Før braget på ‘Broen’: Er farven på London egentlig stadig blå?

Foto: Jakob Genz

Når Chelseas PR-maskine pumper budskabet om at London is Blue ud på klubbens mange medieplatforme, hvilket de tit og ofte elsker at gøre, så er der noget om snakken. 

I hvert fald hvis man kaster et blik på historiebøgerne og bladrer frem til kapitlet ‘Tal fra nyere tid’ og zoomer ind antallet af vundne trofæer.

For dem har Chelsea vundet mange af i dette årtusinde, og endda så mange, at antallet langt overstiger det, som de rivaliserende ‘naboer’ fra henholdsvis Arsenal, West Ham og Tottenham i samme periode har vundet…tilsammen.

Historisk afstand

Alligevel skal Chelsea i skrivende stund, og som optakt til klubbens kamp mod Arsenal søndag middag, måske passe lidt på med at råbe alt for højt om farven på Englands hovedstad.

For kaster man et blik i retning af den aktuelle Premier League-tabel, så ville det være synd at sige, at det er Chelsea, der er top of the pops.

Det er Arsenal til gengæld, og endda i en sådan grad, at afstanden mellem The Gunners og The Blues pt. lyder på hele 10 point efter ‘blot’ 12 spillerunder, hvilket er historisk.

Faktisk skal vi spole tiden hele vejen tilbage til sæsonen 2000/2001 for at finde noget lignende. 

Head-to-head

Og nu vi er ved historikken mellem Chelsea og Arsenal, så burde synet den head-to-head-statistik, der omgiver de to klubber, også få Chelseas kommunikationsafdeling til at holde lidt igen med den blå farve.

For selvom Chelsea i de seneste mange, mange år rigtignok har været langt mere succesrige end Arsenal, så har Arsenal faktisk haft et rigtig fornuftigt greb om klubbens blå naboer.

Især i den tid, hvor Mikel Arteta har stået ved roret, og hvor Arsenal i Premier League-sammenhæng i de seneste seks kampe har vundet tre, spillet en enkelt uafgjort og blot tabt to.

Og hvad angår de tre sejre, så har de seneste to af disse, hvilket blandt andet fremgår af 11v11.com, faktisk fundet sted på Stamford Bridge, hvor søndagens kamp jo som bekendt finder sted.

Tuchel vs. Potter

Dog skal det siges, at Artetas ‘dominans’ har fundet sted i en tid, hvor det var Thomas Tuchel, der stod ved roret i Chelsea, og det gør han jo som bekendt ikke længere.

Det gør derimod Graham Potter, og ser man på den head-to-head-statistik, der omgiver Arteta og Potter, så fremstår den nære fortid en anelse mere jævnbyrdig.

Således nåede Artetas Arsenal at møde Potters Brighton fem gange i Premier League inden Potter skrev under med Chelsea for knap og nap to måneder siden.

Og de fem kampe endte såmænd med 2 sejre til hver af holdene samt en enkelt omgang uafgjort.

Slå tiden ihjel

Hvorvidt søndagens kamp ender med 1, X eller 2, og hvad farven på London derefter bliver, må tiden vise.

Sikker er det dog, at du kan slå (vente)tiden ihjel her på The Manager, hvor min kollega Nicolai Lisberg allerede i går påbegyndte opvarmningen til søndagens brag mellem Chelsea og Arsenal.

The Manager
Logo
Shopping cart