Er troen på Southgates udvalgte lige så lille som Gareths hang til circle of trust er stor?

Foto: Belish-Dreamstime.com

For rigtig mange englændere er det vigtigere hvem der er træner for landsholdet end hvem der styrer showet i Downing Street 10.

Derfor hører det heller ikke til småtingsafdelingen, når den til enhver tid siddende landstræner udtager en trup til en slutrunde, hvilket Englands nuværende landstræner, Gareth Southgate, som bekendt, gjorde torsdag.

Southgates trup til den kommende VM-slutrunde er da også allerede bliver vendt og drejet for fulde gardiner i næsten hver en afkrog af de engelske medier såvel som overalt på diverse sociale medieplatforme.

Circle of trust

Det at repræsentere det engelske landshold er ikke bare en drivåd drengedrøm for alle fodboldspillere med engelske pas i støvlerne. En udtagelse er også et eviggyldigt bevis på, at man er (eller engang har været) blandt de allerbedste på engelsk jord til at sparke til en bold.

Southgate er dog kendt for ikke nødvendigvis at udtage top of the pops, men derimod spillere, der passer ind i landstrænerens circle of trust, der for ham, tit og ofte, er langt vigtigere end alt lige fra stats og meritter til dagsform og popularitet.

Og ja, det er udtagelsen af Manchester Uniteds Harry Maguire, der grundet svingende formkurver og et skrantende mentalt helbred (hvilket 100 procent er uforskyldt) har været in and out af Erik Ten Hags planer i denne sæson, endnu engang et strålende eksempel på. 

Det samme er Southgates udtagelse af Manchester Citys Kalvin Phillips, der i ligacup-kampen mod Chelsea i onsdags, hvor han spillede cirka 40 minutter af anden halvleg, var i aktion for første gang i knap syv uger på grund af en skulderskade.

Flydende grænser

Når det er sagt, så er det (i hvert fald på papiret) en særdeles fremragende trup, som Souhtgate lige om lidt – og på bagkant af weekendens afdansningbal i Premier League – rejser til VM med.

I alt har Southgate udtaget en trup på 26 spillere, der udover tre målmand også indeholder ni forsvarsspillere og seks midtbanespillere samt otte angribere.

Den positionelle inddeling af diverse spillere skal dog tages med et gran salt.

For selvom føromtalte Maguire og Arsenals Ben White synes at være selvskrevne til ‘blot’ at skulle operere i Englands bagkæde, så kan spillere som Liverpools Trent Alexander-Arnold og Newcastles Kieren Trippier sagtens ende med at komme i aktion ude på kanten af banens midte i rollen som wingback. 

Flydende grænser finder vi også i kategoriseringen af blandt andre Leicesters James Maddison og Citys Jack Grealish og Phil Foden, der alle står som angribere, men som efter al sandsynlighed kommer til at angribe modstanderen fra den offensive del af Englands midtbane.

Ingen Toney

Det er dog ikke bare navnene på dem, som Southgate har udtaget, der i det seneste døgn – og sikkert også i dagene, der kommer – har været flittigt debatteret i den engelske befolkning. Det samme er også navnene på alle dem, der ikke er at finde i den engelske landsholdstrup.

Og to af disse navne er henholdsvis Tammy Abraham (AS Roma) og Brentfords Ivan Toney, hvor især fravalget af Toney, der (udover Harry Kane) med otte ligamål pt. er den mest målfarlige englænder i Premier League, er blevet omtalt vidt og bredt.

Toneys manager, danske Thomas Frank, er da også allerede blevet spurgt ind til Southgates (fra)valg, hvortil Frank svarede:

“Ivan Toney er selvfølgelig skuffet. Livet handler om, hvor mange slag man kan få, og stadig rejse sig igen.” 

“Jeg sagde til Ivan, at trænere ikke altid træffer den rette beslutning – mig selv inklusiv. Jeg sagde det selvfølgelig med et smil på læben.” 

“For jeg er selvfølgelig biased, og Gareth Southgate har gjort det fantastisk som cheftræner for England.”

68 procent

Hvorvidt Southgate og England kommer til at gøre det fantastisk til VM eller ej, vil tiden vise. Sikkert er det, at dele af den fodboldglade – og normalt ellers så selvsikre – engelske befolkning lige nu tvivler på Southgate og co.

I hvert fald bedømt på det foreløbige resultat af den digitale afstemning, som avisen The Times har foretaget, og som viser, at 68 procent af de 5161 mennesker, der indtil videre har valgt at give deres mening til kende, ikke føler, at Southgates hold er stærkt nok til at vinde VM.

Og nej, vi er ikke ude i en forkromet Gallup-undersøgelse, hvor samtlige af de knap 56 millioner mennesker, der bor i England, er blevet spurgt. Alligevel er det foreløbige resultat af afstemningen interessant.

Det bliver det kommende VM også.

The Manager
Logo
Shopping cart