
Premier Leagues transfervindue står pivåbent. Og som altid er det lig med liv og glade dage. Endda i hver en afkrog af verdens fornemmeste liga.
For hvad end der er tale om Manchester City eller Luton Town, så skal man i løbet af sommeren gøre alt, hvad man kan, for at blive større og bedre end man var i forvejen.
Det er business as usual og Coubertin med skruedupper, hvor lyden af “citrus, altius, fortus” nok engang blander sig med tonerne af roterende svingdøre, klirrende kasseapparater og en solstikramt mediemølle i selvsving.
Men selvom sommerens kakofoni er en klassiker, som Gud og hvermand, især spillernes agenter, gerne vil synge med på, så det er alligevel ikke alt, der er, som det plejer at være.
Fodboldens paradis
Klubberne i Premier League har nemlig fået en konkurrent på det internationale transfermarked, hvor medlemmerne af The Top Flight ellers har været vant til at være fodboldens svar på Paradis.
Bevares! Premier League er stadig toppen af poppen for langt, langt de fleste i den moderne fodboldindustri. Det er jo her, at kvalitet, penge og prestige går op i en højere enhed. Ikke bare på Etihad, men også på Kenilworth Road.
Alligevel er Saudi Professionel League inde og pille lidt ved den dominans, som Premier League har været så vant til.
For ja, den nye spiller på det internationale transfermarked, hvor Premier League-klubberne (groft sagt) har været vant til at opføre sig, som Bayern München i årtier har gjort i Bundesligaen, nemlig bare at tage det, man gerne vil have, er selvfølgelig Saudi-Arabien.
Onemanshow m.fl
Det hele startede med, at klubben Al-Nassr købte Cristiano Ronaldo og gjorde ham til en vanvittig velbetalt propagandist og poster boy for kongerigets bestræbelser på, at få VM til Saudi-Arabien i 2030.
Og langt de fleste iagttagere af handlen tænkte, at det nok bare var det. Et onemanshow, der måske mere handlede om Ronaldo end dem, der nu betaler portugiserens astronomiske paycheck.
Men det var ikke bare det. For Ronaldo har vist sig blot at være startskuddet til noget, som pt. kan udvikle sig til en tsunami, der vil forandre fodboldens landskab, som vi kender det i dag.
Al-Nassr og de statsfinansierede storklubber i Saudi Professionel League ser nemlig ud til at være godt i gang med at udfolde en plan, der skal gøre den saudiarabiske liga til det nye paradis på jord.
En plan, der ej blot indeholder kunstige åndedrag til oldies-but-goodies-navne a la Christiano Ronaldo, Karim Benzema og N’Golo Kanté, men også en strategisk plukning af yngre klassespillere a la Kalidou Koulibaly, Hakim Ziyech og Ruben Neves.
Go!
“Ah, klap lige hesten!,” råbes der skeptisk fra sidelinjen. “Det er bare en døgnflue a la den, der engang baskede i Kina, men som i dag er død og borte.”
Måske. Måske ikke. Sikkert er det, at man i Saudi-Arabien til forskel fra Kina ikke har en regering, der spænder ben for drømmen, men derimod et kongerige, der råber “Go, go, gooo!”
Det, vi er vidne til, er med andre ord en storstilet, koordineret, ureguleret og ufattelig pengestærk offensiv, hvor alt og alle på Pinocchio’sk vis synger “der er ingen bånd, der binder mig.”
Og hvor alle vi andre, herunder medlemmerne af Premier League, ikke kan gøre sig forfærdelig meget andet end bare at vente og se, hvor det hele ender.
Altså, lidt ligesom tonsvis af ligaer, rundt om i verden, har gjort i alle de år, hvor Premier League har spillet med musklerne.
Pjattet med tanken
“Ah, klap lige hesten,” råbes der nok engang. For handler Premier Leagues ønske om dominans ikke om noget andet end alt det, der foregår i Saudi-Arabien og kongerigets fodboldrække?
Eller sagt på en anden måde; Premier League er jo kun et dyrisk sindbilledet på rå markedskræfter i vild galop, mens Saudi Professionel League også er sportswashing for fulde gardiner.
Det handler jo om VM i 2030. Om prestige. Om at gøre Qatar kunsten efter. Og om undervejs, at bruge indholdet af en afgrundsdyb pengetank på også at underholde sig selv imens.
Er Cristiano Ronaldo og co. dybest set ikke bare en flok heste, der skal galoperer direkte ind i hjertet på Gianni Infantino?
Boehly siger tak
Og nej, som man ynder at sige, så er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke også er godt for noget. For ja, Saudi-Arabien piller måske lige nu ved Premier League-klubbernes dominans på det internationale transfermarked.
Chelsea ville for eksempel allerhelst gå ind i den kommende sæson med Kanté på holdkortet. Men omvendt, så er Todd Boehly og co. vist også ganske pjattet med tanken om at få skudt Ziyech afsted til en god pris.
Endda til en liga, der er fuld af hold, som Chelsea ikke kommer til at stå ansigt til ansigt med. Hverken på engelsk jord. Eller i rundt om i Europa, når det en dag igen bliver aktuelt for The Pensioners.
Og nej! I Wolverhampton er man da bestemt heller ikke ved at gå i brædderne over tabet af Neves. Der er jo pludselig kommet penge ind på en ellers faretruende tom bankkonto. Og vupti, nu ser det ud til, at Julen Lopetegui er glad igen. Og bliver i klubben.
Og sådan er der så meget. Og sidste punktum er så sandelig ikke sat i den historie, som Saudi-Arabien er godt i gang med at forsøge, at fortælle til hele verden. Eller rettere; til FIFA.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!