Er afstandene blevet større i fodboldens paradis?

Foto.-Charnsitr-Dreamstime.com_

Hvad angår penge, prestige og sportslig power, så er Premier League i de flestes øjne fodboldens paradis på jord.

Men selvom alle hold i Englands bedste fodboldrække lever et luksusliv på førsteklasse sammenlignet med medlemmerne af andre store ligaer, rundt om i Europa, hvor klubberne tit og ofte ikke kan andet end blot at se på mens Premier League buldrer derudaf, ikke mindst på det globale transfermarkedet, så er The Top Flight også ramt af en konkurrencevridende ulighed.

Det er der i hvert fald mange, der mener, heriblandt både Jürgen Klopp og Liverpools ejere, Fenway Sports Group, der fra tid til anden ynder at tale højt om emnet.

To nøgletal

Og der er da heller ingen tvivl om, at klubber a la Manchester City har økonomiske muskler, der er større end de flestes, heriblandt til en vis grad også Liverpool.

Spørgsmålet er bare om den økonomiske ulighed i Premier League er godt i gang med til at tømme verdens bedste fodboldliga for intern konkurrence, og endda i en sådan grad, at Premier League er på vej mod en virkelighed, hvor afstanden mellem top og bund er større end noget andet sted i fodbolden-Europa.

Et svar på dette kan besvares på mange måder. Blandt andet ved at se på tabellen (der som bekendt aldrig lyver) og zoome ind på to nøgletal, nemlig (og ikke overraskende) afstanden mellem top og bund samt afstanden fra køen til Europa og ned til nedrykningsstregen.

Tanken er, at jo kortere diverse afstande er, desto større jævnbyrdighed holdene imellem er der at spore.

Men vi nøjes ikke blot med at se på dags dato. Vi skruer også tilbage i tiden og sammenligner nutiden med fortiden, den nære såvel som den fjerne, ligesom vi også skal sammenligne Premier League med den virkelighed, der møder os, når vi retter blikket mod Serie A, La Liga, Bundesligaen og Ligue 1.

Top og bund

I skrivende stund lyder afstanden mellem Arsenals førsteplads og Premier Leagues bundprop, Wolverhampton, på 27 point

Det kan lyde af meget, og det er det sikkert også, men faktisk er den aktuelle afstand mellem den ultimative top og ditto bund i Premier League faktisk (en anelse) mindre end gennemsnittet.

For vender vi os om og kaster et blik på den selvsamme afstand på selvsamme tidspunkt af sæsonen i foregående ti udgaver af Premier League, så har afstanden her i snit været på 27,8 point.

Europa og nedrykning

Samme billede tegner sig, hvis vi ser på afstanden mellem Europa og nedrykningsstregen, nærmere betegnet afstanden mellem Premier League-tabellens fjerdeplads og 18. plads.

Pt. er det Tottenham, der er indehavere af Premier Leagues fjerdeplads, og herfra er der 16 point ned til oprykkerne fra Nottingham Forest, der lige nu er placeret som nummer 18, altså lige under nedrykningsstregen.

Og ja, det er igen (en anelse) mindre end gennemsnittet hentet fra de ti foregående udgaver af Premier League, hvor afstanden mellem Europa og nedrykningsstregen på nuværende tidspunkt af sæsonen har været på 16,3 point.

Fjern fortid

Men lad os lige spole tilbage til Top og bund. 

For selvom den nuværende afstand mellem Arsenal og Wolverhampton matcher den gennemsnitlige afstand hentet fra ‘den nære fortid’, så er afstanden mellem top og bund i Premier League, hvis vi sammenligner nutiden med ‘den fjerne fortid’, blevet større.

For hvis vi foretager en håndfuld punktnedslag startende fra den første sæsonudgave af Premier League i 1992/1993, og herfra ser på afstanden med fem års mellemrum, så er der tydeligvis tale om en forøget afstand mellem top og bund.

Således var afstanden mellem top og bund i sæsonen 1992/1993 på 17 point, i 1996/1997 20 point, i 2001/2002 24 point, i 2006/2007 26 point og sidst, men ikke mindst 29 point i 2011/2012.

Serie A og co.

Men lad os her på falderebet spole tiden frem til dags dato og sammenligne den nuværende (Premier League-)afstand mellem top og bund samt afstanden mellem Europa og nedrykningsstregen med selvsamme afstande i andre store europæiske fodboldligaer. 

Og gør vi det, så er der ikke meget, der tyder på, at (u)ligheden er mere markant i Premier League end den er andre steder. Tværimod. I hvert fald bedømt på top og bund.

For i den italienske Serie A lyder afstanden mellem topholdet Napoli og bundproppen Verona således pt. på hele 36 point, ligesom afstanden mellem Europa og nedrykningsstregen lyder på 23 point.

Og retter vi blikket mod den spanske La Liga, så lyder den øjeblikkelige afstand mellem Barcelona i top og Elche i bund på 34 point, hvilket blot er en my mere end afstanden er mellem Paris Saint-Germain og Angers i den franske Ligue 1, hvor pointforskellen lige nu lyder på 33. 

Til gengæld er afstanden mellem top og bund større i Premier League end den er i den tyske Bundesliga, hvor afstanden mellem Bayern München og Schalke 04 pt. er på ‘blot’ 25 point.

The Manager
Logo
Shopping cart