Er Maddison Tottenhams nye Eriksen?

ENFIELD, ENGLAND – JUNE 28: James Maddison poses as he signs for Tottenham Hotspur at Tottenham Hotspur Training Centre on June 28, 2023 in Enfield, England. Foto: Tottenham Hotspur FC/Tottenham Hotspur FC via Getty Images.

Tottenhams nye head coach, australieren Ange Postecoglou, var klar i spyttet, da han i sidste uge gav James Maddison et kald: “Uanset om du kommer eller ej, så kommer du til at se en komplet ny version af Tottenham.”

Det siger Maddison selv, der på bagkant af telefonopkaldet endte med at sige “ja tak” til fremover at repræsentere Tottenham. Endda med nummer 23 på ryggen. Christian Eriksens gamle trøjenummer. Hvilket Maddison efter eget udsagn er thrilled about.

Eriksen var nemlig en, som 26-årige Maddison, så op til som ung knægt i Coventry. “Især da han var i topform i Tottenham,” hvor han producerede “quality moments”, hvilket nu er opgave, der hviler på Maddisons skuldre.

Top-class creator

Der er ligefrem iagttagere af Maddisons skifte fra Leicester til Tottenham, heriblandt Adrian Clarke, der går så langt, som at sige, at Maddison kan blive the new Eriksen at Spurs. Og dermed en spiller, der kan bidrage med alt det, som Tottenhams midtbane har manglet siden Eriksen forlod klubben i januar 2020.

Sammenligningen mellem Maddison og Eriksen ligger da også på mange måder lige til højrebenet. I hvert fald rent offensivt. Begge spillere tikker nemlig bokse a la top-class creator og imaginative midfielder, som føromtalte Clarke gør brug af i sin analyse af Eriksen.

Og ja, Tottenham har siden Eriksens farvel manglet en skabende kraft i det centrale maskinrum, der i øvrigt i perioder har været næsten ikke-eksisterende. Endda i et sådan omfang, at Tottenham (især under Antonio Conte) næsten har spillet helt uden midtbane. Sådan føltes det i hvert fald.

Og ja, Maddison har i den grad bevist, at han kan være en skabende og bærende kraft på en fodboldbane. Først i Norwich og senest i Leicester. Nærmest som en enmandshær på linje med Jack Grealish i Aston Villa-dagene.

Mere 8er end 10er

Alligevel halter sammenligningen mellem Maddison og Eriksen en anelse. For selvom Maddison godt kan finde ud af at knokle, og på den måde ikke er en pomadespiller, der kræver medvind for at blomstre, så er Maddison ikke en kreativ arbejdshest a la Eriksen.

Tottenhams nye nummer 23 tømmer derimod i højere grad tanken fremad i banen, hvor han er tættere på at være en 10er end en 8er. En kilde til kreativitet på toppen af et stabiliserende maskinrum.

Men det bliver der måske lavet lidt om på i hænderne på Postecoglou. Australieren opererer nemlig med en 4-3-3 formation, hvor midtbanen (udover en 6er) består af brede 8ere, der primært skal være med til at skabe overtal og trekanter på ydersiden af modstanderens forsvarskæder.

Bevares! Maddison får naturligvis carte blanche til at gøre alt det, han gjorde så godt i Leicester. Driblingerne, de dybe løb med og uden bold, kombinationerne og stikningerne. Og ja, afslutningerne, hvad end der er tale om dødbolde eller dem i åbent spil.

Men i Tottenham kommer man alligevel nok til at se ham, som en mere grundlæggende og igangsættende del af holdets offensiv. Og ikke ‘kun’ som en farverig dirigentstok, der er med til at sætte en highlight-skabende prik over i’et.

Legeaftale med Kane?

Spørgsmålet er så bare, hvem Maddison kommer til at svinge dirigentstokken sammen med. Eller sagt på en anden måde; kommer Maddison mon til at lege sammen med Harry Kane? Ingen ved det. Måske ikke engang Postecoglou.

Og selvom Tottenhams nye head coach insisterer på, at lancere en komplet ny version af Tottenham, uanset hvem og hvad han har til disposition, så må alt da gerne være ved det gamle, når kommer til Kane. En spiller, der på papiret indeholder alt, hvad en spiller som Maddison ønsker af en legekammerat.

Lige nu ser det dog ud som om, at Tottenham må indstille sig på en fremtid uden klubbens altoverskyggende talisman. Ifølge The Guardian er Kane og tyske Bayern München i hvert fald blevet enige om de personlige vilkår. Og forhandlingerne mellem Tottenham og Bayern München om en overgangssum skulle være i fuld gang.

Hvor det hele lander, må tiden vise. Sikkert er det, at Tottenham har sikret sig en ny kreativ kraft i form af Maddison, og at forventninger til ham er store. Det er jo James Maddison, vi taler om. Og nej, forventningerne er så sandelig ikke blevet mindre af sammenligningen med ingen ringere end Eriksen hvad end sammenligningen holder 100 procent vand eller ej.

Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.

The Manager
Logo
Shopping cart