Er Manchester City virkelig bedre uden Erling Haaland?

Haaland, van dijk, Manchester City, Liverpool
Leicester, United Kingdom – JULY 30 : Manchester City’s Erling Haaland and Liverpool’s Virgil van Dijk during The FA Community Shield match between Manchester City against Liverpool at King Power Stadium, on 30th July , 2022 at Leicester, United Kingdom. (Photo by Kieran Galvin/DeFodi Images via Getty Images)

Great source. Det er efterhånden ret tydeligt, hvad Jürgen Klopp synes om Didi Hamanns meninger. Og den gode Hamann har da også en del af dem, altså meninger. Det er selvfølgelig hans job som ekspert, men man sidder også nogle gange tilbage med tanken om, at han gerne søger det ledige standpunkt. Og det er jo ofte ledigt af en grund.

Senest var han ude at sige, at Manchester City var et bedre hold uden Erling Haaland. Selv hvis nordmanden skulle score 40 mål i denne sæson. Vi kunne selvfølgelig bare feje det ad vejen. Ignorere Hamann og ryste på hovedet som Klopp. Great source. Men er der en gemt, om end lille pointe, i Hamanns udmelding?

Få boldberøringer

Kritikken af nordmanden kom efter nederlaget i derbyet mod Manchester United. Her vendte rivalerne kampen på hovedet i slutfasen og meldte sig ind i titelkampen. Det var ikke meget, man så til Haaland i den kamp. 20 boldberøringer, ingen mål. Så baseret alene på den kamp kunne Hamann da godt have en pointe. Måske det lige netop i det opgør havde været bedre med en mere bevægelig angriber, der gerne vil tage mere del i det opbyggende spil. Det kunne være Julián Álvarez. Ikke lige så farlig som Erling Haaland, men argumentet ville jo nok være at hans bevægelser ville skabe plads til andre.

Hamann ville givetvis også sige, hvis han manglede statistik til at bakke sit udsagn op, at det ikke er første gang, at Haaland er usynlig i en kamp. At han tidligere i sæsonen mod Bournemouth kun havde otte boldberøringer. Otte. Det er ikke meget. En af dem var dog en assist, og City vandt 4-0, så hvad var problemet?

Men nu er det også slut med at forsvare Didi Hamann. For Erling Haaland skal som beskrevet her på siden ikke vurderes på antallet af boldberøringer. Han skal vurderes på sine mål, og dem laver han fortsat mange af. Og uanset hvordan vi vender og drejer det, så er mål fortsat den vigtigste ingrediens i fodbold. Det i hvert fald ret så ofte, at det hold der scorer flest mål også vinder en kamp.

Den manglende brik

Og lad os da bare for en god ordens skyld minde Hamman og alle andre af nordmandens kritikere om, hvordan Erling Haaland gebærdede sig, sidst der var Manchester derby. Der vandt Manchester City 6-3 i en decideret ydmygelse af United, og det med Haaland som ophavsmand til tre af scoringerne. Han smadrede ganske enkelt United i den kamp. Havde City i det opgør også været et bedre hold uden Erling Haaland?

I årevis har man internt, men nok mest eksternt, råbt og skreget på, at det netop var en verdensklasse angriber, der kunne tage City det sidste stykke vej i Champions League. At det ville klæde Pep Guardiolas hold, at de droppede den falske nier, ikke bare trillede den ind over stregen efter endeløse kombinationer, men i stedet søgte det mere direkte spil. Nu har de fået ham. Ham der kun tænker på at lave mål. Og mange af dem. Og så er det også galt.

Messi, Ronaldo, Haaland

Det er de store spilleres lod. I Barcelona var de alt for afhængige af Lionel Messi, måtte man forstå, så de måtte opfinde begrebet Messidependencia. I sidste sæson var det Cristiano Ronaldo, der var problemet, fordi han ødelagde Manchester Unitedss presspil. Mon ikke at problemerne i sidste sæson var større for United, end at portugiserne ikke løb mange meter mod bolden?

Igen, det er ikke kun boldberøringer, Haaland skal vurderes på. Alene hans tilstedeværelse på banen betyder ekstra opmærksomhed for forsvarerne, hvorfor det skaber plads til hans holdkammerater, ligesom hans lidt mere stationære udgangspunkt dybt hos modstanderne gør, at Manchester Citys midtbane kan skubbe yderligere frem. 

I den enkelte kamp kan Manchester City muligvis være bedre stillet som mandskab uden Haaland, men de er et væsentlig bedre hold med nordmanden. Selv hvis han ikke scorer 40 mål i denne sæson. Men det gør han jo nok…

The Manager
Logo
Shopping cart