Et spørgsmål om tålmodighed

Arsenal, Arteta
WOLVERHAMPTON, ENGLAND – NOVEMBER 12: Mikel Arteta the head coach / manager of Arsenal celebrates the 0-2 victory during the Premier League match between Wolverhampton Wanderers and Arsenal FC at Molineux on November 12, 2022 in Wolverhampton, United Kingdom. (Photo by Matthew Ashton – AMA/Getty Images)

Erik ten weeks. Drillerierne var mange, da Manchester United og Erik ten Hag kom skidt fra land. De to første kampe i ligaen blev tabt, den ene med 4-0 mod Brentford, og så var en del presse og fans klar til at afskrive Erik ten Hag og Manchester United. Ja, måske det blot blev til de berygtede ti uger for hollænderen. United forholdt sig forholdsvis rolige, selvfølgelig gjorde de det, for ingen fyrer en ny træner efter to runder. De viste godt, at der skulle mere tid til, før resultaterne ville komme.

Spoler vi tiden fem måneder frem, er historien en anden. Erik Ten Weeks blev næsten til Erik Ten Wins, da Manchester United med derbysejren mod Manchester City kom op på ni sejre i træk. En sen indkasseret scoring i udekampen mod Crystal Palace runden efter ødelagde stimen, men Manchester United er ikke set bedre, siden Alex Fergusons sidste sæson. Mourinho vil nok modargumentere den påstand og forlange respekt, men det handler også om spillestil.

Tålmodighed i de to lejre

Men det er faktisk ikke det, der er pointen med disse linjer. Nej, det handler om tålmodighed. For når Manchester United søndag gæster Arsenal i Premier League, er det ikke bare en topkamp og potentielt mesterskabsafgørende duel. Det er også en kamp mellem to klubber, der forsøger at bygge noget op. Forsøger at give det tid. 

Og Arsenal er nok i virkeligheden et bedre eksempel. For det er efterhånden over tre år siden, at de ansatte Mikel Arteta som deres nye manager. Det gav mening. En tidligere anfører, der havde stået i skyggen af Pep Guardiola i City og kendt for en måde at se fodboldspillet på, som Arsenal gerne ville tilbage til. En FA Cup triumf i den første sæson og efterfølgende Community Shield sejr beviste, de var på rette vej. Men så stoppede det også. 

Arsenal så ikke ud til at udvikle sig, ej heller selvom de talte nok så meget om netop udvikling og proces. “Giv det tid,” sagde de i Arsenal, så det gjorde vi. Uden at det for alvor synes at blive meget bedre. 

Sidste forår glippede de lige akkurat Champions League, og der var store problemer med utilfredse spillere, ikke mindst anfører Aubameyang, der måtte smides ud ad bagdøren. Der var det svært at forestille sig, at de et år senere skulle være suverænt tophold i Premier League. Svært at se, at Arteta virkelig var The Chosen one.

Men Arteta havde en klar plan, og der var tålmodighed i klubben. Den tålmodighed høster de nu frugterne af.

Sovepude

På samme måde er Arsenal måske et eksempel på, at tålmodighed ikke kun er en dyd, men også kan være en sovepude. For blev Arsene Wenger ved en sæson eller to for meget? In Wenger we trust. De kunne jo ikke fyre franskmanden, der revolutionerede Arsenal, og til dels Premier League, og sikrede dem titler, status som invincibles og ry for at spille noget af det bedste fodbold i Europa. Men de sidste år var ikke gode. Som afslutningen på Ringenes Herre trilogien. Alt, alt for lang. Og Arsenal holdt som en anden Gollum fat i deres precious Wenger.

Historien er fuld af sådanne skæbnefortællinger. Dem hvor det er gået godt. Dem hvor det er gået skidt. Lad os ikke glemme, at Sir Alex Ferguson heller ikke var populær i sine første år i United. Skotten vandt jo ikke noget, så hvorfor holdt de fast i ham? Fordi følelsen var, at der var noget stort i vente. Og sådan er det jo med tålmodighed. Det er hverken eller. Det er en fornemmelse. 

I øjeblikket har både Manchester United og Arsenal en fornemmelse af, at de er på rette vej. For tålmodighed er en dyd, der sjældent, undskyld af og til, bliver belønnet.

The Manager
Logo
Shopping cart