Er Rasmus Højlund virkelig klar til Premier League?

Rasmus Højlund, Danmark
Rasmus Højlund er god. Rigtig god. Men er den 20-årige knægt fra Hørsholm virkelig god nok til selveste Manchester United? Og er Old Trafford overhovedet det bedste for Højlund, der trods spidskompetencer stadig er fuld af fejl og mangler?
Foto: Nicolò Campo/LightRocket via Getty Images

I fodboldens verden vrimler det med dygtigere angribere. Og danske Rasmus Højlund er uden tvivl en af dem. Det har den 20-årige knægt fra Hørsholm bevist for længst.

Eller rettere; på rekordtid. Sådan nærmest ud af det blå. Først i østrigske Sturm Graz, så i italienske Atalanta og senest på det danske landshold. Og alt sammen inden for et års tid.

Derfor er Højlund også blevet talk of town. Ikke bare på dansk jord. Men også rundt om i Europa, blandt andet i Premier League, hvor selveste Manchester United for alvor skulle være interesseret i Højlunds arbejdskraft.

Den, der i øvrigt er så rigelig af. Faktisk er det noget af det, der springer mest i øjnene, når blikket falder på Danmarks nye darling i front. Altså, Højlunds energi og power, der er Alfa og Omega i moderne fodbold, og som i Højlunds tilfælde lader til at komme fra hjertet. Med masser af mod. Og uden så meget pis.

Mangelfuld solstråle

Højlund er dog mere end blot en knoklende kampvogn med åbenlys glæde ved fodboldlivet. Højlund er nemlig også – og vigtigst af alt – en angriber, der ved, hvor målet står. Og som ved, hvordan man får netmaskerne til at blafre. Endda på en måde, der i verden fuld af Pep’ske cutbacks, efterhånden hører til sjældenhederne.

Danmarks nye, foretrukne 9er er nemlig frygtelig god til at buldre dybt ind i modstanderens straffesparksfelt, og komme først på de tværgående indlæg, der bliver slået tæt under mål. Vi så det mod Slovenien. Pierre-Emile Højbjergs indlæg. Og Højlunds løb og afslutning. Bum!

Når det er sagt, er Højlund så egentlig så hamrende god til så pokkers meget andet? Er han i bund og grund ikke en solstråle af en angriber, der – trods tydelige spidskompentencer – stadig er en fuld af mangler? Svaret er “Uden tvivl!”

Højlund er stadig en spiller, der har det svært med ryggen til mål og en mand i ryggen. Og mod Nordirland for et par uger siden blev han decideret pakket sammen af Jonny Evans.

Men Højlund synes også at komme til kort, når han skal angribe modstanderens mål fra kanten af feltet, og med front mod mål. Det så vi mod Slovenien, hvor Højlunds manglende tekniske færdigheder gjorde ham ufarlig i de fleste forsøg på en-mod-en.

Old Trafford?

Og ja, selvfølgelig er Højlund stadig fuld af mangler. Knægten er jo kun 20 år. Og Højlund har fremtiden foran sig. Men ligefrem en fremtid i Premier League? Og på Old Trafford? Er Drømmenes Teater virkelig det næste skridt for Højlund? For slet ikke tale om det bedste skridt for Højlund?

Økonomisk er der ingen tvivl. Der er det bare om at sige ja, hvis muligheden byder sig. Det samme kan siges om mængden af prestige, der især vil starte en fest på det kontor, hvor Højlunds agent sidder.

Men rent sportligt synes Manchester United langt fra, at være den bedste her-og-nu-løsning for Højlund. Selvfølgelig går han ikke i stykker af, at komme under Erik ten Hags vinger. Tværtimod.

Den dygtige hollænder ville være god for den dygtige dansker. Men kun hvis alt det, der proppes ind i Højlund på træningsbanen bliver krydret med spilletid. Masser af spilletid. Ellers går kampvogn i stå.

Men er der – hvis altså det hele ender med at Højlund havner i Manchester – virkelig udsigt til tonsvis af spilletid? Er Højlund simpelthen Manchester Uniteds nye, bedste bud på en 9er, nu hvor forhandlinger med Tottenham om ingen ringere end Harry Kane er stagneret?

Ro og mag

Det lyder vildt. Nærmest helt ude i skoven. Nøjagtig som lyden af dem, der sammenligner Højlund med Preben Elkjær. For slet ikke at tale om dem, der omtaler Højlund som Danmarks svar på Norges Erling Braut Haaland. Jøsses! Højlund er nærmere vor tids Mark Strudal. Tilsat druesukker.

Og nej, Manchester United lyder ikke som den rigtige løsning for Højlund. Det gør et år eller to i Atalanta, eller i anden klub på tilsvarende niveau, derimod.

Altså, en nær fremtid i en klub, hvor den interne kvalitet og konkurrence såvel som det ydre pres, er langt mindre end hele molevitten kommer til at være på Old Trafford. Og ja, en nær fremtid i en klub, hvor muligheden for at udvikle sig i ro og mag dermed er langt, langt større.

Men sådan er der så meget. Og det sidste ord om Højlund er ikke sagt. Snarere tværimod. Historien om Højland skal nok blive ramt af solstik. Hvis det da ikke allerede er sket.

Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.

The Manager
Logo
Shopping cart