Da Premier League fredag uddelte prisen til månedens spiller i august, blev det ikke overraskende en blond nordmand, der løb med hæderen. Anderledes kunne det ikke være. Ni mål i fem kampe er det blevet til, og alle dem, der inden sæsonen tvivlede på, hvorvidt Erling Haaland nu også kunne levere i England er blevet modbevist. Eller det ville i hvert fald være konklusionen for de fleste efter den flotte start. Men der er stadig kritikere. Og det vil der som tidligere beskrevet her på siden alle dage være.
Nogle har kaldt ham den manglende brik, der kan sikre Manchester City europæisk succes, mens andre mener, at han ikke passer ind på holdet, og for meget spil skal lægges op omkring ham, hvis City skal fungere. At han ikke deltager nok i det opbyggende spil. Opgøret mod Brighton og de famøse otte berøringer hænger stadig over Erling Haalands brede skuldre.
Jeg kan godt følge kritikerne til en vis grad. For hvis Erling Haaland ikke scorer i en kamp, hvad bidrager han så egentlig med? Problemet er bare, at Haaland altid scorer. Altid er en trussel, og at han gør op med tanken om, hvordan en moderne angriber skal gebærde sig.
Fra falsk 9’er til ægte angriber
For en falsk nier er efterhånden blevet så populær, også i Premier League, at det snart er mere falsk at spille med en rigtig gammeldags angriber, hvis force er bevægelserne i feltet og den berømte næse for mål. Det der engang var super moderne og nytænkende er blevet mondænt og næsten gammeldags.
Der skal stadig være plads til ham, der som Harry Kane eller Karim Benzema, ser vi ud over de britiske øer, søger ned i banen og sætter sine holdkammerater op og tager mere aktivt del i det offensive spil. Men der skal også være plads til Erling Haaland.
For han kommer ikke til at ændre sig. Og heldigvis for det. Da han blev foreholdt kritikken med de få berøringer efter midtugens kamp, svarede han i et interview med beIN Sports med en vanlig blanding af selvtillid tilsat en smule sund arrogance:
“Måske folk taler om, at jeg ikke rører bolden nok og så videre, men det bekymrer mig ikke. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, og det var præcis det, jeg gjorde i dag i en svær kamp, og det er præcis det, jeg vil fortsætte med at gøre. Min drøm er at røre bolden fem gange og score fem mål. Det er min største drøm.”
I sporene på Hugo Sánchez
Pressen er lidt for Erling Haaland, hvad fluer er for en tyr. De viftes væk med et dvask med halen. Nordmanden bekymrer sig ikke synderligt om andres mening, og hvorfor skulle han dog også det? 26 mål er han nu oppe på i 21 Champions League kampe. Og hvad betyder få berøringer så?
I 1989/90 scorede mexicanske Hugo Sánchez 38 mål i den spanske liga. En rekord han i mange år delte med Telmo Zarra, inden Lionel Messi og Cristiano Ronaldo satte ubrydelige og utrolige standarder. Hugo Sánchez var en målscorer af Guds nåde, og bemærkelsesværdigt for alle 38 mål var, at de var scoret med førsteberøringen.
Læs også: Erling og Manchester City i Ha La Land
Fodboldforskning har med al tydelighed vist, at chancen for at score mindskes for hver ekstra berøring, du tager, og når nu Erling Haalands fornemmeste opgave er at score mål, hvorfor så spilde tiden med anden, tredje eller fjerde berøring. Nogle vil kalde nordmanden gammeldags, men fodbolden har de seneste mange år bevæget sig væk fra tanken om en nier som en klassisk boksspiller, at Haaland er blevet moderne. Selv er han nok ligeglad, om folk kalder ham moderne eller gammeldags. Han scorer bare mål – og mange af dem.
