gennembrud i Belgien som venstre back.
Manchester City mangler lidt en venstre back efter salget af Oleksandr Zinchenko til Arsenal. Eller de mangler et backup. Men det bliver Sergio Gómez ikke, hvis han da skifter. For i den aftale, der i øjeblikket arbejdes på, ligger en direkte udlejning fra Manchester City til Girona. Den spanske rugekasseklub har de senere år tilhørt City Football Group, og skulle et skifte som ventet finde sted, vil Sergio Gómez blive den 16. spiller siden 2015, der tager turen fra Manchester City til Girona. I øjeblikket er Yan Couto og Yangel Herrera udlånt fra det engelske til det spanske.
Er det ren win-win?
Jeg forstår godt tanken bag. Manchester City har en klub i den bedste spanske række, som de kan tilbyde deres unge spillere at tørne ud for og sikre videreudvikling på et højt niveau. Girona får nogle spillere med et stort potentiale som kan sikre dem bedre resultater. Oprykning af to omgange til La Liga var nok næppe sket uden Citys involvering.
Og Manchester City er langtfra de eneste. RB Leipzig og Red Bull Salzburg er måske det mest åbenlyse eksempel i Europa, men også i England har Chelsea har længe gjort det til en decideret forretning at hente unge spillere for så at leje dem ud til sine rugekasseklubber, hvor de særligt har sendt flere spillere på græs i Holland.
Igen, jeg forstår godt tanken. Køb spillerne unge og billige. I bedste tilfælde bliver de stjerner for dit hold. I værste tilfælde udvikler de sig til fornuftige spillere, der måske ikke kan bruges for lige netop din klub, men så kan de sælges videre med fortjeneste til andre hold.
I 2015 skippede Chelsea to spillere af sted til Gladbach. Andreas Christensen og Thorgan Hazard. Danskeren kom tilbage og blev en vigtig spiller for The Blues. Thorgan Hazard nåede aldrig en kamp i Chelsea-trøjen, men gav dem 10 millioner euro. De var begge gode forretninger.
Bagsiden af medaljen
Men der er en tredje og en fjerde mulighed. Heriblandt at spillerne sælges videre billigt, udvikler sig i andre klubber og bliver stjerner hos rivalerne. Mohamed Salah, Kevin de Bruyne og til dels Romelu Lukaku, da han var i Manchester United.
Ja, de gav en gevinst i forhold til prisen, de blev købt for, men mon ikke Chelsea alligevel gerne havde haft Kevin De Bruyne og Mohamed Salah i folden den dag i dag?
Og kan man ikke også nå et punkt, hvor for mange spillere på leje, der aldrig får chancen i moderklubben ligefrem skader rekrutteringsarbejdet?
På besøg i Chelsea
Da Frank Arnesen var sportschef i Chelsea, tilbragte jeg en hel dag med ham på træningsanlægget i Cobham. Vi så ungdomsfodbold sammen, og han fortalte mig om rekrutteringsfilosofien. Hvordan Chelsea dengang havde 60 scouts alene i London, der tog rundt og så 250 kampe årligt med spillere under otte år. Der var omtrent 140 ungdomsspillere på kontrakt i klubben, og det giver sig selv, at ikke alle disse kunne få det endelige gennembrud i netop Chelsea.
I særligt Tyskland har de opdaget det marked og den forretning, der er i at give engelske talenter chancen. Dortmund som det måske fremmeste eksempel, med køb af Jadon Sancho, Jude Bellingham og Jamie Bynoe-Gittens. Førstnævnte gad ikke vente på chancen i City og tog turen til det tyske. Bellingham valgte Manchester United fra, fordi udsigten til spilletid var bedre andetsteds, og Bynoe-Gittens er efter en slem skade nu også ved at få sin chance på førsteholdet.
Der er dog stadig spillere, der tager turen til de store engelske klubber og forsøger at arbejde sig hele vejen op gennem systemet. Og så må tiden vise, om Sergio Gómez ender med at blive en fed forretning for City, eller han ender som overflødigt fyld.
